På Casino blev Jules Verne opført flere gange, "Jorden Rundt i 80 dage" havde premiere Søndag 12.03.1876 som dramatiseret Rejseeventyr med Sange og Kor i 4 Afdelinger (14 Tableauer), frit bearbejdet efter Jules Vernes og Dennery, af Erik Bøgh.
Senere 09.01.1880 havde "Kaptajn Grants Børn", der var en dramatisk Bearbejdelse af »Les enfants du capitaine Grant« - 5 Akter (8 Tableauer) - frit efter Jules Verne og Dennery ved Carl Møller og William Faber, endeligt premiere, dog ikke med samme succes som Jorden Rundt.
 

Og endeligt den 16.03.1883 havde Kejserens kurér premiere. Stykket var et dramatiseret Rejse-Eventyr i 5 Akter (11 Tableauer) frit oversat efter Jules Vernes og Dennery, af Erik Bøgh. [Til Dagmarteatret:] ved Lauritz Swendsen. Alle tre skuespil fik folkelig succes, i det fremragende blad Oldfux (Adresse nederst på siden) der omhandler teaterhistorie, modelteater og folkelig grafik er gengivet en stemnings beskrivelse, i et Casino program fra 1923, af den anonyme  "Fix alias Bøvse":

Fra opførelsen i 1923 med Martinius Nielsen  i rollen som Fhilias Fogg

"Det ligger så mange år tilbage i tiden - ak, helt tilbage i 70erne - at jeg var en dreng, og når jeg dengang skulle i teatret, var der kun to, som stod mig åbne, for "det Kgl." var jo terra inkognito for mig, som ikke var fyldt de ti. Hvilket teater valgte jeg så helst? - se, Folketeatret, det holdt jeg nok af, for dér var rart og hyggeligt og dér var det ligesom, jeg kiggede ind af vore egne "vinnever" og så vore egne stuer og hilste på folk, som jeg syntes mig gamle bekendte. Men Casino! - Ja, Casino var alligevel det teater, som havde mit drengehjerte helt og holdent.
Når jeg en vinteraften ved faders hånd gik gennem det gamle Københavns gader, mens sneen faldt, - for da jeg var dreng, sneede det altid om vinteren - og vi så nærmede os det gamle teater i Amaliegade, så havde jeg altid en forudfølelse af, at jeg snart skulle opleve noget festligt, at jeg om lidt skulle blade i en stor, dejlig og farverig billedbog. Og det slog altid til: Sad vi bænkede dernede på første række lige bag den gamle krigsråd Brandt, musikdirektøren, som fader kendte og altid fik en sludder med i mellemakten og tæppet så endeligt gik op, hvad så og oplevede jeg da ikke? - Der var skumle, men grinagtige røvere, som dansede og sang; dykkere, som - omgivne af frygtelige havuhyre - bjergede stjålne skatte ned på havsens bund. Der var den onde fa'r Gaspard, som talte sit røvede guld oppe i slotstårnets spøgelsesværelse - og jeg beundrede den tapre Niels Ebbesen, som vog den kullede greve og begejstredes for den kække Svend Trøst, alle raske drenges ideal. Hvor græd jeg ikke over gamle Ole Kaninstok i "Capricioca" og jublede over den fulde "Syl" og den adrætte "Nål" i "Lumpacvagabundus".
Men det blegner alt sammen når jeg tænker på hin premiere aften i 70erne, da jeg så "Jorden rundt i 80 dage".
 

Hvad jeg hidtil havde set, syntes mig det rene småtteri - nej her! - her var alt: overfald på vilde indianere; skibe som gik under; søfolk der dansede reel; et rigtigt jernbanetog; onde brahminere, som vilde brænde en dejlig dame; oprørt hav med skibbrudne på vragstykker, skønne piger, der dansede; et stort dampskib, som sejlede ind på scenen; negre og hinduer, arabere og guldgravere; fest og farver og pragt; snevejr, slagsmål og mange pistolskud; eventyr og spænding og - midt i det hele; den flegmatiske Phileas Fogg, rolig, overlegen og upåvirket selv i de mest spændende situationer, fulgt af sin trofaste tjener Passepartout, som altid i rette øjeblik klarede skærende med et revolverskud. eller en vittighed,

Fra London til Kalkutta

  - de to var mine helte en hel vinter, - og der var den billedskønne Aonda og den dumme opdagelsesbetjent Fix, som altid gik på limpinden og blev narret, - elegante Corsican jeg syntes var et rigtigt mandfolk - og indianere og deres statelige høvding, som jeg havde inderlig medlidenhed med, da de blev skudt ned. Ja de var endeligt et rigtigt teaterstykke, hvor jeg for mine øjne så alt det lyslevende, som jeg havde læst om hos Cooper og Marryat og Jules Verne og hvad alle vore barndoms digtere nu hed. Her var alt det, som kunne få vore unge hjerter til at banke - ærlig talt - de voksnes med.

Dengang skulle hele København gøre turen "jorden rundt" ude i Amaliegade og når det gamle teater nu tager sine største gamle "træffer", - det mest berømte "Casinostykke" frem af arkivet, monstro så ikke Phileas Fogg og hans ledsagere vil få lige så mange "rejsefæller", som da han første gang gik ud på sin spændende rejsefærd rundt jorden?"

Ja man kan jo kun begræde at tidens dyrkelse af den elitære kunst fraskriver os andre oplevelser som ovennævnte. Bladet Oldfux som er helt uundværligt for den dedikerede vernianer kan bestilles her:

http://www.oldfux.dk/