Hvor mange forfattere har ikke taget udgangspunkt i floden? Fra Mark Twain til Jules Verne og Kipling. At beskrive en flod er som en rejse hvor livet i bogstaveligste forstand flyder forbi og hvor rejsens drømmeagtige bevægelige tilstand også i nogle tilfælde bliver en rejse ind i "Mørkets Hjerte".

Mekong flodens mægtige vandmasser flyder fra Kina og ned gennem Laos og Cambodia, for til slut at ende i deltaet i det sydlige Vietnam, hvor tidligere en generation af unge amerikanske mænd gik under i forsøget på at tæmme landets vildskab og befri landet fra den plage der uhæmmet myrdede sine egne og sendte millioner på flugt.

 

Tidligere havde jeg rejst i det selv samme delta, jeg havde set hvordan den store brune flod i al sin magt blev desintegreret i et uendeligt netværk af kanaler, der opretholdt livet for millioner af små risfarmere, inden floden blev forenet med alle rejsendes moder... havet.

Jeg besluttede mig til at søge mod nord for sammen med en gammel soldaterkammerat, fra Akademisk Skyttekorps, for at se hvorledes denne flod blev til og for, at bevidne livet der hvor så få kommer.

Laos, tidligere underkastet det franske Imperium og senere sønderrevet i en uerklæret og nådesløs krig. Det førte til kongemagtens fald og indførelsen af voldsherredømmet i form af den særlige art  af menneskelig perversion der går under navnet kommunisme.

Kongen sultede de nye herskere ihjel efter, at kongen "frivilligt" havde abdiceret, buddhistiske munke blev i revolutionens ånd fængslet, ytringsfriheden knægtet og Laos hensank i mørke... stakkels, stakkels Laos.

Mørket er der endnu, et fattigt plaget land, der ikke længere bliver undertrykt af franske kolonister men af sine egne korrupte herskere.

Fatigdommen og nedslidningen af  hovedstaden Vientiane var tydelig, kun præsidentpaladset fremstod perlehvidt i strålekasternes lys, idet vi kørte forbi i en gammel Jeep fra Vietnamkrigens dage og gennem de nattetomme gader. Chafføren var laot og ejer af byens "sportsbar", han afslørede dog sit andet statsborgerskab, da jeg spurgte ham hvor man kunne købe antikvariske bøger, han tøvede et øjeblik og gav mig en adresse i Paris!
Aftenen sluttede på en af byens natklubber (der er 2), ved navn Chess. I Baren stod der en blanding af kinesiske gangstere, laotiske transvestitter samt eropærere der sandsynligvis var på flugt fra et eller andet, det var jeg i øvrigt også selv... jeg flygtede fra en grå og kedelig hverdag i Københavns forstæder.

Tidligt om morgenen kørte vi mod landingsstedet nord for byen, da vi ankom samledes "gribbene" hurtigt, overvåget af den lokale millitsia forhandlede vi os frem til prisen for den 9 timer lange sejltur op af floden. De lokale politi og millitærfolk fik også sit for ulejligheden, en officer blev vækket og med hashrøde øjne udfyldte han diverse papirer samt stemplede i bådførerens rejsepas. Han kiggede med tunge øjne på mig og spurgte tvært "hvorfor rejser i med båd, når man kan tage et fly", jeg forklarede ham at "vi ville se floden og at man ikke kunne se så meget fra et fly, desuden så var busturen udelukket da der i Lonely Planet var advarsler mod overfald og morterangreb" (senere kørte vi tilbage uden problemer), han kiggede på mig som om jeg var et dement barn og smed passene på bordet, han drejede om på hælen og dejsede omkuld på sengen... pasbetjente er stort set ens overalt i verden tænkte jeg ved mig selv.

Vi sad eller rettere lå ved siden af hinanden i den slanke båd, vi havde hver en integralhjelm på. Året før var en japaner blevet dræbt af en gren? Vi var lidt uforstående overfor dødsfaldet indtil motoren startede og båden fløj afsted med et voldsomt ryk. Farten var så høj, at en sommerfugl der ramte min hjelm fik mit hovede til, at rykke tilbage. Lammede så vi på hinanden, og lo derefter højt, det var som at sidde på en raket!
Mekong floden er vildere og mere urolig oppe i nærheden af den kinesiske grænse end nede sydpå, heldigvis var det ikke regntid, for så ville floden svulmer op og viser sine muskler. Alligevel blev båden til tider kastet rundt i strømhvirvlerne der som en leviatans åndehul prustede fornærmelser mod flodens gæster. Bådføreren styrede behændigt ind og ud blandt løsrevne træstammer og undersøiske klippeskær. Som besat af den onde selv, satte han efter en anden "raketbåd". Han lagde sig striben af skum og skruede gashåndtaget helt i bund, pludseligt ramte båden en bølge, som en sten der smutter over en vandoverflade hoppede båden sidelæns... vi udvekslede blikke, hvis båden væltede ville vi ikke være istand til at redde os ind til bredden på grund af det strømfyldte vand. Lidt mere anspændt lagde jeg mig til rette.

Motoren overophedede, kort tid efter at bådføreren havde fået sit rejsepas stemplet. Vi skiftede båd samtidig med at bådføreren udvekslede penge med den nye mand. Med et vræl drønede vi igen afsted, mellem klippeskær og med udsigt til en uberørt regnskov kun brudt af sukkertopbjerge der kunne anes gennem varmedisen i horisonten.
Solen bagte ubønhørligt, og jeg antog langsomt en krebseagtigtig farve, solen blev kortvarigt afbrudt af et tropisk regnskyl af en sådan intensitet, at der ikke kan beskrives. Efter uvejret blev vi belønnet idet en dobbelt regnbue viste vej nordpå hvor den gamle kejser by Luang Prabang ligger.

Øde, er det eneste ord der kan beskrive strækningen efter at vi havde skiftet båd for tredje gang. Klipperne rejste sig langs flodens bredder der føltes som om de blot var en håndsbredde fra båden. Fra klippeoverhæng dinglede flyvende hunde i tusindtal og tropiske fugle afløste de store husbåde der bruger op til 3 uger på at sejle den rute som vi brugte en halv dag på. Med spejdene øje så vi mod horisonten og håbede snart at se byen, der med en blanding af arkitektur fra det gamle kongedømme og fransk koloniarkitektur er en juvel i Indokinas krone.

Motoren standsede, og vores mand kæmpede med den djævel der er i alle maskiner, motoren var gået i stå. Båden flød tilbage først langsomt og siden hurtigere. Alt blev prøvet, tændrørene (der er sorte som en udbrændt negerlandsby) bliver renset, mere benzin bliver hældt på den kogende motor, og der bliver også tid til at forbande guderne og råbe efter hjælp. Samtidig med at vi gled langsomt forbi en landsby, hvor en gruppe beboere tavse er vidne til vores tilbagedrift.

Et nyt problem opstår, uvist af hvilken årsag fik jeg en uimodståelig trang til, at lade vandet. Jeg fandt hurtigt ud af at min hjernecenter for balance og vandladning ikke var helt koordineret.

Endeligt satte  motoren igang, bådføreren satte ligeledes i et smil der afslørede, en perlerække af tænder i et ansigt der var så sort af sod og snavs, at det ville få en walisisk kulminearbejder til, at ligne en albino. Med næsten overlydshastighed fortsatte vi, sådan føltes det. Langsomt gik solen ned og en gyldenvarm farve bredte sig over horisonten, vi havde nu været på farten i næsten 11 timer ville vi nå frem inden mørket faldt på?

Da vi rundede pynten lå byen foran os højt oppe på den bratte skrænt, her og der sås et gyldent tempeltårn og øverst oppe over byen på en bakketop sås endnu et tempel. Stille lagde båden til en anløbs bro, vi hoppede ud med stive ben. Næsten inden vi har fået bagagen op på broen sejlede båden hjem. Vi vinkede efter bådsmanden men han vendte sig ikke om, han ville hjem inden det blev mørk, jeg derimod løb hen bag et træ.... aaaah!

Jesper Kurt-Nielsen 2000