THOMAS KIERSTEIN: DEN IKKE SÅ LILLE FORSKEL!

Dette essay blev skrevet i stor personlig affekt efter drabet på Theo Van Gogh. Af forskellige årsager gjorde jeg aldrig noget ud af at få det trykt.
Da det desværre har bevaret sin sørgelige aktualitet, vil jeg hermed offentliggøre det.

Så skete det igen! Fundamentalistiske muslimer dræbte et menneske, udelukkende fordi dette menneske havde kritiseret aspekter af islam. Den hollandske filminstruktør, provokatør og - som han kaldte sig selv - gøgler Theo van Gogh blev myrdet uge af en islamisk fundamentalist, som agerede på vegne af en gruppe. Jeg skriver dette efter netop at have slukket for fjernsynet, hvor tv-avisen havde et indslag om drabet. Blandt de klip som blev vist var der især to, som var interessante! Tv-avisen havde været på besøg hos et islamisk-kristent dialogcenter, hvor den rare dame som udtalte sig, kunne fortælle om, hvordan nogle af centerets muslimske foredragsholdere også havde modtaget dødstrusler. Altså skulle der lige fra begyndelsen af indslaget slås fast, at der her var tale om en generel religiøs intolerance, hvor kristne i vid udstrækning også truer muslimer. Hvornår har nogen kristen - i Jesu navn! - sidst  slået en muslim ihjel i Europa?

Det andet interessante indslag var med en ekspert i mellemøstlige forhold, som udtalte, at visse muslimer havde en overfølsomhed i forhold til kritik af deres religion. Studieværten spurgte eksperten Hr. Torben Rubæk Rasmussen om, hvad han mente med "følsom",  samt om ikke man også burde lade være med, at sige noget om folks religion, som kunne støde dem på manchetterne? Om studieværtens omformulering fra "overfølsom" til "følsom" var tilsigtet, skal jeg ikke kunne sige, men hvis den var, er det et skræmmende eksempel på, hvor bange vi er for vores egen skygge. Den anden kommentar om hvorvidt man ikke skal tale pænt, vil jeg lade stå ukommenteret hen i al sin usigelige banalitet. Hr. Rubæk Rasmussen svarede ganske fornuftigt, at vi her i vores del af verden har tradition for en sekulær og videnskabelig indgang til tingene, hvor det som må vise sig at være fakta, også beskrives som sådan, uanset hvis ømme tæer, som man måtte træde på i den anledning ( Dette er ikke et direkte citat, men et sammenkog af Rubæks udtalelser, som står for min egen regning). Studieværten spurgte nu om noget virkelig interessant; hvorfor det i udpræget grad er muslimer, som udviser en (over)følsomhed m.h.t. religiøse spørgsmål, mens selv de mest stærkt troende kristne grupper så godt som aldrig griber til vold og trusler, hvis deres tro eller dogmer angribes eller endog forhånes? Hr. Rubæk svarede, at han mente, at det netop skyldtes, at vi her i Europa er blevet vænnet til, at debatten foregår på sekulære vilkår, hvor enhver må tåle og forvente, at hans/hendes standpunkt (politisk eller religiøst) kan blive genstand for kritisk granskning. Samtidig betonede Hr. Rubæk, at denne sekulære tradition er noget kendetegnende for Europa, mens man kan finde en anden tradition blandt kristne i U.S.A.

Jeg vil acceptere en stor del af Hr. Rubæks svar, men jeg mener ikke, at det er hele sandheden, ligesom jeg mener, at der måske består en anden virkelighed m.h.t. hvad der er årsag og hvad der er virkning. Det skal med det samme retfærdigvis indskydes, at hele indslagets korte karakter gjorde det umuligt for Hr. Rubæk, at uddybe et emne, som virkelig fortjener uddybning. Det virkeligt interessante er naturligvis hvorfor vi her i Europa er blevet vant til en sekulær og videnskabelig indgang til tingene, mens det mildt sagt ikke forholder sig sådan inden for islam. Lad mig begynde med en frejdig påstand! Vi er blevet vant til åbenhed, fordi vores kultur er en kristen kultur. Det er naturligvis et meget unuanceret udsagn, men lad mig prøve at underbygge min påstand! Indtil reformationen prædikes der ikke evangelium i Europa, men pavelige dogmer. Først med Luthers tyske Bibel og de senere oversættelser til andre europæiske sprog, kan den kristne være kristen på det kristne budskabs egne præmisser. Reformationen er et åndeligt kvantespring! Nu kan alle og enhver på sit eget modersmål læse evangelierne, og se hvad Jesus egentlig har prædiket, og hvilke kommentarer mennesker som kendte ham (især Paulus), har knyttet til hans ord. Det som får den allerstørste betydning for europæisk åndsliv er to-regimentelæren, som udspringer af Jesu ord om, at "mit rige er ikke af denne verden" og "giv Gud hvad Guds er (red. ånden) og Kejseren hvad Kejserens er (red. kødet - det materielle)."

Denne lære er selve forudsætningen for sekularitet! Det religiøse er blevet til tro - personlig tro - hvor der ikke gives andre censorer end Gud selv. Det hellige er åndeligt og skjult. Hvis nogen håner Gud og Kristus er det et mellemværende mellem håneren og Gud, det kommer ikke den kristne mere ved, end at han bør forkynde evangelium for håneren, og lade denne omvende sig, eller fremture som han vil. Man kan med allehånde historiske eksempler som ballast påpege, at der blevet bedrevet meget magtpolitik i evangeliernes navn. Det er korrekt, men det blevet gjort for egen regning, for evangelierne vil ikke kendes ved denne verdens stridigheder, evangelierne tager ikke parti. Mennesket er dermed sat frit til at undersøge den verden vi lever i. Evangeliet er en grundforudsætning, som kan accepteres eller forkastes, men den forkaster ikke videnskabelige opdagelser eller benægter fakta, og den er ikke afhængig af, om den gammeltestamentlige skabelsesberetning er forenelig med videnskab, for den hører til i det, som Kierkegaard kalder "troens sfære". Derfor kunne der ske en rivende udvikling i naturvidenskaberne i både Europa og Amerika, som i begyndelsen næsten udelukkende var befolket af reformerte europæiske udvandrere.

Det er baggrunden for, at tænkere som bl.a. Rene de Cartes, Isaac Newton og senere Charles Darwin kan opdage ting og sammenhænge, som revolutionerer opfattelsen af den verden vi lever i. Alle de tre nævnte videnskabsfolk var i øvrigt troende kristne, hvis nogen skulle være i tvivl. Denne adskillelse mellem tro og materie, mellem det åndelige og det verdslige, er forudsætningen for, at mennesket kan lade sin nysgerrighed råde og undersøge alt uden undtagelse. Hvad der fysisk eksisterer er verdsligt og dermed ikke helligt, tabuerne er faldet! Det er derfor heller ikke tilfældigt, at denne kultur, den europæisk-kristne, som de amerikanske nybyggere også tilhørte, bliver arnestedet for en oplysningstid. Rationalitet er en naturlig følge af frihed og vice versa. At denne oplysningstid også fostrer visse skoler, som udvikler sig til nye dogmatikker, der vil tvinge mennesker til - på ny - at tænke ensrettet, og som går til rasende  angreb på deres egen forudsætning, det er blot en sørgelig ironi. Alle medaljer har en bagside, men åndsfriheden er så dyrebar, at selv en meget grim bagside er tålelig, for så længe man er fri, kan man jo sige den imod.

Hvis man overfor en sådan åndstradition stiller islam, vil man opdage nogle meget markante forskelle. Et begreb som tit nævnes er shariaen. I de fleste tilfælde oversættes shariaen til "religiøs straffelov," men den er i realiteten meget, meget mere end det! Shariaen er et altomfattende kodeks, som ud fra bogstavelige tolkninger af Koranens skrifter, fastsætter retningslinier for hvordan en rettroende muslim bør leve, hvad han/hun må og ikke må, og hvad han/hun skal. Yderligere indeholder shariaen anvisninger på, hvordan det islamiske regimente skal være sammensat. Hvis nogen skulle være interesserede, kan de få en detaljeret beskrivelse i Ayatollah Ruhollah Khromeneis bog "Le Gouvernement Islamic", som han udgav, mens han var i eksil i Frankrig. Shariaen er egentlig et princip, nemlig den obligatoriske sammenblanding af det verdslige og religiøse. Således er det religiøse i islam et verdsligt (juridisk) anliggende, og det verdslige er samtidig et religiøst anliggende, men på en sådan måde, at det religiøse har den absolutte prioritet. Fra Iran kendes begrebet "Vogternes råd", som er en forsamling af islamiske skriftkloge, som har ret til, at omstøde/ændre enhver lov, som de finder anstødelig ud fra religiøse principper, og som har vetoret m.h.t. hvem, som kan vælges til parlamentet m.v. Noget sådant kan bedst beskrives kortfattet med et bestemt ord; totalitarisme! Forskellen mellem kristendom og islam kan også udtrykkes ved at sige, at hvor Jesus i Biblen siger; "loven er til for menneskets skyld," så er mennesket ifølge shariaen faktisk til for lovens skyld.

Må vi derfor snart være fri for den feje snogesank, der praktiseres overalt i medierne, hvor det, at relativere tingene til de bliver meningsløse, forveksles med tænksomhed. Tænksomhed er ikke lammelse! Hvis tænksomhed blot forbliver en intellektuel stileøvelse med det hovedformål, at man selv for alt i verden vil undgå at lyde dum, eller at få sin "godhed" sat på prøve, så giver jeg ikke fem flade øre for en sådan tænksomhed. Tænksomheden får først værdi, når dens produkt sætter en i stand til at handle i den virkelige verden, hvor man med usvigelig sikkerhed vil dumme sig drastisk på den ene eller anden måde. Dette kunne jo så medføre den fineste form for tænksomhed; refleksion over egne personlige fejltagelser. Det er en sportsgren som tidens "riddere" af de rigtige meninger ikke dyrker ret meget! Deres selvdestruktive tendenser er kun på deres kulturfælles vegne, for deres eget fine og  lærde ego kan de nemlig ikke finde fejl ved. Dermed blotlægger de deres "dumme" kulturfællers struber for morderes knive!

Tomas Kierstein 2004/2005