Konservativ Ungdom er af eftertiden blevet anklaget for at have været nazistisk inficeret, ikke mindst af kommunister, der under Den Kolde Krig ville lægge et røgslør udover Sovjets kollaboration med Det Tredje Rige og DKP's undergravende arbejde for Sovjet. Men KU tog hurtigt et opgør med fortiden, et tilsvarende opgør tog DKU og DSU aldrig.

I 1930'erne drev en bølge af totalitære ideologier henover Europa. Danmark gik desværre ikke fri. Kommunister, nazister og socialdemokrater uniformerede sig, men også i Det Konservative Folkeparti, der havde en langvarig demokratisk tradition, blev de unge grebet af totalitarismen.

Konservativ Ungdom er Danmarks ældste politiske ungdomsorganisation. Det første konservative ungdomsarbejde startede allerede i 1882, da den "Den konservative Klub" blev oprettet. Klubbens idegrundlag spredte sig hastigt over hele landet. I 1901 stiftedes "Den konservative Klubs Hundredemandsforening" i København, ansporet af dette blev flere foreninger oprettet.
Forholdet til Højre var anspændt. Der var mange højrefolk der mente at »ungdommen skulle passe sin uddannelse i stedet for at politisere«. Omdrejningspunktet var det nationale, i et cirkulære der var forløber for et egentligt medlemsblad stod konservatismens grundlag, »Gud, Konge og Fædreland. Enighed, Arbejde og Udholdenhed«.
Konservatismen var og er jo ikke en ideologi i klassisk forstand, men i langt højere grad et værdigrundlag. De unge konservative havde således ikke som kommunister og senere nationalsocialister nogen vision om en fremtidig idealtilstand, det var Danmarks ret og vilje til national selvstændighed der var målet.

Som følge af John Christmas Møller agitatoriske evner, samt Første Verdenskrigs udbrud kom der folkelig bredde i organisationen. I 1915 stiftedes Det Konservative Folkeparti ved sammenslutningen mellem Højre og De Frikonservative,og i 1916 ændrede ungdomsorganisationen navn til "Det konservative Folkepartis Ungdomsorganisation".1930'erne blev det folkelige demokratis store gennembrud, vælgerforeninger og ungdomsforeninger fra alle partier svulmede under den store tilstrømning af medlemmer. Men midt i glæden over det folkelige mandat demokratiet havde fået, opstod der foruroligende strømninger inspireret af udlandet.
Ved den konservative vælgerforenings jubilæum i København i 1931 besluttede man sig for et fakkeltog gennem byen.
Dette fakkeltog blev angrebet af kommunister og socialdemokrater. Dette var et varsel om den fremtidige politiske kamp. Om et møde på Frederiksberg den 3. september 1933 skrev Berlingske Tidende »På alle måder søgte kommunisterne med tilråb og trusler at provokerer K.U.erne til slagsmål. De pegede fingre, truede med knytnæver foran KU'ernes ansigter, spyttede på dem«, da mødet var forbi forlod KU'erne roligt pladsen, men »en ung konservativ blev væltet og sparket i ansigtet. Han kørtes på hospitalet med knust næse. Bøllerne forsynede sig med murbrokker, der brugtes som kasteskyts. En sten ramte en ung pige i ansigtet. Hun blev kørt på Frederiksberg hospital«.

Denne politiske modkultur udviklede sig hastigt, både unge og ældre konservative blev overfaldet og slået bevidstløse på efterfølgende møder, hvor DKU'ere og DSU'ere ventede. Selv Ekstra Bladet var forarget: »at det er kommunisterne, der har ansvaret for det, der er foregået, kan der ikke være tvivl om. Dette parti synes snart ikke at være et parti mere, men blot en rå og ondskabsfuld pøbel, hvis førere sidder godt gemt«.
DSU var også involveret i voldshandlingerne og i socialdemokratiske kredse var man vred på partiets urostiftere. Social-Demokraten skrev i en ledende artikel, »der er al anledning til at beklage de udskejelser, der fandt sted, hvem der end har lavet dem, ikke mindst det personlige Overfald på Bankbestyrer Bindeslev og murstenen mod Christmas Møllers bil forleden fortjener den skarpeste misbilligelse. Dette er ikke politisk kamp, men råhed, vold og bøllestreger«.

Som svar på truslen fra uniformerede DSU'er, DKU'er og nazister, organiserede KU sig i flere uniformerede korps. Det største ST (Storm Tropperne), blev oprettet for at sikre konservative mødedeltagere. Det var ikke svært at skaffe kvalificerede medlemmer da en del også var medlemmer af de frivillige skyttekorps, men at også bøller blev medlemmer, vidner de mange eksklusioner de efterfølgende år. De nye konservative Stormtropper skævede til italiensk fascisme.
Man marcherede under grønne faner, som en modvægt til socialisternes røde faner, og man uniformerede sig med grønne skjorter, sorte bukser og grønne armbind med KU's initialer og man hilste med højre arm løftet. Men helt ukritisk var man ikke. Ole Bjørn Kraft skrev i 1932 en berygtet bog om fascismen, eftertiden har dog ofte overset hans forbehold, »For en nordisk og demokratisk opdraget tanke vil mange sider af det fascistiske system forekomme fjernt og uforståeligt, ja måske endda frastødende«, »at se alle disse rettigheder begrænset eller ophævet og hverdagens fredelige tilværelse ændret til tilstande som her kun kan tænkes at kunne tolereres, når nationen i den yderste fare påkalder sine borgeres opofrelse og underkastelse, forekommer utålelig og tyrannisk«.

De konservative ledere var klar over, at man blev nødt til at lægge afstand til uniformeringen, da man ellers kunne forveksles med nationalsocialisterne. Ved nazismens magtovertagelse i Tyskland, fralagde Carsten Raft, der ellers stod som eksponent for KU's aktivistiske linje, »sig en hver forbindelse med det tredje rige politiske metoder« han pegede på at »voldspolitik, Gestapo, koncentrationslejre og lignede foreteelser intet havde at gøre i dansk politik«.
Samtidigt opstod den såkaldte "bremseklods" fløj med Poul Sørensen i spidsen, der var yderst kritisk overfor militarismen. I 1934 fremførte KU sit første politiske program. Programmet var klart systemkritisk og antiparlamentarisk, KU's formand Jack Vestergaard betegnede det selv som »den halvfascistiske konservatisme« i modsætning til Christmas Møllers »totalt fallerede borgeligt-liberalistiske«.
Det politiske hovedindhold var bl.a. afskaffelse af Rigsdagen i sin folkevalgte form og indsættelse af en kooperativ forsamling, der grundet sin sammensætning fra alle samfundslag, skulle hæve sig over særinteresser. I 1935 smækkede Christmas Møller pengekassen i, hvilket svækkede Jack Vestergaard, og ved næste delegeret møde blev Aksel Møller valgt som ny formand og med ham ved roret blev KU atter ført ind på den konservative og demokratiske linie.

KU er af eftertiden blevet anklaget for at have været nationalsocialistiske, ikke mindst af kommunister, der under Den Kolde Krig ville lægge et røgslør udover Sovjets kollaboration med det 3. Rige og DKP's undergravende arbejde for Sovjet. Var KU'erne så nazister?
De sværmede i faretruende grad for totalitære ideer, det er hævet over en hver tvivl, men ST havde på trods af sin militarisme aldrig været antisemitisk eller agiteret for raceteorier, tværtimod. Jøderne blev opfattet som en dansk religiøs minoritet, hvilket betød at ethvert angreb på jøder ville være et nationalt anslag, da jøderne jo også var danske. Man havde intet førerprincip og man var forankret på kristendommen og monarkiets faste grund og endeligt var man stærkt antitysk.
Den danske forsker Peter Birkelund skriver i bogen "De Loyale Oprørere" fra 2000, at »det er blevet fremført at KU med sin fremtrædelsesform og ideolog i 1930'erne var medvirkende til at opfange unge, som ellers ville være søgt længere til højre. Og dermed kom K.U i sidste ende i sin antiparlamentariske form til at virke for demokratiet, da det i 1936 igen blev spændt for den parlamentariske vogn«.
Flere af de tidligere militante KU'ere gik da også som de første ind i modstandskampen. Den konservative redaktør Palle Loft skrev i 1946 om de totalitære kræfter i dansk ungdomspolitik, »hele den vågne del af den politiske ungdom i Danmark havde lyttet for meget til søndenvinden«. KU tog hurtigt et opgør med fortiden, et tilsvarende opgør tog DKU og DSU aldrig.

Efter Anden Verdenskrig fortsatte KU's omdrejningspunkt, at være Danmarks nationale selvstændighed. Man involverede sig aktivt i sikkerhedspolitik og kampen mod Sovjet og DKP.
I 1980'erne tiltrak KU liberalt indstillede unge, der ingen forståelse havde for den nationale tanke og med murens fald ophørte KU med at være en dynamisk kraft i dansk politik, idet man uden truslen fra Sovjet, ikke havde nogen politisk platform.
Den liberale ideologi blev fremført i konkurrence med VU og Radikal Ungdom, der af naturlige årsager forfægtede de liberale synspunkter med større talent og langt større succes.