MOD LYSET: 100 året for Jules Vernes død. Kronik Berlingske Tidende 2005

Jules Vernes liv var ikke lige så eventyrligt som de romaner han skrev. Han kom fra en velhavende baggrund, men brød med faderens ønske om at blive jurist. han oplevede at blive en anerkendt forfatter, han modtog æreslegionens kors og han blev yderst velhavende. Alligevel ligger der en melankolsk skygge over Vernes liv!

Som barn glædede jeg mig altid til at gå på biblioteket, men mens mine jævnaldrende kastede sig over tegneserierne, befandt jeg mig bedst blandt romanerne. Der havde jeg fundet en forunderlig verden, hvor dampdrevne jernelefanter og titaniske hjuldampere beherskede verdenshavene, verdensrummet, ja det ganske univers. Et univers skabt af den franske forfatter Jules Verne. 

Ved Loirefloden ligger byen Nantes. Her blev Jules Verne født 8. februar 1828, fødselsattesten er ved en fejl dateret 1928, Verne var allerede da, forud for sin tid!
Faderen Pierre Verne, der var jurist, ønskede brændende, at sønnen skulle gå i hans fodspor. Den unge Verne havde helt andre planer, fra sit vindue på øen Ille Feydeau, havde han udsigt til en verden omgivet af vand. Han blev draget af horisontens mystik og fjernhed. Mange af hans senere romaner er da også robinsonader, fortællinger med isolation som et væsentligt element.
Jules Verne voksede op i en tid hvor naturvidenskaben fejrede store triumfer. Datidens helte var opdagelsesrejsende og ingeniører. Hans egne romanhelte blev senere i pagt med tidsånden ligeledes ingeniører.

Verne og hans bror Paul flyttede på internatskole, skolen blev nødtvungent passet, men det var litteraturen der trak. Fenimore Cooper blev flittigt læst, sammen med Daniel Defoe og Walter Scotts bøger. Men Vernes yndlings forfatter var gysets mester, Edgar Allen Poe. En fascination der holdt livet ud, Verne skrev således langt senere i 1897, en efterfølger til Poe´s "Arthur Gordon Pyms eventyr" som han kaldte "Isfinksen" (1903). Verne glemte aldrig Poe´s gotiske uhygge, som man ofte genfinder i Vernes bøger.
Jules Verne fortsatte efter internatskolen med at studere jura i Paris, en ny verden åbnede sig, med kunstnere og bohemer. Faderen var oprigtigt bekymret og Bekymringen var ikke ubegrundet. Da Jules Verne kort tid efter pligtskyldig bestod sin juridisk embedseksamen, begyndte han straks at skrive!

Romaner, librettoer og noveller skrev han med lynets hast, men ingen ville udgive dem. Heldigvis fik Verne en stilling som sekretær ved Théatre Lyrique, midt i det pulserende parisiske teaterliv. Han viste Dumas en verskomedie i en akt, ”Les pailles rompes”, Dumas fandt den så god at han satte den op på Théâtre Historique juni 1850. Herefter udviklede Verne langsomt sine historier til at indeholde tekniske elementer, science fiktion som litterær genre var ved at blive lagt i støbeskeen. Mary Shelley skrev utvivlsomt verdens første science fiction roman, Frankenstein, i 1816, men det var Jules Verne der skabte genren.

I Vernes romaner havde kærligheden ofte en underordnet rolle. Tydeligst er det i romanen "jorden Rundt i 80 Dage" fra 1872-73 (1873), hvor Phileas Fogg redder sit livs kærlighed, Aouda fra enkebålets rædsler, uden så meget som at løfte et øjenbryn, men der var undtagelser, i f.eks. "Den svømmende By" fra 1871(1876), hvor heltinden blev drevet til vanvid af længsel efter sin elskede. Verne fornægtede bestemt ikke altid den store passion… Han var jo trods alt franskmand! I det virkelige liv spillede kærlighed og erotik en større rolle, også den ikke-ægteskabelige.
I Amiens mødte han en ung smuk enke Honorine Anne-Hébe Morel. Verne slap for at redde hende fra enkebrændingens unævnelige rædsler, han kunne nøjes med, at fri til den unge moder til to børn. De blev gift i 1857 og Vernes fader forbarmede sig og købte sønnen ind i et parisisk vekslerfirma således, at sønnen kunne tjene til familiens underhold.

I 1862 blev hans manuskript om en ballonrejse tværs over Afrika afvist, familiemyten fortæller at han i et anfald af raseri smed det i kakkelovnen, Honorine reddede det i sidste øjeblik, til Jules Vernes store held.
Forlæggeren Pierre-Jules Hetzel, blev begejstret for Jules Vernes roman. Verne blev sendt hjem for at forbedre sit manuskript, 14 dage senere var det færdigt. Hetzel gav på stedet Jules Verne en toårig kontrakt og et livslangt venskab og i 1863 udkom "Fem Uger I Ballon"(1874). Herefter udkom den ene succesroman efter den anden.
Jules Verne er for eftertiden blevet knyttet til en positiv fremtidsholdning, men i et brev fra Hetzel til Verne i 1863 skrev Hetzel om en hidtil ukendt roman, "Paris i Det 20. Århundrede"(1995), "De er ikke rigtig klog jeg havde håbet på noget bedre fra deres hånd!".
Manuskriptet blev fundet i et pengeskab i 1986 og straks udgivet! Romanen er en dyster forudsigelse om den vestlige civilisations undergang og den uundgåelige opløsning af sociale og kulturelle normer. I en verden hvor litteratur og kunst er gået under og samfundet drevet af historieløst profitjageri, ender romanens helt, forladt i snedriverne i det industrialiserede og fremtidige Paris. Jules Verne ønskede med romanen, at skrive for parnasset og ikke den brede læserskare. Men han blev afvist af Hetzel. Bogens grundholdning stemmer overens med de romaner Verne skrev i sit livs efterår, dette tyder på at Jules Vernes holdning til samtiden og fremtiden, er langt mere tvetydig end man hidtil har troet. Set i dette lys bør man læse Vernes romaner som ironiske, karikerede og kritiske skildringer. Samtidig så holdt han sig ikke tilbage når han beskrev sine helte som ekstremt pligtopfyldende, som fx Michel Strogoffs heltemodige rejse gennem Sibirien i ”Zarens Kurér” fra 1876 (1877), et karakterelement der var helt i overensstemmelse med Jules Vernes konservatisme.

Jules Verne flyttede i 1866 til Crotoy ved floden Somme, omgivet af vand skrev han i 1870 sin måske bedste roman "En Verdensomsejling Under Havet"(1872). I bogen skabte han ligeledes en roman figur, med langt større psykologisk dybde end nogen af hans andre figurer. En ensom hævner og oprører, der levede i havets tyste mørke... kaptajn Nemo.

I 1871 døde Vernes far, Verne flyttede derefter til Amiens, hvor han købte en stor lystyacht, med hvilken han blandt andet sejlede til København i 1871. København opfattede han i øvrigt lidt provinsiel.
Mange tror, at det var på grundlag af denne rejse, at han skrev ”Rejsen til Jordens indre”(1873), der delvist foregår i København. Det er ikke tilfældet, bogen udkom i Frankrig, i 1864, og baserede sig alene på skriftlige kilder, ligesom alle hans andre romaner. Efter besøget i København udgav han rejseskildringen ” De Rotterdam à Copenhague à bord du yacht à vapeur Saint-Michel” i 1881.
Illustreret tidende skrev om besøget ”han har fra andre sider mødt så megen interesse og venlighed, at hans besøg her i de nordiske lande, som han elsker så højt, sikkert vil blive i hans erindring. Muligt også i hans værker” det sidste blev altså ikke tilfældet, andet end i rejsebeskrivelsen, der aldrig er udkommet på dansk og som i øvrigt i dag tilskrives hans bror Paul Verne.

Jules Verne var fra starten populær hos læserne her i landet, hvilket da også afspejler sig i de mere end 40 titler på dansk. Kritikken har dog ofte været hård, den baserer sig ofte på Vernes verdensopfattelse, der med et nutidigt syn, kan opfattes lidt reaktionær, Verne var da også nationalkonservativ og arg modstander af fx pariserkommunen ikke mindst på grund af de materielle ødelæggelser, i øvrigt var han også modstander af militærets hårdhændede fremfærd.
Kritikken af Verne bør i virkeligheden rettes mod perioden han skrev i, hvilket jo selvfølgeligt ville være lidt absurd. Vor tids moralbegreber og samfundsopfattelse kunne Verne af åbenlyse årsager ikke forholde sig til. 

I 1886 begyndte ulykkerne at melde sig, en sindssyg nevø skød ham i benet. Verne blev invalid og trak sig ind i sig selv. Dette blev yderligere forstærket da hans mor og Hetzel kort tid efter afgik ved døden. Hans fremtids syn blev nu åbenlyst pessimistisk, til en ven skrev han "jeg lever kun når jeg arbejder".

Jules Verne sidste novelle "L'éternel Adam", beskrev da også et dystert fremtidsbillede for menneskeheden.
i Amiens 24 marts 1905, åndede den gamle forfatter ud. Et dårligt ægteskab samt et liv som hypokonder havde slidt ham op. En fransk avis  skrev "Det føles som om julemanden er borte".
Jules Vernes sidste novelle blev udgivet posthumt i 1910 ganske få år før 1ste Verdenskrigs udbrud. Verne havde i sine bøger forudsagt teknologiens fremskridt og til slut også civilisationens undergang. På Flanderns marker i 1914 gik begge Jules Vernes profetier i opfyldelse!

På  Vernes gravsted står følgende Inskription: ”Mod udødelighed og evig ungdom”!  Dette er Vernes arv, at inspirere læserne, såsom astronauten Neil Armstrong  blev det, til at udleve sine drømme uanset hvor fantastiske. I Vernes forunderlige selskab er man aldrig for gammel til at sejle med Nautilus under polar-isen, eller at blive skudt ud i rummet i et projektil der som Vernes romaner, for det meste bevæger sig mod lyset!

JKN 2005

Note: Dansk udgivelses år er skrevet i parentes