Raminda var medlem af Ibanstammen. Hun var gået med til at finde en dayak, der ville lave tatoveringen. Først skulle vi dog opstøve en båd der ville sejle os de 75 km. op ad floden til en af Iban-folkets landsbyer. Hun gik ned mod et gammelt  skur der lå ved bredden af den brune Skrangflod. "Foo´s Emporium", stod der på et gammelt rustent skilt som hang over døren. Indenfor var luften tyk af stanken fra rottelort og menneskelige armhuler i forskellige stadier af opløsning. Her købte jeg mad til turen op af floden og små gaver til børnene i langhuset. Imens forhandlede Raminda om transporten med to skumle fyre der sad på et bjerg af rissække. Den skumleste af de to rejste sig op og trak strikhuen godt ned om ørene (der var mindst 40 grader varmt!). Han kløede dovent sin behårede navle og ræbede veltilfreds.

Det var tydeligt at forhandlingerne var gået i orden. Han kom hen til mig med udstrakt hånd og krævede 50 US. Dollars for sejladsen tur-retur samt 500 US. til benzin. Jeg betalte under højlydte protester, imens jeg fingerede et hjerteanfald. For de penge kunne jeg få en uges ferie på Mallorca. Et inferno af grisefester med alt betalt. Da pengene blev talt op, smilede han bredt og et par guldtænder lyste op i mørket.

Den store Johnson motor brølede om kap med floden, der ikke længere flød stille. Det havde regnet oppe i bjergene og nu var Skrang svulmet op til dobbelt størrelse. På begge sider af floden rejste skoven sig som en massiv grønsort mur, kun gennembrudt af mærkelige langstrakte dyreskrig.

Kanoen pløjede sig op af floden med en vanvittig fart. Det var en overvældene oplevelse. Den mareridtsagtige skov stank af død og opløsning. En duft af lavendler og kokos bredte sig ganske svagt. Forvirret stirrede jeg til højre og venstre for at se hvilken paradisisk blomst i skoven der dog kunne dufte sådan?
En grusom mistanke slog ned i mig. Jeg bøjede frem og prikkede ham der sad foran, på skulderen. En ung mand med en Ninja Turtles T-shirt på og guldlænke om halsen, vendte sig om. Jeg spurgte ham hvor lugten kom fra. Han smilede stolt mens han pegede på sit glatbarberede ansigt og sagde "aftershave!".

Kanoen gled langsomt hen imod anløbsbroen. Børn i aldre aldre kom løbene ned af skrænten. Længere oppe lå landsbyens langhus der i skumringen lignede en strandet hval. Fra husets indre kom der kvinder og og mænd ud. Kvinderne var klædt i farvestrålende saronger og mændene i shorts og bar overkrop. forrest gik en gammel mand i et roligt tempo, på afstand så det ud som om han havde en norsk striksweater på. da han kom nærmere kunne jeg se, at hans overkrop var dækket af dybsorte tatoveringer, der vred sig som levende slanger over hans torso. Jeg hoppede ud af båden og gik op mod langhuset. Inden solen helt forsvandt bemærkede jeg en skov af fjernsynsantenner på taget! Det skulle blive en urolig nat. De mange familier i langhuset boede i separate rum, men væggene var papirtynde og en øredøvende blanding af snorken, kaglende høns og MTV bragede ud i tropenatten.

I langhusets fællesrum sad de gamle og fortalte historier mens de passede børn. Raminda oversatte så godt hun kunne . Jeg fik krampe i benene og rejste mig op. Da mit hoved ramte loftet, brølede alle af grin. Jeg vendte mig for at se hvad de lo af. fra loftet hang en kurv ned og dinglede faretruende frem og tilbage. Hovederne i kurven flængede ansigtet i et rædselsvækkende grin. Først nu lagde jeg mærke til at der under sodsværtede tag, hang 50-60 kurve fyldt til randen med afpillede kranier. Jeg spurgte en olding der sad på gulvet om de stadig dyrkede hovedjagt? Han rystede på hovedet, "for mange år siden blev man kun gift hvis man hjembragte et hoved taget i kamp". Han fortsatte mens han sukkede, "englænderne satte en stopper for den tradition, bortset fra i 40erne  hvor vi tog 7 japanske hoveder ved floden, vi kalder det slag for Anden Verdenskrig!".

Mens han snakkede, vred han sine gigtplagede hænder. På fingrene var tatoveret 6-7 små blomster, hver blomst symboliserede et menneskeliv dræbt af de hænder!
De gamle mænd viste med med højlydt begejstring hvor de havde fået sine tatoveringer. En særdeles livlig og berejst herre opremsede stednavne samtidig med med, at han pegede på forskellige tatoveringer på sin krop. "den her er fra Sabah og den her er fra Brunei og den her", hans stemme knækkede over af begejstring, "fik jeg i Singapore". Han pegede på en nøgen Hawaii pige der var tatoveret på hans underarm, hun holdt et flag hvorpå der stod Harley Davidson!

Diskussionen bølgede frem og tilbage om hvilken tatovering jeg skulle have. Ingen under fyrre år havde traditionelle tatoveringer, det var en uddøende kunstform. De gamle mænd var tydeligt glade fordi en langnæse viste interesse for en gammel udtryksform. Jeg pegede på en gammel mands ben og sagde "det skal være den der". På hans ben var aftegnet en lille fiskekrog. Gruppen af gamle mænd begyndte straks at le, mens de råbte "THE HOOK, THE HOOK!". Raminda fortalte med et skævt smil, at når mænd blev meget gamle, omkring 30 år og deres koner rastløse, så gik de en tidlig morgen ned i det kølige flodvand og gennemborede deres penis med et benstykke på tværs og lod det blive siddende. Hvis man overlevede, så er man i stand til at give en kvinde en ekstatisk oplevelse (nu er tipset givet videre).

Som bevis tatoverede man en lille fiskekrog på benet hvor den var synlig for alle. Jeg fandt hurtig en anden tatovering så jeg ikke behøvede at gennembore særdeles følsomme områder på min krop. Men hver gang jeg mødte en af langhusets  gamle mænd, så blev jeg hilst med et begejstret "THE HOOK, THE HOOK!

"Spis nu op", de unge mænd der havde været på jagt hele dagen, sad med funklende øjne. De lyttede til historier om livet i Danmark, imens de pressede mig til at spise den ene lækkerbisken efter den anden. "spis nu op". jeg kiggede ned i skålen der var fyldt til randen med store fede larver. En smuk pige dansede i i midten af rummet, men mændene ænsede hende ikke. Deres spørgsmål fløj gennem rummet: "har du mødt Madonna? Har du set et diskotek? Har du smagt en Big Mac?".

Nu kom alle i huset hen og bød på Tuak, en lokal brændevin der smagte som saftevand, men med en virkning som bladan og dynamit blandet sammen. En muskuløs ung mand rejste sig op og begyndte at danse med et sværd, som han med stor virtuositet svingede over hovedet. Alle klappede entusiastisk i hænderne. Jeg vendte mig om og spurgte om det var rigtigt at Iban-stammen ikke længere gik på hovedjagt, alle omkring mig nikkede alvorligt. En lang ranglet fyr sagde at det var mange år siden Iban-stammen havde dyrket hovedjagt, han holdt en pause og fortsatte "det sker jo at folk bliver myrdet her som alle andre steder, specielt når vi har drukket". Hans ansigt lyste op i et smil da han fortsatte, "også kan man jo ligeså godt tage hovedet!" (siden jeg skrev denne beretning i 1992 er hovedjagt taget op igen på den indonesiske del af Borneo: Kalimantan af politiske årsager. Over 2000 mennesker menes at have mistet hovedet!).

To mand trak mig op og stå. Jeg vaklede usikkert, for jeg kunne virkelig mærke den tuak. Nu var de min tur til at synge og danse. Den eneste sang jeg kunne huske var en jeg havde lært i Livgarden. "Kong Volmers r.. gik op og ned" sang jeg med hæs stemme. Hele langhuset sydede af begejstring og luften var tyk af opiumsrøg. Jeg tog et par usikre dansetrin og taget løftede sig næsten. Jeg hvirvlede rundt i rummet, mens jeg skrålede af fuld hals.

Da jeg vågnede var der helt stille og næsten mørkt. En ung pige sad oven på mig og masserede min brystkasse og en anden masserede mine fødder. En mand kom løbene med ølflasker fyldt med varmt vand og jeg fik en flaske i hver armhule og en i skridtet. Raminda holdt min hånd mens hun jamrede at jeg var gået ud som et lys under dansen og at min legemstemperatur var faldet drastisk. jeg havde været bevidstløs i flere timer. Raminda havde glemt at fortælle om traditionen med at drikke gæster sanseløst berusede.

Jeg blev svagere og svagere for hver dag der gik og ingen turde tage ansvaret for at jeg ville  overleve at få huden punkteret tusindvis af gange med en bambuskniv.

En uge senere rejste jeg hjem uden tatovering og 10 kilo lettere, men en erfaring rigere. Hvis man vil beholde hovedet på Borneo, skal man ikke drikke hver gang der bliver sagt skål!

Jesper Kurt-Nielsen 1992