|
|
VELFÆRDSOPLØSNING!
I BT, søndag den
14. august, går journalist Jens Gaardbo til angreb på den tendens der
er i tiden til, at det at være kvinde, er en kvalifikation i sig selv.
Jeg kan tilslutte mig mange af Gaarbos pointer, men jeg mener, at man
ikke kan se isoleret på fænomenet. Det er en del af en generel
tidsånd!
I mit arkiv over
skriverier, som jeg har fundet interessante gennem tiden, fandt jeg
derfor en anden kronik frem, som tager udgangspunkt i kønsforskelle.
Søndag den 16.
januar havde lektor Lone Nørgaard en udmærket kronik i JP med titlen
"Velfærdsproblemer med hankønnet". Konklusionen var, at unge mænd, som
tror at velfærdssamfundet er en sovepude, snart vil få en ubehagelig
overraskelse. Ligesom jeg kan give Gaardbo ret i meget angående den
automatiske glorificering af kvinder, så er jeg heller ikke uenig i de
fleste af Nørgaards betragtninger - langt fra - men jeg synes, at der
også der manglede en del brikker i mosaikken.
Jeg vil derfor lade
Gaardbos standpunkt repræsentere det typisk mandlige synspunkt, og
lade Nørgaard stå for det ditto kvindelige. Som skribent vil jeg
derfor sætte mig selv i salveten som det forkromede overbliks ædle
ridder. Mit fuldskæg og det par store konkave lapper, der tæsker på
tastaturet, er ganske vidst ret distraherende for min nye, neutrale
identitet, men pokker stå i det! Mangen en ideologisk hersemester har
jo kunnet lege upartisk "kloge-åge" i mange år, så nu vil jeg også
prøve alvidenhedens og den moralske ophøjetheds celestrale
velsignelser.
Jeg vil som en anden
Jeronimus tage udgangspunkt i disse to standpunkter, og frækt og
frejdigt påstå, at det er tidsånden den er rivende gal med:
Det jævne, anonyme
og produktive liv er nemlig blevet forbundet med såkaldt lavstatus!
Alle vil være "høvdinge", og ingen vil være "indianere". Desværre
skubbede Lone Nørgaard, med sine bemærkninger om prestige i
forbindelse med jobmuligheder, til vognen som i forvejen hælder. Ikke
alle er "ørne" til teori, men boglig uddannelse er blevet et mantra,
som politikere og meningsdannere aflirer i uendelighed. Hvad med
dannelse og almindelig, rimelig optræden overfor andre? Vi er i
gennemsnit mere veluddannede end nogensinde før, men vi er mindre
dannede, end de foregående 3-4 generationer var. En undersøgelse
sidste år (jeg er jo nu ekspert, så jeg refererer altså til
undersøgelser, det er en del af jobbeskrivelsen!), blandt 3. og 4. års
studerende på statskundskab viste, at der blandt disse, fremtidens
såkaldte eksperter, hersker en skræmmende uvidenhed m.h.t. historie.
Uden at drage nærmere konklusioner deraf, stod det aller værst til hos
de unge studerende kvinder, hvor gennemsnittet var ca. 30% rigtige
svar i en multiple-choice test med tre valgmuligheder pr. spørgsmål.
Altså et gennemsnit omkring den rene statistiske chance, hvilket må
siges, at være en forbilledlig elendig præstation. Almenviden skulle,
sammen med almindelig høflighed og arbejdsdisciplin, gerne være
grundlagt, når man er færdig i folkeskolen. Hvorfor er den degenereret
sammen med de andre nævnte begreber?
Jeg vover et bud!
Det skyldes, at alt er blevet ren overflade, hvilket igen skyldes, at
man har aflivet de eneste organiske fællesskaber, som nogensinde har
eksisteret, nemlig familien og fædrelandet, alias folket, alias
stammen. Pligtfølelse hænger sammen med, at man ser, at andre også er
forpligtede. Hvis man oplever, at man som barn er mindre vigtig end
forældrenes karriere og selvrealisation, hvor skulle man så få
pligtfølelse fra? Man har lagt det nære og enkle for had, og har
troet, at man kunne indføre en teoretisk funderet etik, som bygger på
det, der kaldes medmenneskelighed.
Medmenneskelighed er
så stort og altomfattende begreb, at det ikke er praktisabelt i nogens
almindelige hverdag. Det katastrofale er, at man i sin begejstring for
dette begreb, ikke har villet nøjes med, at betragte det som et højere
ideal, men med grænseløs jalousi har nedbrudt de eksisterende
fællesskaber, som engang bestod, fordi man ønskede at fjerne alle
konkurrenter til ens ideologiske hjertebarn.
At kalde sig et
samfund er blot en tom besværgelse, hvis de organiske strukturer er i
forfald. Grundlaget for vores velfærdssamfund var, at vi var en
socialt og kulturelt homogen størrelse, hvor der var sammenfald mellem
den folkelige virkelighed og den administrative og symbolske paraply,
som staten blot er. Derfor er det som kaldes samfundet, ikke længere
et samfund, det er blot (endnu da!) et retsområde, hvor der opkræves
skatter, som fordeles til mere eller - i stigende grad - mindre
værdigt trængende. Fællesskaberne bygger snart kun på rene
interessefællesskaber, hvorfor ydernes villighed til at betale for
nyderne, vil skrumpe ind dag for dag, i takt med at nyderne vil slå
mere og mere aggressivt på deres rettigheder, og det læs som yderne
skal trække dermed vokser. Drømmen om det kunstige og altomspændende
har sejret ad helvede til, ved at aflive det organiske og konkrete,
for det har aldrig kunnet bestå uafhængig t af det. Derfor vil det gå
i opløsning, og der er ikke noget af det der var tilbage til, at redde
stumperne.
Inden vi giver de
unge mænd et ansvar for deres liv, bør vi derfor overveje, om det ikke
er os voksne, som har berøvet dem grundlaget, fordi vi hellere ville
dyrke vores karriere og ditto højglanspolerede, selvretfærdige og
pseudosolidariske billede af os selv. Det er da en udfordring, som vil
noget! Den kunne måske ligefrem medføre, at vi kom til den konklusion,
at ikke alt gammeldags var det rene middelalder, og ikke alle vore
påhit og ideologiske snik-snak var den rene visdom. Omvendt er de unge
kvinder også, som Gardbo bl.a berører, sat i en situation, hvor det
umulige forventes af dem. De skal have succes! Et af de ord i tidens
diskurs, som jeg finder mest poppet og sørgeligt er "det gode liv".
Det er sørgeligt, fordi det forholder sig med "det gode liv" som det
forholder sig med penge; det bliver først et interessant samtaleemne,
når man ikke har nogen. Det er underligt! Gennem hele menneskets
historie har man sideløbende i mange kulturer stræbt efter et lettere
liv. Opfindelser og udvikling har gået i retning af, at fjerne det
trælsomme og hårde, så der kunne blive tid til at leve! Nu er vi nået
dertil, hvor vi har en forfærdelig masse muligheder for netop at leve,
men tilsyneladende har vi mistet evnen til det. Det er lidt ligesom
manden, der bruger hele livet på at blive rig, fordi han ved (tror),
at kvinder tiltrækkes af finansiel tryghed. Da han endelig bliver rig
,og får den smarte bil, som kan imponere pigerne, er han så gammel,
stresset og impotent, at han ikke ved hvad han skal gøre, hvis han får
en smuk forsædepassager i bilen.
Måske har du lugtet
lunten, kære læser! Jeg har en ide om, hvad der er galt! Jeg har
antydet det et par gange allerede; man har smadret familien og folket,
og gjort det til "projektet" og "befolkningen". Jeg har funderet meget
over brugen af ordene "jeg" og "vi" i de forskellige bøjninger. Aldrig
har så mange sagt "vi" før. Der tales i et væk om fællesskaber! Altid
er vi ( der var den igen! ) på jagt efter fællesnævnere: "Vi vil jo
alle sammen en bedre fremtid for vores børn!" "Vi vil jo et bedre
samfund." "Vi vil jo give børnene sociale kompetencer." Og bla, bla,
bla! Læg mærke til ordet "jo", der optræder sammen med "vi." Det er en
besværgelse, der skal sikre, at ingen kættersk satan skulle finde på
at sige; "gu´ vil vi da ej - jeg vil nemlig ikke!"
Det er tom snak! Som
min afdøde mor sagde; "hvis der skulle være en ægte følelse til stede,
så skal de sgu nok få den ævlet ihjel!"
Fællesskaber er
nemlig ikke noget der skabes eller bevidst omformes! Fællesskaber er
til stede i organisk fremvoksethed eller de er ikke til stede!
En familie bygger
på, at far og mor elsker hinanden, derfor avler de børn, som de gider
at opdrage, fordi den kærlighed de nærer til børnene, er den
ufortænkte, organisk fremvoksede og derfor virkelige kærlighed.
Kærlighed er nemlig ikke - eller kun ved særlige lejligheder - sig
selv bevidst! Ellers er der ikke tale om andet end selvkærlighed!
Derfor er kærlighedens daglige udtryk noget, der i dag er blevet
latterliggjort; pligten! Men det er jo pligten, som Lone Nørgaard
netop pukker på, når hun går i clinch med de unge mænds ladhed.
Problemet er, at pligten ikke er et samfundsprojekt, det er noget
organisk fremvokset, der hænger ved dets herre; kærligheden. Da man
med årtiers ideologisk vold mod familien og fædrelandsfølelsen endelig
har fået de to skilt ad, har man derfor skudt sig selv i den
samfundsmæssige fod, for den der ikke føler en organisk kærlighed til
det nære, er endnu mere ophøjet ligeglad med det fjerne. Det forstår
tidens fortalere for for den "grænseløse kærlighed" ikke! Kærligheden
fordrer en genstand, og kun der hvor en sådan genstand gives, og hvor
kærligheden dermed er begrænset og ikke-grænseløs, kan den fostre sin
praktiske "tjener"; pligten!
Pligt er et håndværk
som skal læres, og kærligheden er læremesteren! Derfor er tidens snak
om den globale verden, hvor det er forbudt ved lov og konventioner, at
elske nogen mere end andre, den sikre vej til, at ingen elsker nogen!
Pligten var den, der under besættelsen fik unge mænd til, at foretage
halsbrækkende sabotageaktioner, der for manges vedkommende kostede
tortur og en tur forbi pælene i Ryvangen eller på Skæring Hede. Den
var til stede i hele deres væsen! Fordi den var der for far, mor,
søskende og naboer, var den der for disses hjem; Danmark! De der blev
båret af denne pligt, ville have gjort det samme uanset
besættelsesmagtens ideologiske fortegn, for de var ikke først og
fremmest drevet af hadet til de andre, men af kærligheden til deres
egne, deri ligger den virkelige forskel på organisk og ideologisk.
Jeg mener derfor, at
tidens tendens til, at udpege det modsatte køn til fjenden er helt
galt afmarcheret! Opløsningstendenserne er kun symptomer på sygdommen;
fortænktheden, der vil afskaffe det naturlige og menneskelige, og
udpege det virkelige og dermed partiske menneske til en ond skurk,
mens man arbejder febrilsk på, at skabe et nyt menneske i et
ideologisk billede. Det har været prøvet nogle gange før i det 20.
århundrede, hver gang har resultatet været rædselsvækkende og
menneskefjendsk. Alle ideologiske hersemestre burde tvinges til at
genlæse "Nattergalen" af H. C. Andersen, så ville de opdage, at det
fortænkte og kunstige ikke er holdbart, og at den virkelige nattergal,
trods lus og uhygiejniske gebærder, i længde altid er at foretrække.
Tidens "antifascister" plæderer for en anden ideologi, men Kejseren af
Kinas land var klogere, han vidste at svaret ikke var en anden
mekanisk nattergal, men den rigtige, thi den sang så hjerteskærende
kønt!
Tomas Kierstein 2005
|
|
