I midten af det 19ende århundrede oplevede Storbritanien, som et resultat af industri-aliseringen og konstruktionen af det Britiske Imperium, en enestående økonomisk vækst. Denne vækst førte til, at en ny klasse af mennesker opstod. Hvor magten før var koncentreret hos adelen blev den i højere grad borgerklassen til del. Denne økonomiske vækst førte til en udbredt grad af borgerdyd og dermed en styrkelse af demokratiet. Klubberne der før var forbeholdt de få privilegerede, blev nu i højere grad en legeplads for mænd der havde skabt sig selv, i klubberne fandt man ligesindede hvad angik politik og ideologier og man kunne skabe netværk og økonomiske forbindelser. Klubberne startede ydmygt som kaffehuse i det 17ende århundrede, og endte som bastioner for magt og indflydelser.

Hver klub havde et formål for øje, Reformklubben blev grundlagt af den liberale chefindpisker  Edward "Bear" Ellice i 1836  for at opbygge et netværk af personer der ønskede at reformere Storbritanien. Reform klubben var åben for alle (kvinder undtaget) som opfattede sig som liberale uanset deres partiståsted. Blandt klubbens prominente medlemmer var bl.a. William Ewart Gladstone, Joseph Hume, Henry James, William Thackeray og sidst men ikke mindst årtusindets mand, sir Winston Churchill. Gladstone var jo ikke en god mand for imperiet, slap og og handlingslammet, slet ikke i samme liga som den konservative Disraeli. Men alt skal være Reform klubben tilgivet, for hvem ville ikke gerne være i samme klub som Winston.

I dag er klubbens medlemmer hovedsageligt fra Labour. Klubben har ca. 1000 medlemmer og medlemskabet regnes for et være et af de dyreste i klubland, det koster at holde en victoriansk kolos i live. Klubben har da også svært ved at bevare medlemstallet, men det er det samme overalt i klubland, adskillige klubber har da også måtte tage det skridt at lukke eller endnu værre lade sig sammenlægge med andre klubber. Resultatet har været at mange klubber har måtte sænke standarden, Reform klubben opretholdes dog stadig som et eksklusivt reservat får den britiske elite, det er således umuligt at besøge klubben som gæst eller som turist for at fx fotografere lokaliteterne.

Før i tiden var Reform klubben berømt for deres fantastiske baller hvor både bygningen og damerne var illumineret i henholdsvis gaslampens skær og brillanternes funklen. I dag har Reform klubben fået et lidt mere prosaisk ry, et medlem kunne således berette at han havde meddelt, at en god ven hjemvendt fra troperne ventede derhjemme, da han så at der blev serveret brune bønner med bacon. God mad har nu aldrig været briternes force, rævejagt og panserslag i ørkenen derimod, det er en anden sag!
 

Jules Verne brugte ikke meget tid på at beskrive klubben, det vides med sikkerhed at Jules Verne aldrig besøgt klubben. Han samlede derimod på opslagsværker og artikler af enhver slags. Hans rejsebeskrivelser var derfor næsten altid baseret på andenhånds vidner. En af de få undtagelser er romanen "Ulykkeskibet Great Eastern", da Jules Verne selv havde foretaget en atlantisk rejse med denne havenes titan, dog var rejsen ikke lige så dramatisk som i bogen..

Verne beskriver kun Reformklubben overfladisk, dette er hvad han skriver i "Jorden Rundt i 80 Dage":

"Phileas Fogg havde forladt sit hus i Saville-row klokken halv tolv, og efter at have sat højre fod femhundrede femoghalvfjerds gange foran den venstre og den venstre fem hundrede femoghalvfjerds gange foran den højre fod nåede han Reformklubbens imponerende bygning i Pall Mall, der mindst havde kostet tre millioner at opføre.
 

Phileas Fogg begav sig straks ind i spisesalen, hvis ni vinduer vendte ud til en smuk have med træer, der allerede var begyndt at antage efterårets gyldne farver. Han tog plads ved sit sædvanlige bord, hvor der var dækket til". "Klokken tolv syvogfyrre rejste den herre sig fra bordet og begav sig ind i den store pompøst udstyrede salon med malerier i overdådige rammer. Her overrakte tjeneren ham et uopskåret eksemplar af Times, som Phileas Fogg foldede ud med en færdighed der tydede på lang øvelse i dette vanskelige arbejde".

Det er tydeligt, at Verne laver grin med den britisk tradition med avislæsning der blev taget så alvorligt, at den tidligere blev omtalt som "the gentlemans sacred hour".

Han ironiserer ligeledes over, at Fogg udfører det vanskelige arbejde med, at udfolde avisen. Phileas Fogg arbejdede ikke, vi ved ikke hvorfor, måske havde han tjent sine penge på Sydafrikanske guldminer, måske havde han arvet, under alle omstændigheder havde han hvad briterne kalder "a privat income", hvilket betyder at man hæver penge hver den første uanset man ikke arbejder. Den engelske humorist Woodhouse har så tydeligt beskrevet dette system, der indtil 2 Verdenskrig tillod rige tanter, at holde dvaske ungersvende og døgenigte ved muffen... en drømme tilværelse med andre ord!
 

Jeg vil afslutte dette lille epos om Reformklubben, med afslutningen af Jorden Rundt i 80 dage hvor, som vi alle husker, Phileas Fogg træder ind af døren på det 9ende klokkeslag og dermed vinder væddemålet:

"Phileas Fogg havde således vundet sit væddemål. Han havde fuldført rejsen Jorden rundt på 80 dage. Han havde benyttet alle transportmidler: skibe, jernbaner, vogne, kuttere, handelsskibe, isbåd og elefant. Den excentriske herre havde under denne rejse afsløret sin helt fabelagtige koldblodighed og præcision, men ud over det, hvad så? Hvad havde denne møjsommelige rejse indbragt ham? Hvad havde han fået ud af den?
Ingenting vil man måske svare.
Ingenting, udover en henrivende ung kvinde, som, hvor usandsynligt det end kan lyde, gjorde ham til jordens lykkeligste mand.
Mange ville sikkert gøre rejsen Jorden rundt for mindre end det".

Jesper Kurt-Nielsen 2005