KØBENHAVN.

Fotografierne er gulnede og hjørnerne krøller,  på billederne ses elegante mennesker fotograferet foran fantastiske statuer og gigantiske templer der er overgroet af  regnskoven.  Et fotografi fanger altid min opmærksomhed, det forestiller en elefant der pløjer sig igennem en sø med et fabelagtigt tempel som baggrund. Angkor Wat står der skrevet under fotografiet med sirlige flueben. Når jeg ser længe på billederne er det næsten som at være der selv. Jeg smækker det silkebetrukne album sammen så støvet står til alle sider. “ Indochine Fransaice 1933“ står der på omslaget med guldbogstaver. Jeg kigger ud af vinduet, det sner og radiatoren kan næsten ikke varme lokalet op, det er bidende koldt... en gang så vil jeg besøge Angkor.

Malstrømmen af scootere bevæger sig drømmeagtigt i store sløve cirkler. Det er lørdag aften og alle unge par er på gaden for at se og blive set. De mest tjekkede har lånt fars scooter. Bagpå sidder kæresten, i Vietnam viser man ikke følelser offentligt men lørdag aften i mørket på en scooter kan alting ske. En tung krydret duft rammer mig i ansigtet samtidig med Huong´s lange sorte hår. Som piskeslag blæser hendes hår ind i ansigtet på mig. I floden af mennesker kører hun  med stor autoritet ind og ud mellem de andre trafikanter.

Vi kører forbi Hotel de Ville det gamle kolonihotel, det er oplyst af et spøgelsesagtigt skær, en rød fane hænger slapt ned fra en flagstang, onkel Ho, den gamle diktator og massemorder står på sin sokkel støbt i bronze og ser flegmatisk på flodbølgen af trafikanter.

En hård opbremsning redder os fra at blive mast til pulp af en gammel russisk militærlastbil, der kører uden lys. “ Are you afraid? “ griner Huong og gasser demonstrativt op. Hun vender ansigtet til siden så jeg kan se de mandelformede øjne. Hun smiler med et tandsæt der er så perfekt at det i Danmark øjeblikkeligt ville udløse et diplom fra tandlægehøjskolen.
“ LOOK WHERE YOUR DRIVING! “ råber jeg for 10ende gang, hendes latter er som små tempelklokker. Jeg griber om hendes talje med den ene arm idet hun kører uden om en taxi, chaufføren står på bremsen og dømmer os til evig fortabelse med høj skinger stemme. “ Are you afraid? “, jeg lægger hagen på hendes spinkle skulder og hvisker “ yes I am very afraid “, hun gnider sin kind mod min da jeg fortsætter “ you are very dangerous “ hun nikker  “. Where are we going? “, Huong gasser demonstrativt op, “ to Apocalypse Now “. Jeg gemmer ansigtet i hendes sorte hår og tænker lad det her øjeblik vare evigt.

APOCALYPSE NOW.

For enden af gaden lyser et stort neonskilt op. Saigons hotteste disco og natklub er fyldt til briste punktet, Huong får trukket mig igennem gruppen af aussier der afholder “ hvem kan drikke mest og kaste op samtidig konkurrence “. Inden vi når indgangsdøren griber en kvinde fat i mig “ you want number one boom boom girl? “, noget der lyder som dødstrusler fra Huong får hende til at slippe taget. Dørmanden der ligner en statist i en billig karatefilm slipper os ind, han dunker mig hårdt i ryggen og råber “ welcome to Apocalypse Now “.

Steven´s ansigt er furet og hærget af tusinder tyfoner, han sidder i baren sammen med en meget smuk fransk kvinde. Hans øjne er krystalblå, ansigtets læderbrune farve giver dem ekstra liv. Som to safirer lyser de op i et ansigt der er et sted mellem 40 og 70 år gammelt. “ I´m not afraid of anything, but this is killing me! “, det er ikke den enorme whiskysjus han med jævne mellemrum gylper i sig han hentyder til, men derimod myndighedernes tilbageholdelse af ham og yachten. Steven lever af at sejle yachts for rige kunder til sit bestemmelsessted, så de kun behøver at flyve ud for at få sig en sjus på agterdækket og så flyve hjem igen. Desværre for ham så var der en embedsmand i Saigon der kunne tænke sig en sejlbåd, Steven er derfor  tilbageholdt på syvende måned, anklaget for spionage og uden mulighed for at forlade Saigon. Steven mangler desperat penge, den engelske ambassade vil ikke betale for dermed vil de erkende at han er spion. Hans new Zealandske arbejdsgiver vil ikke betale før 30 millioners yachten er frigivet. “ I´m in a world of shit “ erkender han og tømmer glasset med whisky i et drag. “ I Saigon´s havn ligger i øjeblikket 5 konfiskerede yachts i verdensklasse og rådner op. De bliver brugt som flydende barer af korrupte embedsmænd ”. Men det værste siger Steven “ er at de ikke vedligeholder dem så om få år er de rådnet op ”. Catherine, den franske kvinde, ser ud som om hun hører den samme smøre hver dag, hun blæser træt blå cigaret røg hen i hovedet på  en gekko der sidder på væggen, den kravler forskrækket ind bag en Carlsberg reklame. “ Be careful when you go to Cambodia“ hun taler med en tyk fransk accent, hun fortsætter med at fortælle om de to australier der forleden blev trukket ud af bussen lige på den anden side af grænsen og skudt af Khmer Rouge, hun slutter med at sige “ don’t take the bus “ . Jeg nikker indforstået, men hvordan skal jeg så komme til Cambodia jeg har ikke råd til en flybillet.

MEKONG-DELTAET.

Varmen, fugten og menneskemasserne er ved at slå mig ud ved færgelejet. Så langt jeg kan se strækker Mekongflodens mudrede vand sig, gennem varmedisen anes en færge. Sveden løber ned i øjnene på mig. Stanken af rådne vandhyacinter, motorolie og urin får det til at svimle for mig. Jeg har sorte pletter foran øjnene. Rygsækkens bæreremme skær sig ind i mine skuldre, hvor i hede hule h....e har jeg gjort af min vandunk.

“Jeez its hot to day“ jeg vender mig om. En ældre mand uden en tand i munden griner. “ Yeah its number ten “ svarer jeg, hans accent er som taget ud af borte med blæsten.  Som mange andre veteraner fra vietnamkrigen der holdt på den forkerte hest (eller rettere dem der tabte), lever han som tigger. “ What did you do in the war? “ han er glad for at fortælle sin historie:

“I was trying to kill Charlie and selling dope to the yanks“, han bliver afbrudt af et voldsomt hosteanfald. Han spytter noget jeg først tror er et stykke af lungen ud i vandet. En skare af mennesker har samlet sig for at studerer den stærkt svedende ( og ildelugtende ) hvide djævel, veteranen spørger hvad jeg synes om Vietnam. Igen ser jeg udover Mekongfloden, et hav af både fyldt med grønne bananer, meloner og sukkerrør fylder mit synsfelt, en lille pige står i en pram og vinker med et lyseblåt silketørklæde i baggrunden flyver to traner mod horisonten. Mængden venter med tilbageholdt åndedræt på mit svar, “ it´s very very beutifull “. Veteranen vender sig om og oversætter, flere klapper i hænderne og et par gamle mænd kommer over for at trykke min hånd.

Færgen rammer kajen, en lavine af mennesker sætter sig i bevægelse. Veteranen råber med drævende stemme “ ya´ll come back now, ya hear “. Foran mig krabber en krøbling sig sidelæns af sted på alle fire, jeg falder næsten over ham. Et par ihærdige piger sælger mig en kage primært bestående af mungbønner, konsistensen er som kalk. Jeg tager en bid af kagen og siger for mig selv mens kridtstøvet står ud af munden “ og lad mig så dø i fred “. vaklende går jeg ombord på færgen og ind i skyggen.

MEKONG-FLODEN.

“There´s danger on the edge of town“, Jim Morrison´s stemme vræler ud af højtalerne. Endelig har jeg fundet en transport til Cambodia, flodprammens ejer smugler videobåndoptagere og mennesker. “ Ride the kings highway baby “ det lyder som om ghettoblasteren er ved at æde båndet. Færgemanden og hans styrmand er indhyllet i hashtåger, de danser som i trance til musikken. “ Ride the snake, to the lake, the ancient lake baby “. Mekong deltaet er oversvømmet på 5te uge, flere steder sejler vi igennem landsbyer hvor vandet står ind i husene. “ The snake is long 7 miles, ride the snake, he´s old and his skin is  cold “, vi skråler alle tre med på sangen. En familie der sidder i en seng og fisker, stirrer måbende efter os.

Vi ligger på taget af prammen og drikker kolde Saigon Lager. Floden er på grund af oversvømmelsen blevet til et kæmpe indhav, og det er muligt at sejle næsten helt til Nohm Penh. Færgemanden prøver på gebrokkent engelsk at forklare hvad jeg skal gøre når vi når frem. Jeg forstår ikke meget af hvad han siger, men fatter alligevel at det første jeg skal gøre er at tage ud til lufthavnen og få et visa. Han fortæller også at det ikke er muligt at rejse overland til Siem Riep og overleve, jeg ser på ham med et smil men hans stenansigt overbeviser mig om at han mener det alvorligt. Jeg sætter mig op, det brune indhav virker uendeligt. Mon det her er det mest sindssyge jeg nogensinde har gjort eller bare det mest spændende? et blik på de to andre får mig overbevist om, at det er et sindssygt projekt. Solen er ved at gå ned og vi er badet i et rosafarvet lys ( den farve alle piger der ikke er blevet kønsmodne vil have i soveværelset ), alle konturer på båden er diffuse. To skildpadder trækker som torpedoer en stribe af skum efter sig i vandet. I horisonten skinner et område som en sildestime i overfladen, vi nærmer os det mærkelige fænomen.  Færgemanden sætter farten ned. En oppustet død gris flyder gyngende forbi, jeg kigger ned i vandet. Det er ved at være mørkt og jeg har svært ved at fokusere på det uhyggelige syn under vandet. Det ene blanke bliktag efter det andet glider forbi, under os ligger en hel landsby. De to andre er tydeligt utilpasse og styrmanden giver motoren fuld skrue, jeg ser spørgende over på dem, styrmanden  hvisker “ evil spirits! “. Vi er helt stille da vi sejler ud i natten  

“ You are a madman “ færgemandens stemme runger ud i natten da han sejler væk fra flodbredden hvor jeg står alene i mørket. Jeg føler mig som det ensomste menneske i verden, men jeg er kommet mit mål nærmere,  jeg er et sted i Cambodia.

SIEM RIEP.

Det lille tomotorers fly taxier hen imod lufthavnsbygningen, mens det blæser gult støv op, der indhyller lufthavnen i en tåge solen ikke kan gennemtrænge.

 
Vi er kun to passagerer der skal af, den anden er en fransk diplomat. Phillipe´ spørger mig mens vi går ned af trappen “  What did the authorities say in the airport, when you arrived overland without a visa? “. “ Nothing really, apart from the fact that they vent absolutely beserk “, “ surprice, surprice “ siger Phillipe sarkastisk “ but did’nt they say anything ? “. Jeg kigger stjålent over på to gudinder i forklædt som stewardesser i Royal Cambodian Air “ og siger lavt, “ the emigrations officer looked right into my eyes, and screamed on the top of his voice...MERDE! “.

Næsten inden vi har trukket vores bagage ud af bagagerummet taxier flyet ud på runwayen og letter (jeg fandt senere ud af at de var bange for morterangreb!). Jeg er lettere forblæst da jeg bliver omringet af små dværgagtige mænd, der vil køre mig ind til byen for en dollar.

Vimean Thmei Hotel står der over skranken, i hjørnet står et neonoplyst akvarium med guldfisk. I det algegrønne vand kan jeg svagt skimte Eiffeltårnet i rød plastik, boblerne skaber en hvis turbulens i vandet hvilket har medført at fiskene har mistet balanceevnen. De fleste ligger og vugger i overfladen med bugen opad. Akvariet kaster et svagt sygeligt skær over de to amerikanere der sidder i den røde vinylsofa, de er iklædt sorte gabardinebukser, kortærmede nylonskjorter og netundertrøjer. Den ene har en revolver hængene i venstre armhule i et skulderhylster. Jeg slår hårdt på ringeklokken en lille mand med enorme fortænder farer op som trold af en æske, han gaber næsten kæberne af led. “ You want girlie massage? “. Det tager et stykke tid at overbevise ham om at jeg er dødtræt og vil sove, han leder skuffet efter en nøgle. Den ene mand rejser sig op og går med tunge skridt hen imod døren og kigger ud, hans revolver sidder i bæltet. Nøglen bliver højtideligt overleveret, jeg bøjer mig over disken og spørger diskret “ who are they “ med tommelfingeren pegene bagud. “ They say they represent a church “,  yeah right, i så fald må det være en kirke der ligger i Langley, Virginia. 

Jeg tænder for viften der dingler faretruende ned fra loftet, den roterer med en sindssyg fart og med en lyd der er en Spitfire værdig. Lyden er dog ikke så høj at den overdøver lyden fra naboværelset der tydeligvis er udlejet på timebasis. Udmattet synker jeg om på madrassen, der er hård som cement. Til lyden af naboens primalskrig slumrer jeg ind. Jeg er nu kun 7 km. og 16 timers dyb søvn fra Angkor.

Det er næsten profant at køre på en larmende scooter i det stille mørke. Morgenluften er dejlig kølig, det har regnet det meste af natten, vandpytterne ligger som små søer i gaderne. Køreturen gennem Siem Riep tager få minutter, turen går forbi Grand Hotel Angkor det gamle franske hotel der står som en tom skal “ do you like our park? then wait until we reopen in 97 “, hovedrystende kører jeg forbi skiltet. Der er intet der åbner i Cambodia (jeg tog fejl), landet har ikke været mere lukket siden Khmer Rouge regerede landet med vanviddet som ledestjerne. Efter 58 måneder og et sted mellem 1-2 millioner myrdede, så rykkede vietnameserne ind og knuste regimet. De erstattede det med et nyt styre, knap så despotisk men ligeså korrupt. I mørket kører jeg forbi en etbenet dreng på krykker, han driver en okse foran sig, stakkels stakkels Cambodia.

Den kæmpemæssige voldgrav ligner en flod af kviksølv, der ganske langsomt driver gennem regnskoven. Broen over voldgraven er svagt oplyst af et flammesværd der trækker et blodigt spor henover himlen. Broen virker uendelig lang, en tretårnet pavillon tårner sig op forude. Jeg tøver foran trappen min drøm er nået, bliver jeg skuffet?. Luften er tung og stillestående i pavillonen, gennem døråbningen ses kun mørke, jeg træder ud. Silhuetten der af nogle er kaldt verdens mest sublime, står kulsort på en baggrund af det pureste guld. Solen går op som en kæmpe skive på en baggrund af violette tordenskyer, et kort sekund glemmer jeg at trække vejret. De fem gigantiske tårne stikker op af et transparent bølgende hav af smaragdgrøn skov. Foran templet ligger en sø af sølv, som et fatamorgana spejles Angkor i et perfekt billede der kun brydes af røde lotusblomster og tusinder af guldsmede.

En lyd får mig til at fare sammen, ud fra skyggen bag mig træder en kronraget munk iklædt en flagrende orange dragt. “ I think we just saw  the face of God “ han smiler venligt idet han går forbi. Med lidt besvær for han slået en gammeldags herreparaply op “ happy new year “ klukker han og går videre i det  lyserøde morgenskin. En lavine af munke vælter ud fra alle hjørner , unge og  gamle bukker med samlede hænder idet de som små børn tumler ned af trappen og løber mod Angkor. Mine knæ ryster da jeg sætter mig tungt på trappen “ fantastisk “ siger jeg nærmest for mig selv “ fantastisk “. Jeg rejser mig hurtigt og løber efter munkene, flere af dem griber fat i mine ærmer og trækker. Vi ler højt, jeg er ikke længere alene.

Tuan og Tee standser brat, Tuan går forsigtigt hen til det sammenstyrtede tempel der ser ud som om titaner har spillet terninger med de kæmpestore granitblokke. Han stirrer til højre og til venstre, han er helt tydeligt nervøs. Selvom vi står i skyggen så sveder jeg som et vandfald. Tuan vender sig om og nikker, forsigtigt går vi tilbage samtidig med at vi med stor præcision placerer fødderne i de gamle fodaftryk. Tiden står stille og mit hjerte hamrer vildt indtil vi er langt nok væk fra de nedgravede miner til at vi kan slappe af. Jeg sætter mig tungt på en mosbegroet statue og tørrer for tiende gang sveden væk fra panden, min næse drypper som en vandhane i løbetid. Langsomt, langsomt slipper frygten sit jerngreb, Tuan og Tee griner af mig.

De to 10årige drenge har været alle pengene værd, for en dollar om dagen i en uge har de været stifindere i et område med miner og partisaner, måske skylder jeg dem mit liv. Jeg kommer pludselig i tanke om det gamle fotografi med elefanten, “ where are all the elephants?, Tuan former en revolver med højre hånd og siger “ Khmer Rouge “. Tee står ved siden af en bunke murbrokker der engang har været en kæmpe Buddhastatue, Inden jeg når at spørge om hvem der har knust den hvæser han “ Khmer Rouge “ hans øjne er to hadefulde sprækker,  “ we hate Khmeer Rouge! “ med et smæk fyrer han en pil af sted fra armbrøsten han holder i hånden. Pilen der er beregnet til at dræbe gibbon aber hamrer ind i en træstamme, Tee går videre uden at tage pilen med.

Tuan og Tee jager mig af sted, vi skal være hjemme inden mørket falder på, Tuan går forrest han er stolt af at kunne lugte landminer. Vi går igennem  tempelkomplekset Tha Prom der ser ud som om det har været udsat for en kerneeksplosion. Kæmpetræer har gennem århundreder generobret området, bizarre kæmperødder og gigantblade kravler ubønhørligt over ruinen. Et øjeblik er det som om jeg har været her før, jeg kan genkende stedet fra de gamle fotografier. Jeg går hen til den lange række af statuer, som forstenede kæmper står de tavse i lyset der flimrer igennem træernes blade. Alle hovederne mangler, brutalt stjålet og smuglet til Europa og USA som eftertragtet kunst. Jeg holder hånden for munden, jeg er ved at få kvalme. Legioner af  krigere symbolet på Khmer kongerigets storhed og pragt, voldtaget og frarøvet sin værdighed. Jeg bliver brat revet ud af mine dystre tanker, Tee hvisker ophidset. Hans finger peger dirrende på en grøn slange der ligger på en sten, jeg trækker øjeblikkeligt fotografiapparatet frem. En hånd griber fat i mit bælte og trækker mig langsomt væk. “ Be carefull it is a two step “ “ why do you call it two step “ spørger jeg Tee, “ because if it bites, you walk two step and then you better lie down fast “, “ Why? “ jeg forstår ikke hvad han mener. Tee smiler dæmonisk og siger “because you are dead“.

Tee og Tuan ligger inde i skyggen og sover. Jeg lusker rundt om et mindre tempel i middagsheden. En lille pige på 4-5 år kommer løbene “ please mister, please mister “. Hendes hår er kulsort og det bølger ned af ryggen, hun smiler vemodigt og løfter et lille tørklæde op. Det er vævet i de karakteristiske farver for området. Jeg køber det for en dollar. Den lille pige griber fat i min hånd og trækker mig af sted. Hun peger entusiastisk på forskellige detaljer af templet samtidig med at hun pludre løs. Når hun er færdig siger hun “ please mister “ og løber videre til næste foredrag. Hun lever et farligt liv blandt landminer, og partisaner og desuden bliver mange småpiger kidnappet og solgt til sexindustrien i Nohm Penn og Bangkok.

På bagsiden af templet sætter vi os på en trappe, der er næsten dækket af bregner, vi deler min madpakke der hovedsageligt består af  kold ris og frugt. Den lille pige fortsætter med at snakke med munden fuld af mad, det må være ensomt at stå her hver dag fra morgen til aften, der er meget langt imellem turisterne her i Nordcambodja. Pigen stopper sin endeløse strøm af ord, hun griber fat i mit ærme og trækker mig ind i det mørke tempel.

Ud af skoven kommer tre regeringssoldater de er små og muskuløse, og iklædt grønne camouflageuniformer. Deres automatrifler rasler højlydt. Den forreste holder sin riffel klar til skud, de to andre har deres over skulderen. De slæber af sted på en død abe, den er tydeligvis skudt i brystet, benene slæber hen af jorden. Soldaterne går med hurtige skridt, de forsvinder ind i skoven , pigen og jeg bliver siddende i skyggen, i Nordcambodia stoler man ikke på nogen. Pludselig kommer Tee og Tuan løbene “ lets go “, Tuan er nervøs der er flere soldater på vej. Jeg siger farvel til den lille pige, og skynder mig efter de to andre. Inden vi forsvinder ind i skoven vender jeg mig om og vinker. Men hun er allerede væk, hun gemmer sig langt inde i templets mørke trygge verden . 

Himlen er blåviolet og skyerne ruller som bølger over himlen. Den sidste nat i Siem Riep, jeg har besluttet at overnatte i det øverste galleri i Angkor. Flagermusene, der i hundredvis, ja måske tusindvis, hænger med hovedet nedad. De er mit eneste selskab.  I aften heden haster de lokale hjem, natten er farlig. Mørket kommer som et øksehug, fuglene holder op med at synge og alt er tyst. I tusmørkelandet er der intet tusmørke. I sværme flyver flagermusene ud i mørket, deres vingeslag bliver overdøvet af en brøleabes vemodige klagesang. Mørke i Cambodia er virkeligt mørkt, der er intet andet at gøre end at lægge mig til at sove.

Jeg vågner ved et tordenskrald der får tårnet til at ryste, monsunen har været forsinket, men nu ruller den over Angkor med fuld styrke. Som artillerinedslag brager tordenvejret løs, lyset blænder mig og jeg famler af sted i blinde. Jeg må ned fra tårnet, at blive her virker som den sikre død. Trappen er våd og fedtet og jeg henholdsvis falder og glider ned af de slidte trin. Det er nærmest et under at jeg kommer helskindet ned af trappen. Jeg ser ned af mig selv, mit ene knæ bløder og jeg er fuldstændig gennemblødt “ bare jeg dog var et dødfødt barn og boede i et rødt hus ude på landet “ sukker jeg opgivende. Jeg går gennem det nederste galleri der virker uendeligt langt, tordenvejret oplyser de fantastiske relieffer med fyrster og fabeldyr med et overnaturligt blåt flimrende lys. Inde i et hjørnekammer lugter der kraftigt, jeg kender lugten. I et kort glimt ser jeg for mit indre blik den gang i Sumatra da sahib tiger krydsede stien i junglen. Mit hjerte står helt stille, med en famlende bevægelse får jeg tændt min maglite. Med tilbageholdt åndedræt lader jeg lyskeglen lyse ud i den tropiske regn. Et par øjne lyser op i grønt, mit angstskrig bliver overdøvet af tordenen der runger gennem galleriet. Et lyn oplyser den lille hjort der ikke er skræmt af mit skrig. Jeg skynder mig væk det er vist alligevel  mere sikkert at være oppe i tårnet. Jeg falder over et dørtrin, vandpytten er kold. Jeg rejser mig op og ramler ind i en anden der også har søgt ly for elementernes rasen, hans ansigt er forvredet i et sindssygt grin. Hans læber, næse og ører mangler, der hænger en rådden stank omkring ham. “ Sorry “ mumler jeg og løber mod tårnet.

Jeg sidder med fødderne dinglende ud af vinduet og ser lyset i horisonten, det er endeligt morgen. En stribe af lysspor farer henover himlen, langsomt synker projektilerne mod jorden. Det er på tide at rejse hjem, jeg samler mine ting sammen og går ned fra tårnet. Jeg vender mig om en sidste gang, Angkor ligger som da jeg så det første gang, jeg tager kasketten af. En lille pige løber op til mig  “ please mister buy a scarf “ hendes stemme er desperat, en dollar betyder at hun kan spise sig mæt. Hun løber videre mens hun knuger pengene i den ene hånd, hun er omgivet af et ocean af frygt og rædsel. Jeg går over broen med bøjet hoved. I mit indre øre kan jeg høre Jim Morrison synge “ all the children are insane, waiting for the summer rain yeeeaah “. Den lille pige tumler videre hun har som alle Cambodianere ingen fremtid, eller fortid... kun dommedag nu.

Jesper Kurt-Nielsen 1996