ALLE SMÅ DYR HAR KRØLLE PÅ HALEN:

Tove Jansson blev født i Helsinki 1914, hendes far var skulptør og moderen grafiker. Senere fik hun to brødre. Familien tilhørte det svensktalende mindretal i Finland og det var i denne kunstneriske familie at Jansson fik forståelse for bohemens alternative livsstil. Dette afspejler sig tydeligt i bøgerne hvor mumifamiliens opgør med småborgerligheden er åbenlys, såsom rebstiger ud af vinduerne og en forfader i kakkelovnen, samtidig med at mumitroldene forsøger at bevare borgerligheden udadtil i det pæne blåtmalede hus, der dog for at understrege balancegangen mellem det ordinære og det eventyrlige, har en forgyldt løgkuppel. I en alder af 15 flyttede Jansson til Sverige hvor hun studerede på Konstfacket 1930-33, derefter studerede hun på tegneskolen på det Finske National Galleri 1933-37, og herefter i Paris på Ecole d'Adrien Holy og Ecole des Beaux Arts 1938. Jansson tegnede, malede og skrev romaner, men det var med Mumitroldene, at hun blev verdensberømt. Hendes første mumibog: ”Småtrollen och den store översvämningen” udkom i 1945.

Jansson havde tidligt en frihedstrang, hvilket bla kom til udtryk i hendes satiriske tegninger af Hitler i 30'erne. Hun elskede at parodiere magtsyge mennesker, der forsøgte at indskrænke andres frihed (fx hemuler, der sætter skilte op). Samtidig måtte hun indse, at det er selvbedrag at sætte frihed lig med ensomhed. Hun drømte om et ensomt liv i vildmarken men indså at friheden også er forbundet med fællesskab. Denne dobbelthed er et gentagende tema i bøgerne, tænk på Bisamrotten, der ensomt vil gå under i "Kometen Kommer" men alligevel ender med at spise kage med mumifamilien siddende i et badekar. Selvbedraget er et gennemgående tema. De fleste af figurerne drømmer om at være noget andet end det, de er - eller bilder sig ind at de er noget andet end det de er. Undtagelsen er Mumimor, der nok er en karikeret moderfigur, der laver kager når jorden er ved at gå under men alligevel besidder en indre ro og visdom som få. Det er tankevækkende at det kun er hende der kan genkende Mumitrolden efter forvandlingen i "Troldkarlens hat", en erkendelse af moderskabets universelle natur.

For Tove Jansson begyndte mumibøgerne som en form for eskapisme efter 2. verdenskrigs rædsler. Mumidalen skulle være en idylliseret utopi - et åndehul for hende og børnebogsformen gjorde det muligt at skrive og tegne naivistisk. Det bemærkelsesværdige er at bøgerne alligevel kom til at handle om katastrofer. Katastrofen bliver for Jansson en slags organisationsprincip i bøgerne, der er fulde af apokalyptisk dramatik. I "Kometen kommer" er en komet ved at ramme jorden, i "Troldkarlens Hat" forvandles alt det velkendte, i "Farlig Midsommer" truer en oversvømmelse, i "Troldvinter" invaderes mumidalen af Murren, Isfruen og Hemulen (Hemulen spiller til alles rædsel på valhorn og vintebader). Livets uforudsigelighed skræmmer samtidig med at uforudsigeligheden hyldes. "Alting er meget usikkert og det er det der beroliger mig", siger Too-ticki i ”Troldvinter”. " Der er så meget man ikke forstår...men hvorfor skulle man egentlig have alting sådan som man har vænnet sig til at have det?" siger mumimor i "Farlig midsommer". Det er overfor denne eventyrlige uforudsigelighed at Jansson sætter videnskaben og rationaliteten - fx. i "Kometen kommer", hvor Mumrikken, Snif og Mumitrolden besøger videnskabsmænd, der er ved at kortlægge jordens undergang. Og rettergangen i "Troldkarlens hat", hvor den organisatoriske Snorken skal agere dommer i en sag, om hvem der har retten til Troldkarlens Kongerubin. På den ene side har vi det uhyggelige væsen Murren, som anser Kongerubinen for "det dyrebareste" og på den anden side de små eksistenser Vifsle og Tofsle, som ser Kongerubinen som "det smukkeste". Hermed stilles også et stort filosofisk spørgsmål. Ifølge Vifsle og Tofsle er det ikke så væsentligt, hvem der ejer Kongerubinen men hvem der har ret til at eje den. For dem er den æstetiske oplevelse vigtigere end ejendomsretten. Og man kan stille sig samme spørgsmål om kunsten, om kærligheden? Hvem ejer sådanne størrelser?

Et andet aktuelt selvbedrags dilemma, der fremstilles i bøgerne er spændingsforholdet mellem det levede liv og det dokumenterede liv. Dette dilemma ses særligt i ”Mumifars Dagbog”, som er en parodi på selvbiografigenren. Her redegør Mumifar for hele sit forunderlige liv og årsagerne bag. Han blev fx. tvunget til at stritte med halen i en ret vinkel som barn, hvilket naturligvis psykologisk gav livslange men. Det heroiske er også et tilbagevendende emne, Snif, Mumitrolden, Mumifar og alle de andre forsøger hele tiden at sætte sine egne bedrifter i centrum ”det var mig der fandt hulen” skriger det lille dyr Snif hele tiden, ofte ender dette med at selviscenesættelsen ender med tabet af værdighed og følelsen af at være misforstået og ensom. Ensomheden var også Janssons faste følgesvend, hun havde en livsledsager i den kvindelige grafiker Tuulikki Pietilä, et forhold der med stor sikkerhed forstærkede ensomhedsfølelsen i forhold til det omkringliggende samfund og hendes sidste mumibog ”Sent i november” fra 1970, blev skrevet efter moderens død, bogens tema er ensomhed og følelsen af at være forladt.

Katastroferne i bøgerne fører dog altid frem til en slutning der bringer håb. Efter at kometens hale blot har strejfet jorden bryder lyset frem og havet vender tilbage i ”Kometen Kommer” og i ”Troldvinter” hvor naturen var død, bryder isen op og lyset frem og ingen kan holde fest som mumitrolde. Tænk bare på, hvordan mumimor fylder badekarret med pandekagedej i "Troldkarlens hat" under lanternerne i træerne, imens himmelen er illumineret af bengalsk fyrværkeri med ildhaler og der danses til mumrikkens mundharmonika. Åh, at holde en mumi-midsommerfest! Det er dette håb der lyser op som en skrøbelig papirlampe mellem skovens træer og ånder livsglæde midt i mulm og melankoli, uden håbet ville bøgerne være mørke og dystopiske og de unge læsere ville formodentlig blive overbevist om at der virkelig findes uhyrer under sengen og dermed aldrig vende tilbage til bøgerne i voksenlivet.

Bøgerne er udsolgt fra forlaget og læserne er derfor henvist til biblioteket eller skattejagt i antikvariater. Mumitroldenes kontrafej ses derimod ofte på designede tingester i en kommerciel og bleg afglans af Janssons sublime illustrationer, man kan næsten høre Mumitrolden udbryde ”ved min hale” over dette bedrag der blot er ude på at lede os bort fra bøgernes magiske og dybsindige verden. Vil Janssons budskab overleve dette velkendte blændværk der næsten har taget livet af andre af børnebogslitteraturens udødelige værker?
Ja, fordi bøgerne om Mumimors uendelige moderkærlighed, Mumifars tabte ungdom, Hemulens rethaveri og Murrens skandinaviske tungsind er fortællingen om os selv og vore dæmoner, der alle kan holdes på afstand ved at søge mod horisonten og eventyret og ved at synge med på visen ”alle små dyr har krølle på halen”, for derefter at vende hjem til den grønne dal, kaldet barndommens land.

2009

Cand mag. Litteraturhistorie Louise Øhrstrøm Poulsen 

Arkivar  Jesper Kurt-Nielsen