Jeg ser mig omkring på hvad der skal være mit hjem de næste 9 dage. På det lille bord foran vinduet står en kinesisk lak lampe med rosefarvet plysskærm og bag den luvslidte lænestol knitrer der kinesisk popmusik ud af en lille højtaler der er gemt bag de mørke mahognipaneler. Messing håndtaget ud til badeværelset skinner om kap med det det brækgrønne gulvtæppe, der er slidt ned til gulvbrædderne. En småfuld steward med en ansigtskulør der svagt minder om tæppets stikker hovedet ind i kupéen og spørger på en blanding af tysk, russisk og kaudervælsk om jeg vil købe henholdsvis vodka, champagne eller kvinder! Jeg føler mig allerede hjemme da toget langsomt vugger mig i søvn.

Grå mennesker står bøjet i de små haver, deres knoklede hænder arbejder hurtigt. Havearbejdet er ikke en hobby, men et spørgsmål om overlevelse. Det er midsommer og en fugtig varme ligger over Rusland, forude ligger den frygtindgydende vinter.  

Toget standser ved en station. Perronen er fyldt med mennesker iklædt søndagsstøjet, de stirrer ind af vinduerne og i toget stirrer man ud.. “ Jeg tror vi er en del af underholdningen  “,  siger en høj tynd kineser. Charlie studerer kunsthistorie i London og er på vej hjem til Hongkong i ferien. Vi går forsigtig ud på perronen, rygtet siger at et par svenskere blev efterladt i Ulan Bator, de nåede ikke tilbage til toget og da de kun havde gennemrejse visa så måtte de ikke forlade stationen. Det næste tog kom en uge efter!. “ en uge på stationen i Ulan Bator ” Charlie fløjter ud mellem fortænderne  “ så tror jeg hellere at jeg ville være en uge i København “, han ler dæmonisk sidste år var han fjorten dage i Danmark. Det regnede hele tiden.

Det skaber en vis bestyrtelse og kort tid efter høres den dumpe lyd af næveslag inde fra bygningen. Mindre end 2 minutter senere bliver han bevidstløs smidt ud af det vindue han var kommet ind af, denne gang følger vinduesrammen dog med. Vi går skyndsomt hen imod toget for at undgå flere episoder, halvvejs prikker en fuld soldat mig på skulderen og spørger om jeg vil købe en flaske vodka.

Melon sælgeren er iklædt en hvid kittel og stivet kokkehue. Hun stråler af sommer og sundhed, Charlie mistænker hende da også for at have stukket et par af vandmelonerne ind under blusen. På stationen hvor toget efter planen skal holde en halv time, står de lokale og falbyder sine varer. En babujska der ser ud som om hun personligt har slået tyskerne tilbage ved Stalingrad, sælger pinjekerner fra en gammel barnevogn. Jeg spørger hvor meget de koster, hun holder to krogede fingre op. Jeg stikker hende to US dollars, hendes ansigt lyser op i et tandløst smil imens hun giver mig sedlerne  tilbage og kræver 200 rubler (ca. 7 øre). Jeg står som den sidste i melonkøen. Tiden går langsomt men endeligt er det min tur, mine tænder løber i vand ved tanken om de store saftige vandmeloner. Togfløjten lyder og alle løber tilbage til toget, jeg griber fat i den største af melonerne og spørger om prisen. Inden melondamen kan nå at svare har jeg allerede et stort bundt rubler fremme, togfløjten hyler hysterisk. Jeg har ikke lige penge og melondamen har ingen byttepenge, hun begynder at veksle hos de andre handlende. “ DROP THAT BLOODY MELON “ Charlies råb overdøver næsten toget der langsomt sætter i gang. Jeg smider alle mine rubler i hovedet på melondamen der højlydt protesterer over min pludselige gavmildhed. “ GET MOVING “ Charlie hænger halvt ud af vinduet, jeg løber min bedste 100 m. nogensinde hvilket er noget af en præstation med en melon i favnen. Vinduerne er fyldt med folk der hepper på mig. To kinesiske konduktører står på trinbrættet og råber til mig samtidig med at de er ved at dø af grin. Nu er toget ved at komme op i fart, jeg er lige ved at give op da de griber fat i mig og løfter mig ind i vognen som om de aldrig lavede andet ( hvad de sandsynligvis heller ikke gør ). jeg går stolt ned gennem togvognen, folk kommer ud af kupéerne og klapper. Charlie dunker mig så hårdt i ryggen at jeg næsten taber melonen der er på størrelse med et SS-20 missil.

Italo fortæller samtidig med at han tygger energisk,  at han har kørt med den transsibiriske jernbane 7 gange i træk for at fotografere til en artikel i et italiensk rejseblad. Egentlig er han færdig men han mangler at fotografere et kæmpe Lenin billede på en klippevæg som toget kører forbi, Jeg kigger op fra min agurkesalat der består af fire agurkeskiver og et skvæt tykmælk og siger tørt “ det kørte vi forbi for et kvarter siden “.  Italo kigger træt ud af vinduet “ det er anden gang jeg har glemt det, så må jeg køre tilbage.....igen “. Han slubrer højlydt resten af suppen i sig og kigger igen ud af vinduet mens han flegmatisk siger “ hold kæft hvor jeg hader birketræer! “.

Næsten alle andre medbringer en flaske vodka, hvilket gør at alle sover længe og er meget lyd og lysfølsomme. “Hvor fanden kommer alle de rige amerikanske enker fra?“ råber Italo , mens han prøver at overdøve ghettoblasteren, der spiller hård S/M disco fra slutningen af halvfjerdserne. En kosak i fuld uniform maser sig forbi med to kæmpesjusser i hænderne mens han forfølger en fransk pige iklædt træningsbukser og en sort BH i kupéen der er beregnet til to. “ der er rige amerikanske enker lige meget hvor man er henne i verdenen “ fortsætter Italo, jeg nikker mens jeg med løs hånd deler ud af det 1kg. piratos jeg har medbragt. “ Jeg tror de bliver produceret af CIA i hemmelighed på en underjordisk fabrik i Nevada-ørkenen “. Italo nikker indforstået inden han med væmmelse spytter en mundfuld Piratos ud på gulvet.

Efter en halvtime kommer togføreren gående i tusmørket ned langs togstammen for at se hvad der forsinker hans tog. Med en ansigtskulør som en første maj parade på den røde plads, kommandere han de kinesiske konduktører op på linje. De går frem på et geled med spredte arme, samtidig med at togføreren siger som man gør når man driver høns.
Da vi endeligt er blevet gennet ind i vognene lukker han døren og med en olieindsmurt klud tørrer han sveden af panden. Idet han forlader os siger han med en træt stemme  (ifølge Italo på formfuldendt italiensk ) “ MAMA MIA ! “.

Det er tidligt om morgenen da vi endeligt når den mongolske grænse. De svært bevæbnede russiske grænsevagter tog ingen chancer da de gennemsøgte toget og vi er nu flere timer forsinket. De mongolske grænsevagter er tilsyneladende mere afslappede, jeg stiller mig ud på gangen imens de gennemroder min bagage og kupéen. Et andet tog kører langsomt forbi og standser med hvinende bremser, jeg kigger over på vognen der ikke er mere end et par meter væk. Ud af vinduet hænger en pølse, tre par mandelformede øjne kigger ud fra den mørke kupé. De to drenge og den gamle smiler til mig, jeg smiler igen. De taler stort set ikke et engelsk ord så det er umuligt at kommunikere med dem. Pludseligt råber de ene dreng samtidig med at han holder hænderne som en tragt foran munden “ Muhammed Ali “, jeg råber “ Mike Tyson “ tilbage de klapper i hænderne og nu råber vi alle de boksenavne vi kan komme på “ Sugar Ray “, “ Jack Dempsey “. Efter hvert råb skråler vi af glæde. Jeg henter en rulle chokoladekiks i min kupé. Selvom den ene dreng hænger halvvejs ud af vinduet kan jeg ikke nå over. Charlie og Italo som er tilskuere råber entusiastisk “ SMID DEN OVER “. Jublen er næsten endeløs da knægten griber kiksene. Ind i drengens Kupé kommer to toldbetjente der øjeblikkeligt konfiskere kiksene, den ene dreng får en lussing og den gamle mand bliver smidt ud af kupéen. Den næste halve time bliver deres kupe´  systematisk gennemsøgt. Da det er overstået kigger de tre forsigtigt ud af vinduet igen, den gamle mand stikker et kosteskaft ud hvorpå der hænger et lille flag, jeg griber fat i det. “ Golden Gloves, Boxing Club Mongolia “ står der. Vores tog sætter sig langsomt i bevægelse, den gamle mand og boksetræner løfter hånden og laver V-tegnet med fingrene samtidig med at han hvisker det eneste ord han sandsynligvis kan på engelsk “ friends “, Charlie og jeg vinker igen. Men da vi er ud for toldbetjentenes kupé råber Italo, der ligner en der lige er trådt ud af en tidsforskydningszone fra 1969 “FACIST PIGS“ samtidig med at han giver dem fingeren.

I horisonten står en enlig jurte ( nomadetelt ) omringet af cirka 40 mænd, der står med sine små tætbyggede heste. Toget nærmer sig langsomt, da vi er næsten ud for jurten springer rytterne op på sine heste. Med et hyl sætter de sig i bevægelse mod toget. Toget der nu er kravlet over bakkekammen og er på vej ned sætter hastigheden op. Rytterne har nu svært ved at følge med. Men to af rytterne er fantastisk hurtige og de rider nu helt op på siden af vores vogn. Den ene er en ældre mand, Han er iklædt lange sorte støvler, en blå kofte med sort pelskant og en pelshue der går op i en spids. Drengen der rider ved siden af er barfodet og er iklædt læderbukser og en skjorte der er så snavset at den ser ud som den kan stå af sig selv. Deres små heste løber nu så hurtigt at det ser ud som om de ophæver tyngdekraften. Sporet slår en stor bue og de to ryttere krydser over og når op til de to lokomotiver. Med total dødsforagt rider de forbi og krydser sporet lige foran det første tog, alle i toget vælter over i den anden side af vognen og kigger ud. Den gamle mand sidder roligt på sin lille hest der har hvidt skum i mundvigende. Men drengen har i triumf trukket skjorten af og svinger den over hovedet. De forsvinder langsomt da toget kører forbi og længere ud på sletterne, den eneste lyd der kan høres er toghornet der er trykket i bund.

Guitaren ligger på underkøjen, jeg løfter den op den er temmelig tung. Vi bøjer os begge for at se hvad der ligger bag strengene. “ Horn! “ der ligger hverken diamanter, kokain eller plastisk sprængstof men en masse små antilopehorn. Charlie sætte sig på sengen og siger eftertænksom 
“ i Hongkong vil rige gamle mænd betale formuer for de her horn i pulveriseret form. Hornene opfattes som et stærkt afrodisium, desværre så er den her antilope stærkt udryddelsestruet i Sibirien“.

Sporvidden er forskellig i Rusland og Kina, myten siger at det er fordi Zaren ville have en bredere og dermed behageligere togvogn at rejse rundt i. Men sandheden er nok nærmere at både Rusland og Kina er bange for at en eventuel besættelsesmagt vil være i stand til benytte det eksisterende jernbanenet. Hvorom alting er, ved den Mongolske/Kinesiske grænse løftes togvognene af sin russiske undervogn og over på en kinesisk ditto. Charlie og jeg forlader toget da vores vogn bliver løftet over på en anden undervogn og går direkte over til toldkontoret. Den mistroiske toldbetjent beder om vores pas da vi har fortalt historien, han forlader lokalet med dem. En ny og flottere uniform kommer ind og sætter sig ned. “ Take it easy “ siger toldbetjenten med en perfekt BBC accent og fortsætter “ vi skal nok tage os af det “. Samtalen fortsætter en halv times tid, en halv time hvor det langsomt går op for mig, at betjenten trods sit joviale smil ikke hyggesnakker, men metodisk forhører mig, for at kontrollere om mine personlige oplysninger i viseansøgningen passer. Som tegn på at seancen er slut siger han mens han demonstrativt retter med en kuglepen, “ dit telefon nr. er skrevet forkert “. Han viser rettelsen, et sekstal er ændret til et nital og nu passer mit telefon nr. som jeg i øvrigt aldrig har opgivet i samtalen eller visansøgningen. Da togrejsen fortsætter, kommer de to svenskere hen til min kupé “ blev han taget? “ spørger jeg “ tja, men han bestak tolderne med halvdelen af hornene og nu sidder han og praler med det i spisevognen over en flaske vodka “.