Tomas Kierstein: En forklaringsmodels sammenbrud - opgør med den politisk korrekte grundforudsætning!

Frihed! Lighed! Broderskab! Alle kender vist disse tre udsagn, som tilsammen udgør parolen for den franske revolution. De seneste års konfrontation mellem islam og de - hovedsageligt vestlige - demokratier har fået mig til, at spekulere meget på dette udsagn.

Op gennem hele min barndom og ungdom er jeg blevet flasket op med udsagnet om, at irrationel ( efter vor målestok ) adfærd og terrorisme næsten udelukkende bunder i fattigdom og i den skæve fordeling af goder i verden. Det er dog snart mange år siden, at jeg begyndte at tvivle på, at der - med et matematisk udtryk - kan sættes dobbeltimplikation mellem fattigdom og terrorisme.
Denne forklaringsmodel, som jeg vil kalde den socioøkonomiske forklaringsmodel (herefter forkortet s.ø.f.), har været og er fremherskende i vor del af verden, når vi prøver at forstå og forklare stort set al destruktiv adfærd, spændende lige fra hærværk mod kommunale telefonbokse til terroranslag.
Denne tankegang kan spores tilbage til det udsagn, som jeg indledte med, og til den franske revolutions tankegods som sådan. Alle de tanker, som udspringer af den franske oplysningstid og -revolution, er jo i sagens natur franske. Dermed er de kontinentaleuropæiske, og er - ligesom deres tyske fætre fra den idealistiske romantik først i 1800-tallet - blevet til i en vestlig-kristen kulturel sammenhæng, og - hvad der er meget væsentligt - i en tid, hvor den mellemmenneskelige ageren, som dens fædre lagde til grund for disse paradigmer, var næsten udelukkende intrakulturel.
Det er den egentlige svaghed i dette tankegods! Det er blevet sagt - med ikke ringe sarkasme - om Emmanuel Kant, der er fader til det berømte kategoriske imperativ, at han blev født i Kønigsberg, levede i Kønigsberg og døde i Kønigsberg. Udsagnet er temmelig bagstræberisk, men rummer ikke desto mindre en fundamental logik; "sandheden" for et menneske - i materiel og verdslig forstand - bliver med usvigelig sikkerhed farvet af de erfaringer, som dette menneske gør sig, og disse erfaringer er naturligt begrænset af dette menneskes referenceramme, der udgøres af tid og sted.

Det der havde været en stærk tvivl i mit sind, blev den 11. september 2001 til et farvel til s.ø.f. for mit vedkommende! Fattigdom har ganske vist en reel betydning for menneskers ageren, men jeg mener kun at den er sekundær - derom senere!
Da man efter den 11. september 2001 begyndte at danne sig et overblik over gerningsmændene, var der mange som fik et alvorligt chok. Jeg erindrer tydeligst den sønderknuste lærer fra en teknisk læreanstalt i Hamburg. I et tv-interview gav han udtryk for fuldstændig vantro overfor det faktum, at en af de elever, som han havde været studievejleder og mentor for, viste sig at have været en af hovedaktørerne bag anslaget på WTC.
Lærerens vantro bundede i, at netop denne elev havde virket så vestligt orienteret og sekulariseret. Yderligere havde han været meget fagligt dygtig, målrettet og let at omgås. Læreren var grådkvalt og tydeligt såret i sit inderste over, at et menneske som han troede var en ven, havde forrådt hans tillid, og misbrugt de ting som han havde lært af ham, til at dræbe (i vore øjne) uskyldige mennesker i religiøs fundamentalismes navn.
Denne lærer havde fået sit verdensbillede væltet, fordi han havde betragtet det som en universelt gældende sandhed, at den som har det materielt godt, er intelligent, evnerig og er blevet hjulpet af det samfund som han lever i, ikke angriber dette samfund eller dets allierede. Denne lærer havde - sandsynligvis uden at spekulere over oprindelsen til sin opfattelse - bygget sin tro på disse sammenhænge på en afledning af et citat af Jesus ";vær mod andre, som du ønsker at de skal være mod dig." Læreren havde ubevist vendt udsagnet om og forventede, at andre var mod ham, som han var mod dem!
Af indlysende historiske årsager er en sådan oplevelse mere traumatiserende for en midaldrende tysker end for andre mennesker. Jeg kunne ikke lade være med at føle en stærk medlidenhed med læreren, der ville det så godt, men som fandt ud af, at der ikke er nogen ubetinget kausalitet, når det gælder menneskelig tanke og handling. Det var den klassiske tragedie, hvor et menneskes forsøg på at gøre godt i øst udløser en katastrofe i vest.
Denne lærer er ikke et enkeltstående, særlig naivt individ. Han er tværtimod eksponent for langt de fleste veluddannede og politisk korrekte mennesker i vesten. Jeg vil tilslutte mig digteren Søren Ulrik Thomsen, som for nylig i et tv-program udtalte, at "de politisk korrekte dyrker en sekulariseret kristendom! De vil ikke tilbede Jesus - de vil være Jesus! Jeg vil være så fræk at tilføje; men de glemmer hvordan det gik Ham!

Det virkelig problematiske ved ønsket om en universelt gældende forklaring på menneskelig adfærd er kulturforskelle. Dermed mener jeg ikke forskellen i kogekunst, æstetisk opfattelse eller for den sags skyld beklædning og tradition. Den problematiske kulturforskel er forskellen på succeskriterier!
Det er min påstand, at baggrunden for den antagelse, at der findes en universelt gyldig forklaringsmodel for hvordan (mentalt raske) mennesker agerer, bygger på den uudsagte grundide, at alle menneskers væsentlige succeskriterier er ens. Med andre ord fordrer en universel forklaringsmodel, at alle vi seks milliarder mennesker i store træk er enige om, hvad der udgør rammer og hovedindhold i et godt liv.
Denne grundantagelse er udkrystalliseret i slagordet"; frihed, lighed og broderskab." Jeg har tænkt meget over disse tre begreber, og er kommet til den konklusion, at de ikke alle tre kan være til stede sammen! Hvis man kræver lighed i materiel forstand - hvad der jo hænger sammen med tesen om fattigdom som roden til ufred - så kræver det indskrænkelse af nogens frihed. Derfor resterer der muligheden for frihed og broderskab - liberalismens drøm, eller lighed og broderskab - socialismens drøm. Den tredje vej er relativ lighed og betinget broderskab i en rimelig grad af frihed. Alle tre idealer kan ikke realiseres fuldt ud samtidig, fordi lighed og frihed er gensidigt modarbejdende.
For at broderskab overhovedet kan indgå i ligningen, kræves det dog, at de mennesker, som indgår i et sådant fællesskab skal dele nogle grundlæggende fælles synspunkter angående frihedens og lighedens respektive værdier og indbyrdes bytteforhold. Det kræves også, at der er nogenlunde - og uudsagt - enighed om, hvad frihed overhovedet er, samt på hvilke fronter der skal herske lighed, og i hvor høj grad.
En sådan rimelig enighed er i virkeligheden synonym med kulturen, i den øjeblikkelige form som den antager, hvortil vi er ankommet ad kulturhistoriens lange og snørklede vej.
Det der imidlertid er kendetegnende for kulturhistorien er, at den reelt er een ud af mange kulturhistorier. Hvad der også er kendetegnende er, at disse kulturhistorier er vidt forskellige og unikke for hver deres kultur. Der går dels nogle meget store og meget synlige brudlinier mellem hvad man kan kalde forskellige civilisationer, dels nogle mindre, men dog stadig markante ditto mellem sprogområderne og nationalstaterne indenfor de forskellige civilisationer.
Der hvor den politiske korrekthed går rivende galt i byen i sit forsøg på, at lege "menneskehed" er, at den er blind for - eller nægter at acceptere - at civilisationernes grundpiller primært er religiøst, sekundært folkeligt, eller om man vil, stammemæssigt betingede, og først i tredje række alment menneskeligt betinget.
Menneskehed er et tomt begreb, idet det er den ultimative generalisering, der ikke tager det i ed, at vi for det første er unikke individer og dernæst alle først og fremmest er nogens søn/datter, far/mor, søster/bror, nabo/arbejdskammerat osv. Disse nære og dermed "rigtige" personer er typisk vore landsmænd, som vi ligner kulturelt og m.h.t. opfattelse af rigtigt og forkert, fordi vi er opdraget inden for samme kultur.
Den politiske korrekthed enten benægter- eller betragter dette som en beklagelig fejl! Dette er efter min personlige opfattelse ligeså meningsløst som at benægte tyngdekraften, eller at se den som en beklagelig fejl!
Det er efter min opfattelse nemlig det - udover de rent fysiske behov - eneste reelt almenmenneskelige, der sætter disse forskelle; nemlig de tre store spørgsmål, som ethvert tænkende menneske tumler med: Hvor kommer vi fra? Hvorfor er vi her? og Hvor går vi hen? Spørgsmålene er universelle, men svarene er uendeligt forskellige!
Problemet er, at svarene på disse spørgsmål er så væsensforskellige, at der ikke er nogen rimelig universel enighed m.h.t. hvad det overhovedet vil sige at være menneske. Hvad der deraf logisk følger er, at sproget bliver mangetydigt. Mange terminologier kan ikke-, eller kan i meget ringe grad , oversættes mellem de forskellige civilisationer. Det er min opfattelse, at den politiske korrekthed ganske og aldeles overser dette, fordi dens selvopfattelse er afhængig af, at den kan præstere hvad den mener er svar på, hvordan der bliver "fred på jorden og i mennesker velbehag."
Det skyldes, at den politiske korrekthed vil være grundforudsætning. Dermed kommer den i modsætningsforhold til alle kulturer, fordi disse - med deres forskellige svar - er i vejen for drømmen om det ideelt enige globale bofællesskab.
Det mest tragikomiske er, at det er politisk ukorrekt at generalisere! Intet er mere generaliserende end politisk korrekt tænkning, idet den arbejder med det ovennævnte menneskehedsbegreb.
Derfor er den politiske korrekthed henvist til, at definere mennesket ved vore åbenlyse fælles karakteristika; vi går på to ben, har to arme, og har evnen til at tale og udvikle sprog. Hvis alle skal være i samme båd, er det derfor nødvendigt at påstå, at det vigtigste og reelt menneskelige er behovene.
Dermed har den politisk korrekte tænkning reduceret mennesket til en avanceret udgave af Pavlovs hunde. Hvis ikke det er en generalisering, så ved jeg ikke hvad en generalisering er!
Jeg tror at det er derfor, at den politiske korrekthed er blind for, at menneskets succeskriterier bunder i noget ganske andet end det materielle, og at disse succeskriterier er meget forskellige både fra individ til individ og fra kultur til kultur.
I realiteten får det den absurde konsekvens, at den politiske korrekthed er mere optaget af kultur end nogen andre er. Der tales om kultur i et væk! I radio og på fjernsyn tærskes der langhalm på emnet; accept af kulturforskelle. Reelt er der tale om total relativering af kultur, fordi øvelsen næsten altid går ud på en krampagtig insisteren på, at have fundet dette eller hint lighedspunkt mellem f.eks. Grundtvig og Ghandi. Øvelsen går ud på, at finde så mange lighedspunkter, at forskellene fortoner sig. Dermed fortoner kulturerne sig også, for deres væsen er, at de er sig selv og dermed forskellige fra de andre.
Hvis kulturerne kan bruges til at ophæve hinanden, så går den politisk korrekte kabale op, fordi vi så alle ikke bare er lige, men ens!
Dette er nemlig nødvendigt at kunne postulere, fordi man kun da kan hævde det socioøkonomiske som den eneste reelle og betydelige forskel.
Som jeg bemærkede ovenfor, så tror jeg ikke, at socioøkonomiske forhold er ligegyldige - slet ikke! Jeg tror bare, at de oftest er sekundære i forhold til de kulturelle- og dermed egentlig de religiøse forhold.
Netop det islamiske kulturområde rummer adskillige eksempler, som tyder på, at jeg har ret i denne antagelse. Et godt eksempel er Pakistan under Zia Ul-Haq.

Zia Ul-Haq var Pakistans diktator fra sidst i halvfjerdserne og ind i firserne, hvor hans gamle rival Sulfikar Ali-Bhutos datter Benazir Bhuto tog over. Zias styre var gennemsyret af nepotisme, korruption og social urimelighed i en sådan grad, at det selv efter Pakistanske forhold var skandaløst.
Efterhånden voksede utilfredsheden med styret, og nåede efterhånden dertil, hvor befolkningens tålmodighed var opbrugt, og landet var på randen af en revolte af dimensioner.
Umiddelbart kunne det ligne en historie, som passer godt ind i s.ø.f! Men den måde hvorpå styret fik kontrol over situationen igen, er noget nær den perfekte undsigelse af netop s.ø.f.
Zia trak nemlig en kanin op af hatten, idet han indførte den islamiske sharialov som gældende lov i landet! Som vesterlænding synes et sådant træk at være fuldstændig meningsløst. De af os som har en udviklet sans for det absurde og surrealistiske, kan jo more os ved tanken om, hvad reaktionerne ville have været, hvis daværende statsminister Anker Jørgensen havde reageret på Danmarks daværende økonomiske krise ved, at erklære undtagelsestilstand og indføre moselov som gældende ret.
Analogien er faktisk temmelig gangbar, så det kan virke rystende at det virkede, for det gjorde det! Shariaen bragte med et trylleslag ro over landet.
Mit ærinde er imidlertid ikke at forfærdes over dette. Ej heller har jeg til hensigt at latterliggøre pakistanerne. Jeg accepterer deres suverænitet som folk og nation! Mit ærinde er at anskueliggøre, at for den pakistanske befolkning, der for langt den overvejende dels vedkommende er rettroende og fromme muslimer, var og er det, at leve under hvad de betragter som Guds lov, langt vigtigere end nogen som helst socio-økonomiske forhold.
Jeg vil falde for fristelsen og overføre denne interne islamiske historie til forholdet mellem den vestlige verden og islam. Situationen her i landet er den, som jeg af indlysende årsager har mest kendskab til.
Intet begreb er vel så hyppigt brugt i medier og debat som integration. Hvad betyder dette ord så? Det betyder egentlig at skabe et nyt samfund ud fra to eller flere eksisterende samfund, således at disse oprindelige samfund ophører med at være dem selv, fordi de nu alle er af samme nye "stof".
For at tro på, at dette skal kunne lykkedes, er det nødvendigt at tro på, at der er mere som samler disse grupper, end som skiller dem ad. Hvis man tror på s.ø.fs universelle gyldighed, så skulle det ikke være det store problem. De politikere, som lod den muslimske masseindvandring finde sted troede - og tror måske stadig - på dette, men det ville vist være en mild underdrivelse, at kalde integrationsprocessen for en fiasko.

Når mange muslimske indvandrere efter mere end 25 år i landet hverken behersker sproget eller har nogen tilknytning til arbejdsmarkedet, og disses efterkommere stadig føler sig mere mellemøstlige end danske, så er projektets succes i hvert tilfælde temmelig overskuelig. De enkelte solstrålehistorier lyder efterhånden temmelig hule for de fleste andre end de rigtigt "hellige".
Selvom visse politikere hele tiden råber op om øget indsats ( læs flere penge ), så er det vel ret evident, at netop økonomiske ressourcer ikke er noget, som det har skortet på. Hvad er der så galt? Der er det galt, at integration er op til den, som man så gerne ser integreret. Man kan ikke integrere nogen, men nogen kan integrere sig, og så hedder det ikke integration men assimilation.
Det er en uspiselig tanke for de politisk korrekte af to væsentlige årsager. For det første er det et farvel til deres elskede s.ø.f. Den logiske konsekvens og dermed anden årsag til ubehaget er, at man så er magtesløs. Det er man, fordi det man havde tillid til som middel til, at gennemføre projektet - penge - ikke kan betale den kulturelle kløft væk. Man troede, at det at sidde med skatteudskrivningsretten i et succesrigt samfund var nok til, at man kunne forme virkeligheden efter sit eget ideologiske hoved.
Denne arrogante holdning skyldes efter min mening, at man har draget en forkert lære af den nyere danmarkshistorie. Man har misforstået hvad grundene var til, at Danmarks udvikling m.h.t. velstand og individets økonomiske råderum har været een lang succeshistorie i det meste af det 20. århundrede.
Danmark er ikke et velfærdssamfund, det er et velfærdsfædreland! Dermed mener jeg, at det er vores fædreland, som er blevet rigt, fordi vi følte os forpligtet på det, på samme måde som en slægt føler sig forpligtet på en slægtsgård eller et familieforetagende. Med andre ord er vi danskere ikke blevet glade for Danmark, fordi det er blevet rigt - Danmark er blevet rigt, fordi vi altid har været så glade for det.
Det er en besk pille at sluge for de politisk korrekte, for det betyder, at de ikke er så vigtige, som de gerne selv vil tro at de er. De har gået og troet, at det var deres visionære ideer og ideologiske "sandheder" som lagde grunden for et bedre samfund.
Da vi i Danmark var godt på vej derhen, hvor ideologerne mente, at de havde ledt os hen, så vendte de politisk korrekte dem - beruset af deres tilsyneladende succes - udad; nu skulle der skabes en bedre verden, og man kunne passende begynde projektet med, at invitere nogle fremmede "børn" ind i huset, så de kunne få det godt og blive lykkelige og taknemmelige samfundsborgere - et kønsløst ord, som rimer godt med det tomme begreb menneskehed!

Det overmodige smil er stivnet, og alle fraserne er efterhånden lagt på is, efterhånden som situationens alvor er ved at gå op for selv de mest rettroende relativister og dogmeprædikanter. Disse nye "børn" faldt ikke til ro, da man åbnede den store pose "Matadormix". De åd slikket, som ethvert normalt menneske, der tilbydes meget for ingenting, vil gøre, men de blev hverken glade eller tilfredse. Det kan de politisk korrekte ikke forstå, for det virkede jo på danskerne, Ikke!?
Det gjorde fanden, gjorde det! For danskerne var slikket prikken over et meget stort og betydeligt I; danskernes kærlighed til deres hjem, også kaldet fædreland. Socialdemokraternes gamle slogan fra 50`erne "; Gør gode tider bedre," rummede en meget dybere sandhed, end man umiddelbart skulle tro.
De gode tider var nemlig begyndt den 4.maj 1945, da vi igen blev herre i vores eget hus, og dermed kunne tage hånd om vores egen skæbne. Den øgede økonomiske velstand var - og er - kun glasuren på kagen! Der er selvfølgelig også den lille krølle på historien, at det slet ikke er de politisk korrektes penge, som er blevet brugt til projektmageriet - det er vores surt sammenskrabte skillinger, betalt med overtimer, nedslidning og afsavn!
Hvad har man egentlig udrettet med den muslimske indvandring? Har man gjort de herboende muslimer lykkelige? Har man gjort danskerne gladere og lykkeligere end de var før, hvis man ser bort fra de mange som lever af indvandringsproblemer? Opfører lykkelige unge mennesker sig, som man ser i storbyernes muslimsk dominerede skoler og kvarterer? Har man da sultet indvandringsområdet økonomisk eller prioriteret det lavt i det politiske liv?
Svarene på ovenstående er vist entydigt nej! Det man har gjort er, at man har sat en uheldssvanger udvikling på skinner, fordi man var (og er?) så overbevist om, at man har fundet de vises sten; den socioøkonomiske forklaringsmodel. Den kan bare ikke forklare hvorfor det gik galt! Det kan den ikke, fordi den bygger på en fejlagtig antagelse om, hvad der driver os som mennesker, og hvad der er virkelig vigtigt for os milliarder af mennesker, som lever i den virkelige og ikke-ideologiske verden. Den er ubrugelig som model, fordi den vil reducere os til dorske dyr, som er glade, hvis vi blot kan æde os mætte og købe os "lykkelige".

Jeg forstår muslimernes vrede, men jeg vil ikke i den hellige forståelses navn lade mig true af dem. Det er ikke mig, der har inviteret dem i et anfald af ideologisk overmod. Det har de politisk korrekte hersemestre, som nu sidder med bedemandsminer og formaner os om tonen! Muslimerne og vi er ganske enkelt alt for forskellige, og det er der ikke noget objektivt galt med. Det objektivt gale er, at en flok selvovervurderende tåber har leget troldmandens lærling med vores land. De har også snydt muslimerne, som de har lokket med en sukkerstang, uden at fortælle dem, at de skulle leve sammen med mennesker, hvis hele levevis er dem en religiøs provokation.
Når man skriver sådan noget som jeg her har gjort, så får man sikkert prædikatet; reaktionær og bagstræberisk. Det er muligt, men hvad der er helt sikkert er, at jeg er et af de ganske almindelige mennesker, som dagligt må sælge mine hænders arbejde, og som sidder tilbage med de ulykker, som såkaldte visionære idealister skaber. Der ryger statistisk flere af os ved et terrorangreb, end der ryger af de visionære hersemestre - det giver mig brokkeretten! Det er nemlig sådan, at den muslim der ikke befinder sig i Danmark, heller ikke kan springe mig luften, uanset om det er Bushs skyld at han er sur eller ej. Derfor vil jeg hellere skælde ud på de politisk korrekte end på Bush!

Tomas Kierstein 2005
 

HJEM