"PAS PÅ NÆSEN!" den overlæssede kano synker næsten, da vi trækker den ud af vandet. Efter 14 dage på ladet af en gammel sydafrikansk militærlastbil og i selskab med vores guide André, ex kommandosoldat (i det sydafrikanske SAS.) og psykopat, der skal fragte os fra Jo´burg til Nairobi, er det rart at skulle slappe af en uges tid på floden.

Den store grågrumsede Zambezi flod danner grænsen mellem Zimbabwe og Zambia, et eldorado for flodheste, tse-tse fluer og krybskytter.
Dele af floden var på det tidspunkt blevet lukket for turister af sikkerhedsmæssige årsager. Krybskytterne havde ikke skudt så mange flodheste de seneste par år, hvilket havde medført, at flodhestebestanden var i voldsom stigning, hvilket betød en stigende grad af flodhesteangreb på kanoer med et dødeligt resultat til følge. Krybskytterne havde koncentreret sig om at nedskyde elefanter og en en anden knap så udryddelsestruet dyreart, den store hvide turist. Der var således færre elefanter og flere aggressive flodheste. Turisterne derimod var i et større grad begyndt at sejle ned af floden, flydende i overfladen med ansigtet nedad.
 

Aftenen før, var vi ankommet til "Gvabi Lodge", bakken den lå på på hævede sig over Zambezi. Solnedgangen spejlede sig i floden, der løb som et brændende bælte gennem den mørke skov. En lille gruppe mænd i trækanoer brød vandspejlet på en afstand, der virkede som tusind år.
 

Gwabi Lodge var et typisk motel med kanoudlejning for "overlanders" i Afrika. Der var ingen lodge, ingen faciliteter, men masser af pigtråd og store Rhodesian Ridgebacks, der snerrende med skum i mundvigen modtager gæsterne.
I baren sad "Mad Mike", som vi tidligere var stødt på. I en gigantisk hashrus var han på vej i sin antikvariske Landrover fra Jo´burg til London for at finde  en pige og blive gift."Grab a Tusker"! Han stak os hver en kenyansk øl. Ved siden af Mike sad en af cheferne  for Lower Zambezi National Park, hvor vi befandt os. Han følte sig, som om han var i fængsel, for den kinesiske triade i Lusaka havde en pris på hans hoved. Kampen mod krybskytter og den illegale elfenbenshandel havde skabt mange fjender, specielt i Hongkong og Taiwan. "Vi har ingen biler, ingen radiokommunikation og mine mænd sulter, mens andre bliver rige på at skyde elefanter". Bitterheden var næsten til at føle på. "Og hvad gør i Europa?...Ingenting!" han trak på skulderen. "slaget er tabt". Inden han gik ud i natten, stak han en 9 mm Browning der havde ligget foran ham hele aftenen, ned i bukselinningen.
 

"Rave" musikken dunkede rytmisk ud over det primitive dansegulv, et cementgulv med et halvtag over. 15 fjortenårige kostskolepiger fra en af Australiens dyreste privatskoler dansede i ekstase på gulvet. En af deres lærere fortalte, at pigernes forældre havde chartret et privatfly, fire lærere, to sydafrikanske lærere samt fire-fem lokalansatte til at passe på deres døtre i fjorten dage ved Zambezifloden. Til en net sum af kr. 100.000 pr. næse!
I baren rundt om pigerne sad der "overlanders",  og vildtbetjente i snavset khakitøj og smilede, en flaske Jack Daniels gik på omgang. hver gang  en af deres lærere vendte ryggen til, fik pigerne en slurk. De australske lærere blev mere og mere nervøse efterhånden som deres "småpiger" går i opløsning. En vildtbetjent stod på et bord og dansede vildt mens han prøvede at synge i takt med musikken " I am a black cat and I love little white mice", det lød ikke særligt godt.

Dansen er ved at tage livet af mig, luften er udsædvanlig klam, luftfugtigheden er ekstrem høj. Jeg går hen til baren for at bestille en kold "Tusker". Med et klask rammer en kobraslange bardisken. Den er faldet ned fra halvtaget, lynhurtigt snor den sig fra disken og hen over dansegulvet og ud i tropenatten.
Musikken bliver slukket og en for en rejser folk sig op hvor de faldt ned. De fleste skolepiger er løbet skrigende væk og deres lærere prøver at fange dem ind.
"Mad Mike" ligger bag en væltet stol, han trækker vejret dybt, mens han med øjne der er så røde, at de næsten virker selvlysende, kigger over på mig. Han løfter en ølflaske til hilsen, og forsøger at tømme den i et drag ( han har ikke opdaget at bunden er slået af), han tørrer sig med bagsiden af hånden og siger veltilfreds "cheers mate, this is Africa!".
 

Alex en tysk lægestuderende, og hans kammerat råbte til os fra den anden kano. Langs floden står kvinderne med bar overkrop og vasker tøj i flodens brune vand. De smiler og vinker. Børnene løber ud i vandet og sprøjter vand efter os og når vi gør gengæld, hyler ungerne af begejstring. Ud fra bredden glider en slank trækano. En gammel mand med arme, som tovværket på en middelsvær krydser, nærmer sig.

To nej tre skikkelser følger langsomt flodbredden, til de når stedet, hvor elefanterne forsvandt. I deres grønne uniformer er de næsten usynlige. De forsvinder lydløst ind i skoven. Den bagerste vender sig om, og mens han holder sin AK-47 i den ene hånd smider han en flaske ud i vandet. Smilende vender han sig og løber efter de andre.
strømmen er stærk på floden den dag. En tom flaske Johnny Walker driver forbi.
Vandet koger. Vi banker årerne mod siden af kanoen. Lyden får de enorme dyr til at flygte i vild rædsel. Store flodhestetyre viser tænder.
Jeg er bange, rigtig bange. Ulrik siger flegmatisk "Hvis vi bliver angrebet, så stik mig lige mit kamera!".
 

Floden er smal flodhestene kan tælles i hundredvis. De ligger som grå øer i vandet. Til højre for os vælter en flok som lemminger ud over skrænten, mens de brøler. Selv André ser nervøs ud, selvom han prøver at skjule det. Solen bager, som den kun kan i Afrika. Vi padler hurtigt over til den anden bred og møder en massiv væg af elefantgræs. "GET OUT OF THERE!".

Andrés råb er efterfulgt af uforståelige forbandelser på afrikaans. Ud af min venstre øjenkrog ser jeg en grå masse på størrelse med en gigantisk kummefryser.
Med en lyd som Milano-ekspressen, der med en last bestående af 2000 levende svin kører ind i en lavine, kommer flodhesten bragende mod os. Lyden da den rammer vandet, bliver kun overdøvet af mit brøl til Ulrik om at komme væk. Det tonstunge dyr pisker vandet til skum, samtidig med at den med sin roterende hale spreder gødning og rædsel. Årene er stukket dybt i vandet og vi trækker alt, hvad vi kan. Flodhesten dykker og løber under kanoen. Hvis den går op nu, er vi færdige.
"Hvor er sololien?". Ulrik for hvem alvoren er gået op, har vurderet, at en flodhest er at foretrække frem for røde skuldre. 50 meter fra os dukker flodhesten op af vandet og brøler. Kanoen har fået så meget fart på, at da vi rammer sandbanken, sidder vi ubehjælpeligt fast. Stilheden er massiv oven på flodhestens angreb. Endeligt springer Ulrik ud i vandet og trækker kanoen løs. han hopper op i båden. En "træstamme" på størrelse med kanoen driver ind under båden. Den slår med halen og er væk.
 

Veltilfredse oven på aftensmaden, der som sædvanligt består af varme øl, corned beef og fordærvet vanillecreme med store grønne mugklumper, sidder vi rundt om bålet.

Med en pind rager André en glød ud af bålet. Han samler den eftertænksomt op med tre fingre (!) og tænder sin pibe. Han bakker eftertænksomt på piben. Han puster røg ud i store skyer som om han forsøger at holde moskitoer på afstand. 
I horisonten lyser et bjerg op i natten. På bjergets sider flammer små ildkugler, der langsomt bevæger sig ned af bjerget. "Bushfire" konstaterer André, mens han peger med pibespidsen. Med lav stemme fortæller han hvordan han han har været med til at bekæmpe brande i bushen, der på få sekunder kunne sætte ild til træer, dyr... og kameraterne. Hans ansigt er udtryksløst, mens han med blanke øjne stirrer ind i ilden. Ilden spejler sig i hans øjne.