Jules Vernes romaner er kendetegnet ved at indeholde store mængder af informationer om geografi, naturvidenskab, biologi etc. Udover de gode og spændende historie bedøves man næsten af informationsmængderne, i "En Verdensomsejling under Havet" er der næppe den fisk og mikroorganisme der ikke bliver nævnt. Men til forskel fra hvad mange af hans læsere har troet gennem årene, så rejste Verne stort set ikke uden for Frankrig. Alle Vernes beskrivelser og naturvidenskabelige opremsninger stammede hovedsageligt fra skriftlige kilder.
 

Jules Verne havde et stort reference bibliotek, der både bestod af videnskabelig litteratur men også populærlitteratur såsom rejsebeskrivelser der var begyndt at få en folkelig udbredelse i anden halvdel af det 19. århundrede. Jules Verne samlede også på rejsebrochurer fra Cooks, det var bl.a. en brochure fra dette britiske rejseselskab der gav inspiration til Vernes mest berømte roman "Jorden Rundt i 80 dage". Idet Jules Verne ifølge en tidsplan bemærkede at man på et rent teoretisk plan var istand til at rejse jorden rundt på under 90 dage, hvis der da ikke opstod problemer såsom forsinkelser.

Athuhualpas død

"Ved opdagelsen af Island, det berømte Thule, og det "Mare Cronium", hvor dynd, udyb og is gjorde sejladsen så farlig, og hvor nætterne er så klare som dæmringen, havde Pytheas vist skandinaverne vejen til de nordlige farvande. Sagnet om de gamles rejser til Orkneyøerne, Færøerne og Island holdt sig hos irlandske munke, lærde mænd og selv dristige sømænd, således som deres anlæg på disse øgrupper viser. De var forgængere for "Normannerne", som man kalder de skandinaviske, norske og danske sørøvere, der i middelalderen gjorde sit navn frygtet over hele Europa.
 

Isfjelde ved Grønland

 Men medens de gamle græske og romerske beretninger om disse hyperboræiske egne er overordentlig ubestemte for ikke at sige fabelagtige, er det modsatte tilfældet med med hensyn til "mændene fra Nordens" eventyrlige foretagender. Sagaerne således kalder man de islandske og danske sange, er overmåde nøjagtige, og de kendsgerninger, vi skylder dem, bekræftes daglig ved arkæologiske opdagelser i Amerika, Grønland, Island, Norge og Danmark. Det er en kilde for de mest værdifulde oplysninger, længe ukendte og ubenyttede, hvis opdagelse man skylder den danske lærde C.C. Rafn, og som giver os uimodsigelige beviser af største interesse for en præcolombisk opdagelse af Amerikas fastland.

Norge var fattigt og overbefolket; dette var årsagen til en stadig udvandring, hvorved en anseelig del af indbyggerne i mere begunstigede egne søgte den nærig, som en isklædt jordbund nægtede dem. Når de havde fundet et land rigt nok til at forsyne dem med overflødigt bytte, rejste de hjem og kom næste vår tilbage fulgt af alle der lokkedes af lyst til vinding og et sorgløst liv i forbindelse med kamplysten.
djærve fiskere og jægere, som de var og fortrolige med den farlige sejlads mellem hovedlandet og den mængde øer, der omringer det og synes at forsvare det mod havets angreb, over de dybe og trange fjorde, der ser ud, som var de huggede ind i landet med et kæmpesværd, rejste de på skibe af eg, som når de viste sig, bragt kystboerne ved Nordsøen og Kanalen til at skælve. Disse skibe, med og uden dæk, store og små, lange og korte, var som oftest i bugen forsynede med en spore af uhyre størrelse, over hvilken forstavnen hævede sig til stor højde i form af et S. Helleristningerne, således kalder man de på mange steder i de svenske og norske fjelde indhugne fremstillinger, giver os en ide om disse hurtigsejlende fartøjer, der kunne have en anselig besætning. Således havde Olaf Trygvasons skib "Ormen Lange" 32 rorbænke og 90 mands besætning; Knuds skib var besat med 60, og Olaf den Helliges to skibe undertiden med 200 mand. Søkongerne, som man ofte kaldte disse lykkeriddere, levede på havet og nedsatte sig aldrig på landjorden; de gik fra plyndring af et slot til brand af et kloster, hærgede Frankrigs kyster, sejlede op over floderne, især på Seinen ligetil Paris, sværmede om på Middelhavet lige til Konstantinopel og nedsatte sig senere på Sicilien. Overalt hvor de kom hen, efterlod de spor af sine hærgninger eller sit ophold.

I året 861 blev en norsk Viking Nadodd af Storm drevet hen til en snedækt ø som han kaldte Sneland, hvilket navn senere ombyttedes med Island. Også her fandt nordmændene irske munke, som de kaldte paper, på papeyar og i Parpyle. Nogle år efter nedsatte Ingolf sig i landet og byggede Reykiavik. Fra 885 bragte Harald Hårdfagers herredømme over hele Norge, som han havde underlagt sig ved våbenmagt, en strøm af misfornøjede udvandrere til landet. Her indrettede de en slags republik i lighed med den som var bleven omstyrtet i deres fædreland, og som bestod til 1261, da landet kom under Norge.

Disse forvovne fæller, der hed hvalros og sælfangsten var bleven vante til sørejser og havde fået smag på eventyr, bevarede deres lyst til sådanne, og næppe bosatte på Island, drog de ud på lange rejser vestover. Allerede tre år efter Ingulfs ankomst opdagede Gunnbjørn Grønlands snedækte fjeldtoppe. Fem år senere genfandt Erik Røde, der for drab var bleven forvist fra Island, det af Gunnbjørn opdagede land under 64° n. B. Kystens ufrugtbarhed og isbræerne bestemte ham til at søge mildere, mere åbne steder, hvor der var mere vildt, længere sydpå; han omsejlede Grønlands sydspids Kap Farvel, bosatte sig på østsiden og byggede for sig og sine mænd store bygninger, hvis ruiner Jørgensen har fundet. Landet kunne her her nok fortjene det navn Grønland, som nordmændene gav det, men bræernes tilvækst har siden gjort det til et øde og ufrugtbart land.

Erik vendte tilbage til Island for at besøge sine venner, og samme år som han vendte tilbage til Brattahlid (navnet  på hans bosted), kom der fjorten skibe med nybyggere til ham; det var en fuldkommen udvandring. Dette foregik i året 1000; befolkningen tog hurtigt til, og i 1121 blev landets hovedstad Gardar sædet for et bispedømme, der endnu var besat da Columbus opdagede Antillerne.
År 986 kom Bjørn Herjulfsson fra Norge til Island for at tilbringe vinteren hos sin fader, men fik at denne var flyttet over til Erik Røde på Grønland. Uden betænkning gik den unge mand atter tilsøs for på lykke og fromme at søge land, hvis beliggenhed han ikke engang var rigtig sikker på; strømmen førte ham til en kyst, som man tror må have været Nova Scotia, Ny-Fouudland og Maine, men han nåede dog til sidst Grønland, hvor Erik, den mægtige norks eJarl, bebrejdede ham, at han ikke med omhu havde undersøgt de lande, som en heldig sørejse havde ladet ham se.

Erik havde sendt sin søn Leif til de norske hof, og der var på den tid en meget livlig samfærdsel mellem moderlandet og nybygderne. Kongen, som var blevet kristen, stod netop i begreb med at udruste en mission til Island for at udrydde Odinsdyrkelsen og overlod Leif nogle Præster for at undervise Grønlænderne; men næppe var denne kommen tilbage til Grønland og havde fået høre om Bjørns opdragelse, før han overlod til de hellige mænd alene at arbejde opfyldelsen af deres vanskelige hverv og udustede sine skibe til en undersøgelsesrejse på de fundne lande. Han kom først til en øde Klippekyst, som han gav navnet Helluland, og som man uden vanskelighed erkender for Ny-Foundland, derefter til en flad, sandet kyst, bag hvilken der lå uhyre mørke skove, med en utallig mængde sangfugle. Herfra gik han for tredje gang til søs sydover og kom til Rhode Island-Bugten, hvor han fandt et mildt Luftstrøg og en elv så fuld af laks, at han nedsatte sig ved den og byggede store bordhuse, som han kaldte Leifsbudir. Derefter sendte han nogle af sine folk ud for at undersøge landet; disse kom tilbage med den gode underretning, at der voksede vild vin, hvilket gav anledning til at landet fik navnet Vinland. Våren 1001 vendte Leif tilbage til Grønland, efter at have ladet sit skib med skind, druer, træ og andre af landets produkter. Han havde gjort den værdifulde iagttagelse, at den korteste dag i Vinland varede ni timer, hvorved man har været i stand til at bestemme belligenheden af Leifsbudir til 41° 24' 10" n.B. Denne heldige rejse samt redningen af et norsk skibsmandskab på femten personer skaffede Leif tilnavnet den Lykkelige.

Af denne rejse stod der stort ry, og beretningen om alle de mærkelige ting i det land, hvor Leif havde boet, bevægede hans Broder Thorvald til at rejse derhen med 30 mand. Han tilbragte vinteren i Leifsbudir, rejste derpå sydover og kom om høsten tilbage til Vinland. Året efter 1004, gik han nordover og traf på hjemrejsen for første gang eskimoer, der uden anledning og uden medlidenhed blev dræbt. Natten efter blev de omringet af en talløs mængde kajakker, der udsendte en sky af pile. Kun Thorvald, anføreren, blev dødeligt såret og af sine mænd begravet på et næs, som de kaldte Korsnæs. - I det attende århundrede opdagede man i nærheden at bugten ved Boston af stene opmuret grav, i hvilken man ved siden af benene fandt et jernsværd. Indianerne kendte ikke dette metal, og det kunne derfor ikke være et indianerlig, lige så lidt som det kunne være levningerne af en af de 1500 hundrede landede europæere ; thi disses sværd havde ikke den ejendommelig form. Man har derfor antaget det for en skandinaviske begravelse, og vi vover at kalde den Thorvalds, Erik Rødes søns grav:

Våren 1007 forlod tre skibe med 110 mand og med kvæg ombord Eriksfjord; det drejede sig dengang om et blivende anlæg. Udvandrerne fik kending af Helluland, Markland og Vinland; de landede på en Ø, hvor de byggede huse, og begyndte at dyrke jorden, men sandsynligvis havde de været været uforsigtige eller ikke båret sig rigtig ad; thi ud på vinteren var det forbi med deres forråd, og de led grueligt af sult. De var dog så fornuftige at sætte over til fastlandet, hvor de i forholdsvis overflod holdt ud resten af vinteren. I begyndelsen af 1008 opsøgte de Leifsbudir og nedsatte sig lige overfor Leifs gamle anlæg ved Mount Hope Bay. Her blev der for første gang knyttet forbindelser med de indfødte, der i sagaerne kaldes skrællinger, og hvis beskrivelse man har let for at genkende eskimoerne. I begyndelsen var alt fredeligt, og der handledes jævnligt med dem, indtil eskimoerne lyst til at skaffe sig økser af jern, hvilket nordmændene klogelig afslog, drev dem til angreb, som efter tre års ophold bevægede nybyggerne til at vende tilbage til sit fædreneland, uden at de har efterladt blivend spor af deres ophold i landet"

Jesper Kurt-Nielsen 2005