andre

chow-chow

4 sjældne hunderacer til dig, der vil have en unik hund

y12

Hunde er fantastiske dyr. De er godt selskab, kan være kærlige og venlige og kan også være rigtig god underholdning. Derfor er det ikke underligt, at mange drømmer om at blive hundeejere. Har du gjort dig tanker om at anskaffe en hund, er noget af det første, du skal overveje, hvilken hunderace du ønsker dig. Udvalget er stort og nogle hunderacer er mere almindelige og udbredte valg end andre. Labradoren er den mest populære race – formentlig på grund af dens venlige og sociale sind og lærenemhed. Men ønsker du dig en mere unik hund, kan du vælge en af de sjældnere hunderacer. Her får du fire eksempler på sjældne hunderacer til dig, der ønsker sig en unik hund. 

Hunde løber

1. Chow chow

Chow chow hører til blandt verdens ældste hunderacer sammen med den afghanske mynde (se nedenfor). Racen stammer oprindeligt fra Asien, hvor der så tidligt som 150 år før vores tidsregning fandtes afarter af chow chow racen. Denne hunderace er dog stadig forholdsvis sjælden i Danmark i dag. Racen har et meget karakteristisk udseende med sin pjuskede bels og sit bamselignende hoved. Samtidig har denne race det særlige karaktertræk, at dens tunge er blå. Der er således her tale om en meget unik hund.

2. Otterhound

Otterhound er en hunderace, der kun sjældent ses i Danmark. Det kan måske skyldes, at der er tale om en hunderace, som kan være relativt vanskelig at træne. Vælger du denne hunderace, er det derfor bedst, hvis du har tidligere erfaring med træning af hunde, eller at du i det mindste er klar på at lægge masser af energi i hundetræningen.

Otterhound er en stor hunderace, der kan blive helt op til 66 cm høje og veje helt op til 52 kg. Der er her tale om en meget intelligent hund, som har brug for stimulering. Får den tilstrækkeligt med stimulering og aktivitet er der dog tale om en meget venligtsindet hund, der også har et venligt udseende med sin pjuskede brune pels.

3. Afghansk mynde

Den afghanske mynde har et meget karakteristisk udseende, som relativt sjældent ses i Danmark. Med sin smalle krop og lange, elegante pels, er der her tale om en meget yndefuld hunderace, som hører til blandt verdens ældste. Det skal dog nævnes, at der her er tale om en meget selvstændig og egenrådig hund, som kan være svær at træne, og som heller ikke hører til blandt de mest sociale hunderacer. Denne race kan således være bedst egnet til personer, der tidligere har haft hund. 

Hunde kigger over hegn

4. Blandingsrace

Dette sidste eksempel er måske at snyde lidt, eftersom der ikke er tale om en hunderace. Men blandingshunde fortjener alligevel en plads på denne liste, da det at anskaffe sig en hund af blandet race oftest er den nemmeste måde at få en unik hund på. Samtidig er der en række fordele ved raceblandede hunde. Dels mener eksperter, at disse hunde er mindre tilbøjelige til at få en række sygdomme og helbredsproblemer, som ellers kan opstå som resultat af indavl eller eget målrettet avl af bestemte hunderacer. Samtidig tyder meget på, at blandingshunde ofte lever længere. Du får altså ikke alene en unik hund, du får med stor sandsynlighed også lov til at beholde din bedste firbenede ven længere.  

Have your say