Første gang jeg brød mine grænser var da jeg var værnepligtig i den Kgl. Livgarde. Kompagnichefens motto var ”if it aint raining no training!”, min delingsfører kunne blot to ord “hurtigere” og “fremad” og sergeantens samtaleform bestod i at skrige folk ind i ansigtet med spyttet flyvende ud af munden mens han råbte ”de kan dobbelt så meget som de selv tror og 10 gange så meget som deres mor tror!”. På trods af den frygt som man med løs hånd administrerede ud over rekrutternes hoveder så var man altid høflig og sagde ”de” før man verbalt eller fysisk udleverede straffen for monumentale fejltagelser såsom at ”slæbe hele Lars Tyndskids mark indenfor!”. På gardersprog betyder det at man ikke har pudset sine skosåler og der befinder sig muligvis et sandkorn i rillerne. Udenforstående ser blot de flotte uniformer, vi der har været der ved bedre, vi ved hvad der ligger bag og på trods af påstanden om at gardere ikke laver andet and at pudse så modtager man landets hårdeste infanteriuddannelse. Garden lærte mig hvor min grænse ligger, og de lærte mig også at det er farligt at bryde grænsen, det drejer sig om kontrol, bryder man grænsen mister man kontrollen. Jeg er ikke en fysisk person alligevel meldte jeg mig til Nijmegen marchen i Holland (140 km), der er nogle er blevet kaldt verdens hårdeste infanterimarch. Jeg fik solstik den sidste dag og blev kommanderet af en læge til at stoppe 10 km før mål, jeg valgte at gå videre fordi jeg er stædig og fordi jeg havde solstik og ikke vidste hvad jeg lavede. Jeg lærte hvor min grænse er men jeg lærte også at grænsen ikke er nået bare fordi man har blod i støvlerne og bræk i munden! På Nias kom jeg til at tænke på min tid i Livgarden og så besvimede jeg.

I 1925 rejste den danske læge Agner Møller dertil for at arbejde for de hollandske kolonimyndigheder, da han rejste hjem i 1927 medbragte han en af verdens bedste samlinger af etnografika og unikke fotografier af de lokale, samt en høvdingedatter som han var blevet gift med, et forhold der skaffede ham en del bryderier idet han havde ”glemt” at lade sig skille fra sin danske hustru.
I samarbejde med Nationalmuseet søgte jeg midler fra Udenrigsministeriet til at rejse der ned i vinteren 2003 for at dokumenterer den udvikling der havde fundet sted siden 1925, til min store forbløffelse bevilgede Udenrigsministeriet midler til rejsen, jeg rejste fortrøstningsfuldt af sted med blot det allermest nødvendige, Fotografiapparat, malariamedicin og Kiplings samlede digte.

Flyet kørte med fuldfart hen af landingsbanen samtidig med at propellernes larmen steg til et skingert hyl, man kunne se piloten i cockpittet (forhænget var trukket til side) langsomt trække styrepinden tilbage, pludseligt døde alle instrumenterne, strømmen var røget, piloten huggede bremserne i og flyet dansede henover landingsbanen som en myg på en vandpyt. Bremsernes hvinen blev overdøvet af en gammel dame der åbenbart var oprørt over muligheden af ikke at nå Metusalems alder.

Nias er en smuk ø, den er bjergfyldt og dækket af et smaragd grønt tæppe af regnskov, langs vejene står der bananpalmer, og på det sydlige Nias er der med løs hånd spredt landsbyer bebygget med hovedsageligt traditionelle huse der i størrelse og skønhed overgår alle forventninger, desværre så skranter økonomien og de ”ædle vilde” er ikke længere så ædle og de er blevet vildere.
Kort tid efter min ankomst planlagde jeg med en lokalguide  hvilke byer jeg burde besøge, vi sad bøjet over Schröeders kort fra 1928 og udpegede byer. Jeg havde et kort øjeblik overvejet at foretage vandreturene alene, men en af de indfødte sagde til mig ”det er en god forsikring at have en lokalguide fordi hvis du dør, så dør han også”.
De fleste byer hedder noget med Hilli hvilket på niassisk betyder at de ligger på en bjergtop, jeg valgte bl.a. at besøge Hillimondregeraja det var den by hvor den danske læge havde købt de fleste genstande til nationalmuseet deriblandt et høvdingehus. De er ellers temmelig store, men det blev fragtet hjem af Ø.K. uden beregning, ak ja det var dengang danskerne af patriotiske årsager hjalp de store kulturinstitioner.

I landsbyen udspurgte jeg min guide, Sauri om der var langt til Hillimondregeraja, og om jeg burde medbringe mere vand, han svarede, at det var en halvtimes gåtur, og vi kunne købe vand når vi nåede frem, en søndagsudflugt med andre ord. Hvad han glemte at fortælle var at han aldrig havde været der! Vi begav os ud af byen og ind i den grønne skov der hurtigt lukkede sig mørkt over os.

jeg satte mig træt ned i mudret, en giftig skolopender løb hen over min hånd, følehornene bevægede sig ivrigt, jeg var ligeglad vi var gået over min grænse og jeg havde mistet kontrollen, jeg prøvede at rejse mig op men benene gled og alt blev sort.

Jeg lå og kiggede op mod himlen der svagt kunne skimtes gennem de grønne trækroner, Sauri og en fremmed stod bøjet over mig. Den fremmede var iklædt et par slidte shorts og en stor flettet konisk hat der mest af alt lignede en lampeskærm. Han var lille og muskuløs og nærmest læderbrun, i bæltet sad et sværd og han støttede sig til et tungt spyd der af de lokale benyttes til vildsvinejagt og drab, jeg så straks hvad han var, en skovmand! Jeg havde set dem før på Borneo og Sumatra, mænd der levede i og af skoven, hårde mænd!
Igen kom jeg på benene, den fremmede gik forrest, og med hurtige lydløse skridt førte han os længere og længere ind i skoven. Stien gik stejlt op, den var fedtet som grøn sæbe, varmen og fugten var ulidelig.

Da vi kom ind i byen blev vi omringet af ekstatiske børn, det var vist ikke hver dag at de fik besøg af en europæer. Mens jeg begærligt drak indholdet af en kokosnød stod indbyggerne i en tæt kreds omkring mig og studerede min mindste bevægelse nøje, de modigste berørte min blege arme (på Nias er genfærd meget blege). Udmattet efter den strabadserende  vandretur vaklede jeg hen for at fotograferer højen hvor Nationalmuseets høvdingehus stod, et usynligt pigekor i et af byens huse brød tilfældigvis ud i korsang, jeg kunne mærke en klump i halsen. Følelsen forsvandt hurtigt idet jeg blev ramt af en sten der var kastet af en ukendt, da jeg vendte mig om fløj der et par sten fra en anden kant gennem luften. Først da bemærkede jeg at nogle af indbyggerne var bevæbnet til tænderne.

Sauri fik mig nervøst gennet ud af byen, et par sten fløj til afsked gennem luften. Da vi kort tid efter forsøgte at krydse en brusende flod, ved at balancerer over et par våde træstammer forsøgte et par unge mænd at vælte mig ned i floden ved at hoppe op og ned på stammerne. Jeg vendte mig om og eksploderede i et raseriudbrud, der kortvarigt fik dem til at træde et par skridt tilbage, det gav mig tid til at komme over "broen". Inden jeg løb efter Sauri lykkedes det mig at ramme en af de unge i hovedet med en jordklump. Det gør dem så forbløffet at vi fik tid til at komme væk. Det var ikke helt uden stolthed, idet jeg har verdens dårligste boldøje. Vi kunne lang tid efter hører dem stå og råbe forbandelser efter os, men de blev stående på den anden side af floden og det var det vigtigste. Senere fandt jeg ud af at byen var delt i to lejre grundet en uoverensstemmelse omhandlende en kvinde. Det havde ført til en del voldscener med traditionelle våben og de ønskede ingen vidner udefra. Senere blev dette bekræftet af flere uafhængige kilder der diplomatisk udtalte at "de har problemer i den landsby", de samme personer sagde i øvrigt lakonisk "hold dig fra vores kvinder på Nias ellers så dør du", Nu skal vi jo alle dø og jeg synes i øvrigt at Niassiske kvinder er værd at dø for.

5 minutter efter sad vi i en købmandsforretning der lå ved en lille grusvej. Vi skyllede den ene cola ned efter den anden uden at snakke sammen. Foran forretningen stod en motorcykel, der kunne kører os hjem (man kan sagtens sidde tre på en motorcykel).