KRIGENS SORG: Blev Vietnam-krigen afsluttet for tidligt?

Det er 30 år siden at Vietnam-krigen sluttede. I Europa blev Vietnam-krigen et middel til at dæmonisere USA og i dag kan USA’s udenrigspolitiske engagement ikke nævnes uden at Vietnam-krigen bliver omtalt negativt. Resultatet er et misbrug der har ført til at historieskrivningen er endt i samme lejr som Vietnams Kommunistiske parti.

USA’s fejltagelse var ikke selve krigen, men at de ikke førte krigen til ende idet følgerne af den kommunistiske overtagelse blev ligeså rædselsvækkende som forudsagt. De folkevalgte politikere i USA og i Europa lod sig påvirke af folkestemninger og som følge deraf blev krigen afsluttet for tidligt, nyere historieskrivning tyder nemlig på, at Nordvietnam var ved at tabe krigen.

I 1946 begyndte den første Indokina-krig mellem den franske kolonimagt og Kommunistiske oprørere. I foråret 1954 lykkedes det Viet Minh at nedkæmpe franskmændene ved Dien Bien Phu, herefter blev der indledt fredsforhandlinger i Genève. I følge Genève-aftalen fra 1954 blev Vietnam midlertidigt delt i to zoner langs den 17. breddegrad. Den sydlige zone skulle administreres af regeringen i Saigon, den nordlige af Viet Minh regeringen i Hanoi.

USA udviklede samtidigt en politik, som skulle inddæmme kommunismens ekspansion i asien. I 1950 vurderede USA's nationale sikkerhedsråd, at Indokina var vital for USA's sikkerhedsmæssige interesser. Hvis Vietnam faldt, forventede man, at resten af Sydøstasien ville blive kommunistisk domineret, dette kunne bringe den frie verdens sikkerhed i fare. Denne teori blev kaldt dominoteorien.

Med forsyninger fra USA blev en ny sydvietnamesisk hær skabt. I 1958-59 genoptog Kommunisterne den væbnede kamp i Sydvietnam. Der fulgte en periode med svage og inkompetente regeringer i Saigon. Den 3. august oplyste USA's overkommando (fejlagtigt), at nordvietnamesiske kanonbåde havde skudt på USA's krigsskibe i Tonkin bugten. USA's kongres vedtog en resolution, som gav præsident Johnson fuldmagt til at træffe de nødvendige forholdsregler. Regeringen i Saigon vaklede atter i 1965, og blev kun reddet pga. USA’s engagement. USA's strategi gik først og fremmest ud på at støtte det sydvietnamesiske regime med økonomisk hjælp og militære rådgivere. De 20.000 militærrådgivere blev i 1965 udvidet med regulære kamptropper, der i løbet af et år steg til 184.000. Antallet af USA tropper nåede højdepunktet i 1969 med 543.400 soldater, mens den sydvietnamesiske hær, inkl. tropper fra Australien, New Zealand, Sydkorea, Filippinerne og Thailand, var på 1,3 millioner mand.  
Sovjetunionen og Kina optrappede ligeledes deres økonomiske og militære hjælp til Nordvietnam. Ved det vietnamesiske  nytår (Tet) i januar 1968 iværksatte den Nordvietnamesiske hær (NVA) og Vietcong (VC) Tet-offensiven og omfattende mål blev angrebet. USA og de sydvietnamesiske styrker formåede at slå NVA og svække VC afgørende. USA havde tidligere haft begrænset succes med bekæmpelsen af VC. I dag ville man kalde VC’s taktik for asymmetrisk. Deres kampform var ofte af terroristisk karakter, snigmord, bombeangreb og summariske henrettelser af civile var således en af måderne til at afholde den lokale befolkning fra at støtte USA. I Saigon benyttede Vietcong bla. morterangreb rettet mod den tæt befolkede bykerne til at skabe mistillid til USA og den siddende regering.

Transporten af soldater og våben via den såkaldte Ho Chi Minh sti, der gik gennem det neutrale Cambodia og Laos, førte til voldsomme luftbombardementer fra amerikanernes side, ikke mindst nord for demarkationslinjen hvor man hårdnakket forsøgte at eliminere Nordvietnams industrikapacitet, samt at tvinge nordvietnameserne til forhandlingsbordet. Det var en af amerikanernes store fejltagelser, at de troede at de kunne vinde krigen ved at påføre fjenden større tab end de selv blev påført. Den amerikanske ledelse forstod simpelthen ikke, at en totalitær stat kan overleve nok så mange tab, da der jo ikke finder nogen fri meningsdannelse sted. Ydermere burde USA i højere grad have lyttet til de erfaringer briterne havde fra det kommunistiske oprør i Malaysia efter 2. verdenskrig, der var af samme karakter. Briterne gennemførte stædigt nedkæmpelsen af de oprøret, dette førte til Malaysias og Singapores fredelige og succesfulde overgang til selvstændighed.

Vestlige fredsbevægelser fremhævede amerikanske overgreb men fortiede de massive krigsforbrydelser der blev begået af Nordvietnam. Den amerikanske professor i historie Ronald H. Spector  beskriver i 1999 i bogen ”After Tet”, de mange overgreb. Mellem 1957 og 1968 havde kommunisterne myrdet cirka 16,000 civile, ifølge et medlem af den kommunistiske komite i Ninh provinsen var Lærere fortrukne ofre, ”fordi de er personer med en høj forståelse af politik”. Under selve Tet offensiven forsvandt næsten 6000 civile i den gamle kejserstad Hue, efterfølgende blev 2800 lig fundet i skjulte grave. Mange var blevet tævet ihjel eller begravet levende. 60% af alle civile ofre i Vietnamkrigen anslås at være et resultat af NVA og VC’s krig mod deres egen befolkning.

På trods af postulatet om det modsatte, så var USA i stand til at bære store tab, så længe hjemmefronten troede at krigen kunne vindes. Efter Tet offensiven, hvor man havde slået NVA på slagmarken, opfattede den amerikanske befolkning, Tet som et nederlag fordi man ikke kunne forstå at det nordvietnamesiske krigsmæssige potentiale var intakt efter flere års krig.  Amerikanerne fik opfattelsen af, at krigen var udsigtsløs, derfor blev det svært at accepterer de stigende tabstal. De amerikanske politikere søgte derfor en  måde hvorpå man kunne opnå fred.

Dr. Lewis Sorley, officer fra West Point og tidligere ansat i CIA,  skrev i 1999 ”A Better War” en af de mest bemærkelsesværdige bøger om krigen. Han postulerer, at USA i begyndelsen af 70erne mere eller mindre havde vundet krigen.  I stedet for at føre en konventionel krig mod en asymmetrisk styrke havde man med en ændret strategi næsten nedkæmpet VC.  Man havde effektivt stabiliseret kontrollen med landdistrikterne og overført dem til Sydvietnamesisk administration og man havde skabt basis for at Sydvietnam kunne videreføre krigen, så længe de fik materiel og efterretninger fra USA og man fortsatte bombningerne af Nordvietnam så længe de brød fredspræmisserne fra Geneve.
Dette var et direkte resultat af de ændringer der var indført af  General Creighton Abrams da han afløste general William Westmoreland in 1968. Abrams ændrede fokus fra at tælle fjendens tab til i stedet at fokuserer på at overtage kontrollen med landdistrikterne. Abrams forstod at sejren var betinget af at den lokale befolkning havde tillid til at denne kontrol kunne fastholdes.  

I bladet Foreign Affairs nr.84 december 2005 bekræfter Melvin R. Laird, der bl.a. var forsvarsminister fra 1969 til 1973, at krigen langtfra var tabt, tværtimod:
“The truth about Vietnam that revisionist historians conveniently forget is that the United States had not lost when we withdrew in 1973. In fact, we grabbed defeat from the jaws of victory two years later when Congress cut off the funding for South Vietnam that had allowed it to continue to fight on its own. Over the four years of Nixon’s first term, I had cautiously engineered the withdrawal of the majority of our forces while building up South Vietnam’s ability to defend itself. My colleague and friend Henry Kissinger, meanwhile, had negotiated a viable agreement between North and South Vietnam, which was signed in January 1973. It allowed for the United States to withdraw completely its few remaining troops and for the United States and the Soviet Union to continue funding their respective allies in the war at a specific level. Each superpower was permitted to pay for replacement arms and equipment. Documents released from North Vietnamese historical files in recent years have proved that the Soviets violated the treaty from the moment the ink was dry, continuing to send more than $1 billion a year to Hanoi. The United States barely stuck to the allowed amount of military aid for two years, and that was a mere fraction of the Soviet contribution.
Yet during those two years, South Vietnam held its own courageously and respectably against a better-bankrolled enemy. Peace talks continued between the North and the South until the day in 1975 when Congress cut of U.S. funding. The Communists walked out of the talks and never returned. Without U.S. funding, South Vietnam was quickly overrun. We saved a mere $297 million a year and in the process doomed South Vietnam, which had been ably fighting the war without troops since 1973.
I believed then and still believe today that given enough outside resources, South Vietnam was capable of defending itself, just as I believe Iraq can do the same thing now. From the Tet offensive in 1968 up to the fall of Saigon in 1975, South Vietnam never lost a major battle. The offensive itself was a victory for South Vietnam and devastated the North Vietnamese army, which lost 289,000 men in 1968 alone. Yet the overriding media portrayal of the Tet offensive and the war thereafter was that of defeat for the United States and the Saigon government.”

Nixon blev valgt som præsident i 1969 på et ønske om at få tropperne hjem. I januar 1973 blev der indgået en våbenhvileaftale i Paris og den 29. marts 1973 forlod de sidste USA's tropper Vietnam og efterlod vietnameserne til deres skæbne. Nordvietnam brød straks våbenhvilen. I december 1974 startede NVA og VC en offensiv og den 30. april 1975 blev Saigon indtaget og de to adskilte lande blev formelt samlet i 1976. Som dominoteorien havde forudsagt blev Cambodia, Burma og Laos kommunistiske, med ubeskrivelige rædsler til følge. Det var med til at styrke sovjetunionens geo-strategiske position i regionen og det må antages at den kolde krig blev forlænget pga. af dette forhold.
Undertrykkelsen af den vietnamesiske befolkning fik en sådan karakter, at millioner flygtede i plimsoller af frygt for at ende i de såkaldte genopdragelseslejre. Antallet af dødsofre pga. af denne diaspora er ukendt. Krigens afslutning førte til en svækkelse af troen på den frie verdens vilje til at stå fast på absolutte krav om nationers demokratisering, og Krigen skabte dybe ar i den amerikanske folkesjæl. Alligevel  opsummeres krigen måske alligevel bedst af den nordvietnamesiske forfatter Bao Ninh i romanen ”Krigens Sorg” fra 1991. Han var selv tvangsindkaldt i NVA: ”Det eneste vi var fælles om efter krigen, var det faktum at vi alle havde gjort vore smertefulde erfaringer. Men vi delte også en fælles sorg, den uendelige krigens sorg”.

Jesper Kurt-Nielsen 2005
 

HJEM