1.Og for vores øjne rejste der sig derinde en masse, som i omtrent fyrretyve favnes højde ragede op over den omgivende slette. Det var en klippe af en besynderlig form, omtrent som en mægtig sfinks med oprejst hoved, med udstrakte poter, et uhyre, der lå der som  en virkeliggørelse af oldtidens  mytiske dyr. Eller var det et levende væsen, et utyske, hvis vældige størrelse langt overgik forhistoriens kæmpemæssige elefanter?

2. "Det må være ham - det kan ikke være andre end ham...!" Med de ord lod han sig synke ned på sædet og mumlede et navn, for det gjorde stærkt indtryk på ham, og han svarede sagte: "Ham! manden uden for loven!"

3. Michael Strogoff skulle efter tatarisk skik blindes, ved at en hvidglødende klinge blev ført tæt forbi hans øjne. Michael Strogoff forsøgte ikke at gøre modstand. Der eksisterede ikke andet for ham end hans moder, som hans blik hvilede på. Hele hans liv lå i dette sidste blik. Marfa Strogoff stod med vidt åbne øjne og så på ham, og hun rakte armene mod ham. Da blev den hvidglødende klinge ført tæt forbi Michael Strogoffs øjne.

4. "En kugle lige i hjertet", sagde han og affyrede et sidste skud. Elefanten brølede af smerte og dødsangst; den kom et øjeblik på benene, men sank så ned med al sin vægt ned over den ene stødtand, som brækkede; dyret var dødt.

5. Alle ventede nu kun på det aftalte skud, som vel og mærke ikke kom fra vognen, der var reserveret de to duellanter; tværtimod kom skuddene fra den forreste del af toget, og rædselsskrigene trængte ud fra vognene der. Oberst Proctor og Philias Fogg forlod vognen med hver sin revolver i hånden og styrtede frem mod de forreste vogne, hvorfra detonationerne og rædselsskrigene kom.

6. "Skal vi aldrig ses mere?" Råbte Paganel endnu en gang. "Hvem ved?"  svarede Talkave, idet han løftede armene mod himlen. Det var indianerens sidste ord, som tabte sig i vindens susen.  Folkene i båden kunne længe skimte Talkaves høje skikkelse. Indianeren stod stille på strandbredden og så vemodigt efter de venner, som han havde kendt så kort, men dog fået så kær. Endeligt vendte han sig om, fløjtede ad sin trofaste Toka og for snart som en pil hen over sletten.

7. "Farvel kære kaptajn", sagde oberst Munro. "Jeg er glad for, at de til trods for vore mange genvordigheder dog ikke har noget særligt at beklage dem over med hensyn til vores lille udflugt nordpå, andet end, at de ikke fik ram på den halvtredsenstyvende tiger!", "Åh jo, den fik jeg ram på, hr. oberst!", " Såe, er det rigtigt?", "Ja", afbrød kaptajn Hod med en vis stolthed, "49 tigre, også Kalangani i tilgift... skulle man ikke kunne regne det for 50 ialt?"

8. "Pas nu på!" skreg doktoren. "Nu har vi katastrofen lige over hovedet!" Sømændene stred ud mod boven, mens vi bandt os til fokkemasten, hvor vi stod og stirrede gennem bølgesprøjtet, der slog ind over os ustandseligt. Pludseligt kom der en ny styrtsø, mere frygtelig end den første, og bølgebjerget væltede sig gennem hullet i rælingen, rev et enormt stykke støbejern af, som dækkede det yderste af boven, brækkede lejderhuset af, der førte ned til besætningens lukafer, og idet den dundrede mod styrbords skanseklædning, rev den planker og plader af, som havde det været papir.

9. "-35-36-37-38-39-40...FYR!!!" I samme nu trykkede Murchioson på kontakten, strømmen sluttedes og sendte en elektrisk gnist ned i bunden af kanonen. Omgående fulgte et brag så frygteligt, så ufatteligt og overmenneskeligt, som ingen havde kunnet forestille sig det, værre end lynnedslag og vulkanudbrud. En enorm røgsøjle vældede op fra jordens indre som fra et krater. Jorden rystede, og kun ganske enkelte kunne i et øjeblik se et glimt af projektilet, der sejrrigt skar gennem luften mellem flammende røgskyer.