Bjerget var i virkeligheden ikke så meget et bjerg, som en ulmende vulkan, beliggende i det vestlige Sumatra. De lokale myndigheder advarede mod at man klatrede op på toppen da vulkanen stadig var aktiv. Jeg var ligeglad, efter at have rejst flere uger rundt i det nordlige Sumatra for at se et næsehorn uden held, var jeg ved at være ligeglad med det hele. Der var ikke et næsehorn i syne nogen steder, Krybskytteriet var desværre de seneste år også gået hårdt ud over dette lille og sky næsehorn... gid fanden havde kinesernes potensproblemer!

Udmattet efter rejsen gennem de nordlige regnskove var jeg rejst sydligere for at se Lake Toba og besøge den kølige bjergby Bukkitinggi. Nu manglede jeg blot at bestige en aktiv vulkan så havde jeg da i det mindste fået lidt ud af rejsen.

Fugten var kvælende oven på det massive regnskyl, det var svært at trække vejret. Jeg havde kun en tanke i hovedet "opad, opad, opad", mens jeg gled langsomt ned i det rustrøde pløre.
4 timer senere kom jeg ud fra trægrænsen, luften var køligere, jeg kunne se himlen, og jeg kunne  se den gullige røgsky der snoede sig som en guirlande op mod himlen. Jeg var nu så træt, at jeg forlod stien uden at lægge mærke til det. Pludselig var der kun den bratte bjergvæg. Jeg kravlede på alle fire, alligevel stod jeg næsten oprejst, "opad, opad, opad" Da jeg kravlede op på kanten var jeg fuldstændig tappet for energi og der dryppede konstant sved fra min næse. Blæsten var kold, gennemblødt som jeg var, begyndte jeg hurtigt at fryse. I rygsækken havde jeg heldigvis en sweatshirt som jeg hurtigt trak over hovedet. Stille, stille kom jeg til mig selv. Udsigt var der  til bløde vattæpper af skyer så langt som øjet rakte, her var jeg i min syvende himmel, med udsigt til verdens tag og bag mig svovlfyldt gullig røg, langsomt, langsomt begyndte jeg nedstigningen i krateret.

Jeg begyndte opstigningen, det var ikke svært. Kulden gik gennem marv og ben, det ville blive rart at komme op i solskinnet igen.
Solen lå lavt på horisonten, selv om jeg havde startet udflugten før solopgang, så havde den mudrede sti, kostet tid. Jeg måtte starte nedstigningen hurtigt, regnskoven var ikke et rart sted at være, når det blev mørkt. Stien virkede på denne side af vulkanen mere stejl og glat. Da jeg nåede trægrænsen, greb jeg fat i bambus for ikke at glide. For sent! Jeg kunne ikke stå fast. mudderet var som grøn sæbe, jeg faldt og begyndte at glide med stor fart. På tværs af stien lå en stor træstamme dækket af svampe, den nærmede sig hurtigere end jeg brød mig om. Jeg forsøgte at sætte hælene i jorden, uden held. Jeg hold armene op foran hovedet da jeg ramte træstammen.

Jeg gik hurtigt, med lange skridt. Jeg begyndte at tænke på mit barndoms næsehorn Subur. Han var blevet indsamlet her på Sumatra og bragt til Danmarks Zoo for at indgå i et avlsarbejde. Allerede i 60erne var Sumatra-næsehornet en truet dyreart, på trods af, at disse forhistoriske kæmper var sky og øjeblikkeligt ville trække sig en i skovens dybe skygger hvis de hørte mennesker.
Jeg var ikke i tvivl om hvordan næsehornet så ud, som barn hang Subur på en plakat fra Zoo over min seng, og når vi på det årlige besøg i Zoologisk have, besøgte Subur's indhegning, så kunne mine forældre næsten ikke trække mig væk. Der stod han stille, ensom og med en længsel efter Sumatras dybe skov, Subur og jeg havde meget til fælles.

30 meter borte på stien, hvor jeg lige havde gået sad en tiger i solens sidste stråler, den glødede næsten som et stykke kul i mørket. Den slikkede poten som en kat, udover denne banale handling var der intet ved dyret der mindede om en dansk huskat. Den udstrålede rå kraft og styrke. Dette rædselsvækkende syn, var af en så overvældende karakter, at jeg glemte at trække vejret. Tiden stod stille og mit hjerte hamrede så hårdt at det næsten gjorde ondt.

Nu gjaldt det om at tænke sig om... hvis den ville angribe havde den allerede gjort det, lydløst, effektivt, klinisk. Hvis jeg løb kunne det vække jagtinstinktet. Jeg havde svært ved at koncentrere mig. Hvor hurtig kan en tiger løbe? var jeg forsikret? "Bevar roen, for alt i verden stå stille", jeg forsøgte at få kontrol over mig selv... forgæves! AFSTED!

Jeg løb stærkere end nogensinde før eller siden. Uden at se mig tilbage sprang jeg som en gazelle over trærødder, under lianer, igennem bambus, grene slog mig i ansigtet og mine arme og hænder blev revet til blods, fremad, fremad.

Måske en halv til en hel time senere trådte jeg ud af skoven, først da jeg stod midt i landsbyen, faldt jeg omkuld på jorden. Landsbyens børn begyndte  at samle sig for at se på dette behårede våde fænomen. En ung mand kom hen til mig med en kold Cola, da han gav mig den råbte han "You Bloddy earned it!".

Når jeg står der, så tænker jeg på min oplevelser , brølende Gibbonaber, næsehornsfugle, orangutanger og koralblå sommerfugle, det kan selv den dygtigste konservator aldrig genskabe.
En dag vender jeg tilbage til Sumatra for at finde "Subur", sahib Tiger håber jeg dog aldrig at møde igen.

Jesper Kurt-Nielsen 2004