Sovjet skærpede tonen overfor Storbritannien og Frankrig. Den 6. november 1938 udtrykte Molotov i en tale sin utilfredshed med de såkaldte demokratiske regeringer, som var eftergivende i forhold til de fascistiske stater. Molotov sluttede sin tale med at konkludere; “ anyone who wants to be convinced of the strength and power of our forces is welcome to try “ ⁷. Molotovs tale var et udtryk for følelsen af isolation og desperation over den udenrigspolitiske situation. Virkeligheden var en helt anden end den talen gav udtryk for. Sovjet ville ikke være istand til at forsvare sig med den fornødne styrke. Rustningsmæssigt og militærteknologisk var Sovjet langt bagefter det Tyske militær. De massive udrensninger i den Røde Hærs officerskorps gennem 30.erne førte endvidere til, at der var et ledelsesmæssigt tomrum. Den Røde Hær var som et resultat af udrensningerne en gigantisk golem, en lydig kæmpe, men uden hjerne og muskler. Chambelain bekræftede, at dette også var den Britiske opfattelse; “ Jeg må tilstå, at jeg nærer den dybeste mistillid til Rusland, jeg har overhovedet ingen tro på dets evne til at gennemføre en effektiv offensiv, selv om det ville “ ⁸. Dette var sandsynligvis en af årsagerne til Storbritanniens manglende vilje til seriøst at indgå i en forsvarsmæssig alliance med Sovjet.

Sovjetunionen lukkede i slutningen af 1938 konsulatet i det fascistiske Milano og ambassaden i Budapest som modspil til Ungarns indmeldelse i antikominternpagten. Måske var dette i højere grad  en advarsel til tyskerne. Intet tyder dog på at Sovjet reelt havde planer om at bryde med Berlin. I Stalins tale på den 18. Partikongres 10. marts 1939, beskrev Stalin situationen; “ it looks as if the object of this suspicious hullabaloo was to incence the Sovjet Union against Germany, to poison the atmosphere and to provoke a conflict with Germany with any visible grounds ” ⁹.

Talen var i store træk udformet som en kritik af appeacement politikken, som Stalin mente, var en opfordring til aggression. Allerede i November 1938 havde Molotov givet udtryk for de russiske synspunkter. Han fastslog at det ikke var fraværet af militær eller økonomisk styrke hos demokratierne, der var det store problem. Problemet var, at der ikke var noget sammenhold vendt mod de fascistiske magter ¹⁰. Stalin slog dette synspunkt fast i sin tale ved at nævne, at demokratierne tilsammen var stærkere end facisterne¹¹. Opfattede Stalin Sovjet, som en del af denne demokratiske front? Stalin fastslog i sin tale, at Sovjet ikke ville drage i krig som følge af  Storbritanniens og Frankrigs udenrigspolitiske ambitioner. Han ville ikke; “ allow our country to be drawn into conflicts by warmongers who are accustomed to have others pull the chestnuts out of the  fire for them “ ¹². Stalin mente altså ikke, at tilhører denne front og understregede dermed at Sovjet ikke stod til rådighed. Stalin påpegede ikke et direkte modsætningsforhold mellem Sovjet og vestmagterne, men afvisningen af Storbritannien og Frankrig var måske en overvejelse om en alternativ, plan der involverede Tyskland. Dette blev begrundet i hans udtalelse om, at der ikke var grund til at forpeste klimaet mellem Sovjet og Tyskland for derigennem at fremprovokere en konflikt. Den mildere tone overfor Tyskland og skærpelsen overfor vestmagterne blev under alle omstændigheder noteret af den tyske ambassadør i Moskva Grev von der Schulenberg, der observerede, at Stalin´s kritik og ironi i højere grad ramte Storbritannien frem for de såkaldte “agressorstater” ¹³.

Den 15. marts 1939 brød Hitler Münchenaftalen, og den tyske molok satte sig i bevægelse og invaderede resterne af Tjekkoslovakiet. Den 23. marts tog Hitler Memel området og i den politiske forvirring benyttede Mussolini lejligheden til at invadere Albanien 7. april. Storbritannien og Frankrig kunne afmægtigt følge, hvordan kontinentet blev spillet dem af hænde. Chamberlains apeasementpolitik et traumatisk endeligt. Storbritannien og Frankrigs svar blev sikkerhedsgarantier først til Polen og senere Grækenland og Rumænien. Hvis Tyskland invaderede Polen ville det betyde krig.

I midten af april startede forhandlinger mellem Sovjet, Storbritannien og Frankrig, målet var en fælles politik til inddæmning af Hitler. Stalin holdt dog bagdøren åben. Den 17. april 1939 i Berlin mødtes USSR’s ambassadør Alexei Merekalov og departementschef i det tyske udenrigsministerium Weizäcker.

DET FØRSTE MØDE.

Mødet mellem Sovjets ambassadør i Berlin, Alexei Merekalov og departementschefen for udenrigsministeriet Weizsäcker fandt sted 17. april 1939 i det tyske udenrigsministerium. Ifølge Weizsäcker var mødet det første efter Merekalov´s udnævnelse. Merekalov startede med at nævne et område, der havde hans specielle interesse, nemlig gennemførelsen af leverancer fra Skodafabrikkerne. Weizsäcker må have været forbløffet over denne tilsyneladende banale henvendelse. Weizsäcker bemærkede, at Merekalov selv nævnede det ubetydelige i henvendelsen. Russerne benyttede i det første møde kontrakten til at påvise, om tyskerne eventuelt var villige til at forbedre de økonomiske relationer de to lande imellem og i hvilken retning det tysk-sovjetiske forhold bevægede sig. Det er utænkeligt at Merekalov som nyudnævnt Berlin-ambassadør handlede egenrådigt. Mødet blev af Stalin benyttet til at vurdere klimaet i det tyske udenrigsministerium. Weizsäcker tog bolden op. I slutningen af samtalen sagde han henkastet, at selv om Tyskland viste sig fra sin bedste side, så var atmosfæren ikke just til at levere materiale af  krigsmæssig vigtighed til Sovjet. Efterfølgende blev der udvekslet høflige bekræftelser fra begge parter om ønsket om et handelsmæssigt godt forhold. I slutningen af mødet sagde Merekolov noget, der fik Weizäcker til for første gang i rapporten at citere sin opponent: “ Russian policy had always followed a straight course. Ideological differences of opinion had had very little adverse effect on relations between Russia and Italy and need not disturb those with germany either. Russia had not exploited the present friction between Germany and the Western Democracies against us, neither did she wish to do that. As far as Russia was conserned there was no reason why she should not live on normal footing with us, and out of normal relations could grow increasingly improved relations “ ¹⁴. Her var en udtalelse så klar, at Weizsäcker så det nødvendigt at citere, for ikke alene blev det gode forhold fremhævet, men også muligheden for at forholdet kunne udvikle sig. Weizsäcker afsluttede møderapporten med at skrive, at med denne bemærkning, som hele samtalen var styret imod, sluttede samtalen. Merakalov skulle straks videre til Moskva samme dag. Det var ikke bare en spontan hyggesludder. Weizsäcker konkluderede at Merakalov havde styret konversationen. Budskabet var nu afleveret og den sovjetiske ambassadør kunne ikke nøjes med at telegrafere en møderapport. Det må formodes, at Merakalov rejste så hurtigt fra Berlin for personligt at aflevere en stemningsrapport i Moskva.  Det har ikke været muligt, at få adgang til tilsvarende dokumenter i det russiske udenrigsministerium. Men følgende britiske dokument dateret 18. april 1939 med titlen: “ Soviet Proposals To Britain And France For Joint Action Against Aggression “ er tilgængeligt. Det Sovjetiske forslag var en reaktion på en henvendelse fra Storbritannien og Frankrig. Sovjets svar var, at det stillede forslag om fælles assistance vendt mod en aggressor i princippet var acceptabelt og at Sovjet ønskede relationerne mellem de tre lande skulle være baseret på et solidt fundament ¹⁵. Sovjet forhandlede med briterne samtidig med, at de bekræftede forholdet til Tyskland. Det var ikke på daværende tidspunkt muligt entydigt, at fastslå hvem Sovjet ville forsøge at indgå en sikkerhedsaftale med. En ting er dog tydeligt. Det sovjetiske forhandlings forslag til Frankrig og Storbritannien var betydeligt mere detaljeret end Merakalov´s henkastede bemærkninger til Weizsäcker. Hvorfor overhalede tyskerne så de anglo-franske forhandlinger?

EXIT LITVINOV.

Den 4 maj 1939 offentliggjorde Pravda og Izvestia, Litvinov´s beslutning om at “trække sig tilbage” (en udtalelse der i sovjetisk sammenhæng er en metafor for tvang). Litvinov´s efterfølger som Folkets Udenrigspolitiske Kommissær blev Molotov. Litvinov´s afgang kom som lyn fra en klar himmel. Beslutningen virker også underligt i lyset af, at Litvinov var hovedarkitekten bag Sovjets ønske om en kollektiv sikkerhedspolitik og mere mystisk bliver det når man læser Sovjets allianceforslag fra den 18 april 1939. Det er ulogisk at udskifte hovedmanden bag et detaljeret forhandlingsforslag. Moskva var selv opmærksom på, at fyringen kunne virke som et brud. De brugte derfor en hel del ressourcer på at nedtone betydningen af, at skiftet ingen betydning havde for fremtidens sovjetiske udenrigspolitik. Ikke desto mindre blev det britiske forslag til en triple alliance modtaget køligt. Kort tid efter Litvinov´s fratrædelse skrev Tass 10 maj 1939: “ The English Government´s counter proposals, however, say nothing of any help which is to be recieved on a reciprocal baisis by the Soviet Union from France and Great Britain “ ¹⁶.  Det definitive afslag af det seneste britiske forslag kom 5 dage senere den 15. maj 1939. Sovjet fastslog, at de britiske forslag ikke kunne bruges som en platform til at organisere kampen mod udvidelsen af aggression i Europa ¹⁷. Der var ingen tvivl om, at med den løst formulerede udtalelse hentydede Sovjet til udvidelsen af Tysk aggression. Forslaget var efter Litvinov´s fyring ikke længere “ i princippet acceptabelt “. Herefter havde Molotov  større mulighed for at forhandle til alle sider. Fyringen kan være begrundet i et ønske om at sprede forhandlingerne frem for en decideret utilfredshed med Litvinov. Endvidere blev muligheden for “ udvidelsen af aggression i Europa “ understreget. Det var derfor bydende nødvendig med en sikkerhedsaftale der kunne sikre sovjets vestgrænse. Fyringen er blevet tolket forskelligt af historikere, Roberts mener feks. at fyringen af Litvinov faldt sammen med vestmagternes uacceptable forslag. Stalin kunne med fyringen og Molotov i sadlen presse Frankrig og Storbritannien til yderligere indrømmelser ¹⁸. Dette virker ikke troværdigt. Sovjet var involveret i de vigtigste udenrigspolitiske forhandlinger siden Brest-Litovsk konferencen i 1918. Sovjets troværdighed blev ikke styrket i vestmagternes øjne, der i forvejen anså Sovjet for at være en svag militærmagt. Det er mere sandsynligt, at det var en invitation til Tyskland om, at deltage mere aktivt. Dermed kunne Stalin presse de Vestallierede til at komme med et bedre udspil. Tysklands Chargé d’affaires i Moskva Tippelskirch, blev i øvrigt selv overrasket over fyringen. Han telegraferede til det tyske udenrigsministerium 4 maj 1939, at den pludselige fyring var kommet bag på de diplomatiske cirkler i Moskva ¹⁹. Udskiftningen var under alle omstændigheder ikke en positiv gestus overfor vestmagterne. En yderligere ændring, der i tyskernes øjne derimod kunne tolkes positivt, nævnes også af Tippelskirch der pointerede, at den nyudnævnte Molotov var ikkejøde. Det er svært i dag at forstå hvilken betydning, det kan have haft, men med tanke på hvor langt nazisterne gik i deres bekæmpelse af jøderne, må dette forhold ikke undervurderes. Tippelskirch sluttede sin indberetning med at skrive; “ (Molotov) has the reputation of being the “most intimate friend and closest collaberator” of Stalin. His appointment is obviously intended to provide a guarantee that foreign policy will be conducted strictly on lines laid down by Stalin “ ²⁰. Tippelskirch vurderede, at udskiftningen skulle garantere, at Stalins udenrigspolitiske linie blev udført. Hvis denne tolkning er rigtig, så må det fastslås, at Litvinov ikke har ført en linje helt i overenstemmelse med Stalins ønske. Stalin åbnede med Litvinovs afskedigelse mulighed for tosidede forhandlinger samtidig med, at vestmagterne blev presset. Spørgsmålet var om Sovjet ville tage yderligere skridt?.

MOLOTOVS NÆSTE SKRIDT.

Sovjets Chargé dÁffairs i Berlin Astakhov mødtes med Schnurre, leder af den økonomiske afdeling i det tyske udenrigsministerium d. 5.maj 1939. Schnurre fortalte, at tyskerne var rede til at føre kontrakterne med Skoda-fabrikkerne ud i livet som anmodet af den sovjetiske ambassadør 17 april 1939. Schnurre skrev i sit memorandum om Astakhov reaktion; “ Astakhov was visibly gratified at this deklaration and stressed the fact that for the Soviet government the material side of the question was not of great importance as the question of principle “. Igen fastslås, at aftalen i sig selv ikke var vigtig. Russerne udnyttede en ligegyldig aftale til at fastslå tyskernes vilje til at samarbejde. Astakhov fortsatte med at føle Schnurre på tænderne og forsøgte listigt, uden at nævne det direkte, om Litvinov´s fyring ville ændre Tysklands syn på Sovjet ? Hvilket forhold ved Livinov´s afskedigelse kunne ændre forholdet? Astakhov kunne kun hentyde til Litvinov´s rolle som hovedmanden bag forhandlingerne med Frankrig-Storbritannien. Russerne var  klar over hvilken betydning, afskedigelsen i forhold til Tyskland kunne få. Astakhov fortsatte med at sælge varen: “ He stressed very much the great importance of the personality of Molotov “  ²¹. Måske var dette en hentydning til Molotovs status som ikke-jøde. Molotov´s personlighed bliver af alle nævnt som mistænksom og tilbagetrukket, dette er normalt ikke positivt. Da pagten senere skulle underskrives i Moskva, blev Hitlers fotograf instrueret i at tage nærbilleder af Stalin´s øreflipper, der ifølge Hitler ville fastslå om han var jøde eller ej. Hitler var lettet, da fotografierne ikke afslørede Stalin som jøde ²². Hitler tillagde ligesom Tippelkirch dette spørgsmål vægt. En ny dimension kan dermed tillægges Litvinov´s fyring. Ikke alene blev han fyret på grund af den udenrigspolitiske linje, men i tilgift kunne Sovjet erstatte ham med den ikke-jødiske Molotov, et element der af Sovjet blev fremlagt som en tillidsskabende foranstaltning. Tysklands reaktioner på disse følere var tavshed. En ændret holdning blev nu alligevel indikeret, idet Hitler i en tale d. 28. april 1939, ikke fyldte den som sædvanligt med retoriske angreb på Sovjet.

17. maj mødtes Astakhov og Schnurre igen i Berlin. Denne gang anmodede Astakhov om et møde der omhandlede den sovjetiske handelsmission i Prag. Ligesom mødet d. 5. maj 1939 kom Astakhov først i slutningen af mødet frem til det væsentlige. Han refererede i detaljer om udviklingen de to lande imellem. Astakhov noterede ligeledes med tilfredshed, at den tyske presse havde tegnet et helt andet billede af Sovjet de sidste par uger. Det er interessant at læse hvor stor indflydelse begge sider tillagde pressens udtalelser. Medierne var i begge lande så kontrolleret, at enhver ændring af udenrigspolitisk karakter kunne læses i lederne (og mellem linierne). Astakhov fortsatte med at sige, at det fra Russernes side var umuligt at vurdere, hvorvidt denne ændring bare var taktisk og midlertidig. Astakhov betonede sit håb om, at tilstanden var permanent. Han gik videre og fremlagde i detaljer, at der ikke var noget modsætningsforhold de to lande imellem og som sådan ingen grund til fjendskab. Astakhov prøvede også at fremprovokere et svar fra Schnurre. Han sagde at der i Sovjet var en udtrykt følelse af at blive forfulgt af Tyskland. Det ville dog være muligt at eliminere følelsen af mistro i Moskva ²³. Her var en klar invitation til samarbejde. Schnurre var mere tilbageholden i sit svar, men på trods af  Schnurre´s reservation, så prøvede han at få Astakhov til at uddybe sit synspunkt. Astakhov og Schnurre holdt begge kortene tæt mod kroppen. Russeren kunne ikke handle uden Moskva/Stalins accept og Tyskeren var i samme situation. Som ansat i det tyske handelsministerium havde han ikke meget at handle med. Men det var tydeligt, at han var udvalgt til at være Molotovs budbringer og budskabet blev bragt videre. I en margennote adresseres memoet til Pascher, tidligere østrigsk minister i Moskva(1930-1938) og på daværende tidspunkt senior rådgiver i den politiske afdeling V. Han skrev i en kommentar: “ On the memorandum on the statements of M. Astakhov which go far beyond the limits of economic matters, I beg, in political respects to make the following observations: Astakhov´s assersation that that “there are no conflicts in foreign policy between Germany and the Soviet Union” is in actual fact, just as unconvincing today as during the whole of the resent past “ Pascher konkluderede i slutningen af sin note: “ The hope, with the help of a war between the capitalist states to be able to endanger above all the National Socialist régime in Germany, remains the same in both phases and constitutes indeed the greatest conceivable conflict with the Reich “ ²⁴. Pascher var nådesløs i sin vurdering af Astakhov´s udtalelser, der var intet der tydede på et tættere samarbejde mellem Tyskland og Sovjet, dog bemærkede han, at samtalen var gået længere end til blot økonomiske spørgsmål.  Ifølge Schnurre fremhævede Astakhov Rapallo traktaten, sandsynligvis for at fremhæve det gode forhold. I samme åndedræt fortalte han at det forhandlings resultat, som briterne ønskede, næppe ville ske fyldest ²³. Astakhov inviterede åbenlyst til forhandlinger, hvorfor skulle Astakhov ellers nævne, at briternes ønsker ikke ville ske hyldest eller, at det var muligt at fjerne fornemmelsen af mistro i Moskva? Russerne ønskede, at tyskerne skulle tage handsken op og helst på et højere nivea. Måske for at presse Vestmagterne.

MOLOTOV OG SCHULENBURG MØDES.

Den 20. maj havde Schulenburg et møde med Molotov i Moskva. Schulenburg rapporterede:
“ The result of the of the conversation with Molotov was that the Soviet Governement considered economic negotiations as innorportune for as long as no “political basis” for them had been found. My reapeated and determined questions as to what the Soviet government understood by “political basis” Molotov reapeatedly evaded by saying that both governments would have to think about it “ ^{25 .} Det tyder på at Molotov selv vidste, hvor Rusland stod, men opfordrede Tyskland til at komme med et udspil. Schulenburg fortsatte i indberetningen med, at det var hans indtryk at Molotov forsøgte at få mere tid og samtidig overlade initiativet, hvad angik politiske spørgsmål til tyskerne. Er det en del af Molotovs taktiske spil eller er det en nyudnævnt udenrigsministers usikkerhed, der kommer til udtryk her?. Det sidste er ikke sandsynligt. Tyskerne var stadigvæk forbeholdne overfor russernes forsøg på at få dem til at komme med et udspil. Efter Litvinovs fyring var det meget naturligt, at russerne officielt holdt lav profil. Hvis Molotov øjeblikkeligt havde kastet sig i armene på tyskerne kunne Sovjet udenrigspolitisk komme til at fremstå som utroværdige vendekåber, specielt i lyset af at man stadig forhandlede med både Frankrig og Storbritannien. Der var således ikke tale om usikkerhed fra Molotovs side. Tyskerne reagerede da også negativt på Russernes taktiske spil. Mistænksomheden kom klarest til udtryk i et brev fra Schulenburg til Weizächer 22. maj 1939, hvori Schulenburg nævnede at Ribbentrop havde bedt ham om at være ekstremt forsigtig ved konferencen med Molotov. Resultatet blev, at Schulenburg sagde så lidt som muligt og Molotov var mere mistænksom end han nogensinde havde været før. Det ville være synd at sige, at der på daværende tidspunkt var noget tillidsforhold. Schulenburg fortsatte; “ it can not be understood otherwise than that the resumption of our economic negotiations does not satisfy him as a political gesture and that he obviously wants to obtain from us more extencive proposals of a political nature “. Schulenburg opfattede således på daværende tidspunkt, at Molotov ønskede et forhandlingsudspil der gik videre end blot økonomi. Schulenburgs fortolkning er interessant. Han var af den opfattelse, at tyskerne skulle være ekstremt forsigtige, idet et udspil kunne bruges af  Kreml til, at lægge pres på Frankrig og Storbritannien. Schulenburg opfattelse var, at initiativet var Molotovs. Men hvis Tyskland selv kom med et udspil ville Sovjet stadig bevare initiativet i forhandlingerne med Frankrig og Storbritannien. Samtidigt var Tyskland  fuldstændig uvidende om, hvordan forhandlingerne gik mellem Sovjet og vestmagterne. Schulenburg skrev, at det var ekstraordinært vanskeligt at finde ud af noget som helst om de Anglo-Franco-Sovjetiske forhandlinger. Schulenburg´s britiske kollega Sir William Seeds ville intet fortælle. Det ville iøvrigt også være mærkeligt andet. Neutrale diplomater var heller ikke i stand til at oplyse noget om forhandlingerne. Shulenburg´s efterretnings kilder var således heller ikke meget bevendt. Men antydningen af, at neutrale magter spillede aktivt med på Tysklands side er interesant. Frygten for bolschevismen var stor i Europa, men det var frygten for nationalsocialismen også. Men nazisternes rædsler var på daværende tidspunkt ikke fuldstændigt blotlagt, det var kommunisternes derimod, på trods af europæiske og specielt danske ”nyttige idioters benægtelse”.

Tyskland synes at være fuldstændig isoleret. Det var nødvendigt, at tyskerne handlede mere aktivt, hvilket Schulenburg da også konkluderede tidligere i brevet ²⁶. Molotovs forhandlingstaktik så ud til at lykkedes. Tyskerne var ved at komme ud af busken.
Den 23. maj afholdtes en konference i Hitlers arbejdsværelse. Til stede var Tysklands militære ledelse. Mødereferatets overskrift er: Brifing om situationen og det politiske objektiv. Konferencen fastslog bla.: “ Poland will always be on the side of our advesaries. In spite of treaties of friendship Poland has always been bent on exploiting every opportunity against us “,” There is therefore no question of sparing Poland and we are left with the decision: To attack Poland at the first suitable opportunity “. Den endelige beslutning om at angribe Polen var taget. Konferencen koncentrerede sig hovedsageligt om det faktum, at et angreb vil føre til krig mod vestmagterne. Forholdet til Sovjet blev kun omtalt sporadisk; ” it is not ruled out that Russia might disinterest herself in the destruction of  Poland “ ²⁷. Måske er det de Sovjetiske følere, der her er begyndt at influere Hitler, i så fald ville det kræve et politisk initiativ. Bolden var hos Tyskerne.

RIBBENTROPS INITIATIV.

Den 24 maj 1939 holdt Chamberlain en tale i underhuset omhandlende forhandlingerne med Sovjet, Chamberlain konkluderede, at det var muligt at opnå et hurtigt resultat ²⁸. I Soviet Dokuments on foreign Policy Vol.III. er der intet dokument, der underbygger Chamberlains antagelse om et snarligt gennembrud i forhandlingerne. Det sidste officielle dokument modtaget fra Sovjet var en klar afvisning af det britiske oplæg. Chamberlain udtrykte sig så positivt om samtalerne, at tyskerne frygtede, at Storbritannien var ved at få et strategisk forspring i en alliance med Sovjet. Tyskerne havde i konferencen 23. maj fastslået, at Polen skulle angribes og derefter skulle Storbritannien nedkæmpes. Hvis Triple alliancen blev indgået, ville Tyskland pludseligt være omringet og den frygtede tofronts krig ville være uundgåelig. Weizsäcker sad ikke truslen overhørig. Han skrev i et memorandum til Schulenburg allerede den 25. maj, at de Angelo-russiske forhandlinger var ved at nå målet. Weizsäcker overfortolkede Chamberlains tale. Chamberlain bar selv skylden. Han måtte på daværende tidspunkt se sin udenrigspolitik ligge i ruiner og han så utvivlsomt samtalerne i et desperat lys. De var i virkeligheden blot det halmstrå, han kunne klynge sig til. Chamberlain´s udtalelser er således urealistisk positive, et udtryk for den naivitet der prægede ham. Chamberlain var ikke manden der ville komme til, at redde Europas kristne civilisation. Han ville senere blive afløst af en helt anden politikertype, en retorisk begavelse og ikke mindst en frygtløs soldat der da han af sit land blev kaldet var rede!

Weizsäcker fortsatte i sit memorandum; “ the outcome would therefore problably be a relationship of solidarity in the event of attack by a third power “. “ Rather it seems that there still remains fairly wide scope for action in Russo-German relations. It should be our aim to prevent Anglo-Franco-Russian relations from assuming a still more binding character and becoming intensified any further “ Tyskerne ville forsøge at tage skridt mod forhandlinger med Sovjet, Weizsäcker skrev; “ A German move in Moscov at the present moment is only of value if it is taken seriously by the Russians; otherwise it would be worthless or even dangerous “ ²⁸. Weizsäckers tolkning er i tråd med, hvad Russerne tidligere havde sagt om tyskernes manglende troværdighed. Weizsäcker fortsatte med at beskrive Tysklands forhandlings-teknik. Det virkede som om han havde taget ved lære af russerne. Han foreslog, at hr. Hilger i forbindelse med normale samtaler i Russiske Udenrigsministerium “tilfældigt” kunne nævne de økonomiske forhandlinger. Endvidere havde Weitsäcker intet imod, at Hilger tilfældigt og på “eget” initiativ omtalte, at alle muligheder var åbne i samarbejdet mellem Tyskland og Sovjet.

Et udateret udkast til Schulenburg ( i margen er noteret, at Føreren har fået udkastet i hænde 26.5 )  skrevet af den Tyske udenrigsminister er langt mere detaljeret og går meget længere i sit forslag om et samarbejde med Sovjet. Teksten blev aldrig sendt. Det må formodes, at det på højere sted blev vurderet, at Ribbentrop gik for langt, for som Weizsäcker havde nævnt, så kunne det være farligt, hvis russerne ikke tog henvendelsen seriøst. Men udkastet viser hvilke ambitioner tyskerne havde. Ribbentrop ville bla. eskalere samtalerne  fra den forholdsvis ubetydelige Hilger til Ambassadøren selv. Sagens kerne blev nået i punkt 7, hvor Ribbentrop skrev: “ Our differences with Poland are well-known. We take the view that the problems of  Danzig and the Corridor will have to be solved some time; for our part we are not considering forcing a solution by means of war. If, however, against our wishes, it should come to hostilities with Poland, we are firmly convinced that even this need not in any way lead to clash of interests with Soviet Russia “ ²⁹. En direkte opfordring til, at Ribbentrop ønskede, at Sovjet skulle sanktionerer tyske interesser i Polen.

I et brev fra Weizsäcker til Schulenburg sendt den 30. maj stod der, at det ville blive svært at forhindre det Angelo-sovjetiske samarbejde. Han gav også udtryk for tvivl om den førte forhandlingspolitik, måske ville klar tale blot fremkalde ” et brøl af en tatar latter “. Tysklands frygt for de Angelo-sovjetiske forhandlingers fremskridt kom tydeligst til udtryk i slutningen af brevet. Han betonede kraftigt, at en vurdering af situationen var velkommen på alle tidspunkter ³⁰. Det næste skrift kunne først tages, når tyskerne kendte Sovjets reaktion på deres udspil, måske blev de mødt af et brøl af Tatar latter.

DEN REALPOLITISKE ERKENDELSE.

Den 30. maj 1939 mødtes Weizsäcker og  Astakhov på Weizsäckers initiativ, for at diskuterer den Sovjetiske handelsdelegation i Prag. De to parter forsøgte igen med en forholdsvis banal sag, at undersøge mulighederne for et nærmere samarbejde. Samtalen var kendetegnet ved, at man under en tilsyneladende kølig overflade mærkede samtalens kolosale vigtighed, der rakte langt ud over emnets betydning. Astakhov sagde bla. at Molotov havde erklæret, at politiske spørgsmål og økonomi ikke kunne skilles ad i de Tysk-sovjetiske relationer. Weizsäcker tog straks tråden op. Han forklarede, at han var enig, men Storbritanniens forsøg på at nærme sig Sovjet gjorde det desværre nødvendigt at forholde sig til selv ubetydelige detaljer, som feks. den Sovjetiske handelsdelegation i Prag. I diplomatiets korrekte kancelistil meddeltes med andre ord, at Sovjets forhold til Storbritannien vil give problemer. Senere i samtalen lagde Weizsäcker blyanten fra sig. Signalet på at samtalen fortsatte på et uformelt nivea. Weizsäcker fortalte, at blandt det politiske isenkram var der en ting, der ikke var til salg. Tyskland ville fortsat bekæmpe kommunismen, på den anden side forventede tyskerne ikke, at Moskva ville holde sig tilbage, hvad angik nationalsocialismen. Astakhov fortsatte med at udlægge den grundholdning hvorpå pagten senere ville blive bygget: “ He strongly emphasized the possibility of a very clear distinction between maxims of domestic policy on the one hand, and the attitude adopted in foreign policy on the other hand “ ³¹. Astakhov erklærerede i tråd med Weizsäcker, at Sovjet-Tysklands forhandlingsgrundlag ikke behøvede at være ideologisk funderet. Repræsentanterne for to regimer, hvis politik var baseret på dogmatiske ideologier, opnåede således i strid med dette forhold konsensus. Denne erkendelse må have været belejlig for begge parter. Det var herefter muligt at diskuterer realpolitik.

MOLOTOVS TALE 31. MAJ 1939.

Molotovs tale 31. maj til det højeste Sovjet omhandlede den internationale situation. Talen definerede klart Tyskland som den aggressive part i Europæisk politik, hvis tyskerne havde ventet en klar åbning, må talen have været en kollosal skuffelse. Heller ikke vestmagterne gik ram forbi:
“ In connexion with this certain changes have also become apparant in the policy of the non-aggresive European countries making for resistance to aggression. How serious they are we have yet to see. For the time being it cannot even be said whether there is a serious desire among these countries to abandon the policy of non-intervention, of non-resistance to the further development of aggression. Might it not turn out that their anxiety to restrict aggression in some areas will facillitate the removal of obstacles to the unleashing of aggression elsewhere ? “.  Molotov konkluderede med andre ord, at den Britisk-Franske politik kunne føre til et angreb på Sovjet. Molotov uddybede det med anvendelse af det velkendte Stalin citat om ikke at tillade en situation hvor Sovjet skulle rage kastanierne ud af ilden for andre. Det interessante var, at Molotov nævnte udtalelsen som et princip. Frygten for at blive misbrugt var et gennemgående tema i de sovjetiske taler. Molotov fortsatte talen med at uddybe forholdet og forhandlingerne med vestmagterne. Han fastslog, at det ikke-aggressive Europa ville trække Sovjet ind i et samarbejde vendt mod aggression og med dette udgangspunkt havde Sovjet forhandlet for at forstærke samarbejdet de tre lande imellem. Målet var at etablere en “ fredsfront “  vendt mod en eventuel negativ udvikling. Han konkluderede: “ That is how matters stand in regard to the negotiations with England and France. While conducting negotiations with England and France, we do not by any means think it necessary to renounce business dealings with countries like Germany and Italy “ ³². Officielt gav Molotov hermed udtryk for, at Sovjet forhandlede politisk med Storbritanien-Frankrig, samtidig med at Sovjet opretholdt foretningsmæssige forbindelser med Tyskland. På denne måde undgik han at give indtryk af, at Sovjet ønskede at forhandle med tyskerne. I Tyskland kunne talen tolkes anderledes Astakhov havde jo dagen før overfor Weizsäcker citeret Molotov, der mente, at politiske og økonomiske forhold ikke kunne separeres i de to landes forhold. Schulenburgs rapport fra Moskva 1. juni er da også positiv i tonen. Han kunne således rapportere, at der i diplomatiske cirkler ikke længere var nogen tro på en hurtig aftale mellem Sovjet og vestmagterne. Iøvrigt var hverken den britiske ambassadør eller franske Chargé dÀffaires tilstede under Molotovs tale, på trods af at de fleste ambassader havde været repræsenteret. Dette faktum alene må have fået Schulenburg til at hæve forventningerne.  Endvidere havde Molotov på trods af sin kategoriske afvisning af aggressive stater undgået at affyre de velkendte salver mod Tyskland ³³.  Tiden fremover måtte Tyskland og Sovjet forsøge at finde et “ politisk fundament “, hvad det så end betød.

GENOPRETTELSEN AF “ BONA FIDES “.

Som følge af den tyske beslutning om at isolere og angribe Polen, blev Tyskland omdrejningspunktet i forhandlingerne med Sovjet. Som et led i den langsigtede strategi var det vigtigt at fjerne Sovjet fra britisk indflydelse.  I sommeren 1939 og frem til indgåelsen af den Tysk-sovjetiske ikke-angrebspagt blev Tyskland den mest aktive af de to aktører. Sovjet havde opnået sit delmål. Forhandlinger til to sider uden på forhånd at have bundet sig til enten de svage vestdemokratier, der kunne drage Sovjet ind i en konflikt, eller det aggressive og fascistiske Tyskland. Tyskland kunne efter Molotovs sidste tale gå udfra, at en triple alliance ikke var i overhængende fare for at blive indgået. Tysklands diplomati gik herefter ud på at overbevise Sovjet om dets oprigtighed. 3. juni 1939 rapporterede den tyske ambassadør i Storbritannien Von Dirksen, at briternes reaktion på Molotovs Tale specielt i konservative kredse var indignation, men selv personer tæt på Labour udtrykte skuffelse over Molotovs stædighed og mistro. Troen på en alliance var simpelthen ved at være forduftet ³⁴. Tyskerne kunne derfor ikke være andet end tilfredse med udviklingen, alligevel var der en følelse af at være i et kapløb med tiden, Storbritannien kunne jo pludseligt fremlægge et forslag tyskerne ikke kunne matche. Den 7. juni opstillede Tippelkirch i et memo, en detaljeret liste omhandlende mulighederne for, at tilfredsstille Molotovs krav om “ politisk fundament “. Tippelkirch  fastslog, at den primære opgave ville blive at genoplive neutralitetspagten kaldet Berlin Traktaten indgået 24. april 1926 mellem Tyskland og Sovjet. Han fastslog bla. at traktaten blev forlænget på ubestemt tid den 5. maj 1933 af den Tyske Rigsdag. Tyskland ville herefter være i stand til at argumentere for, at  Berlin Traktaten stadig var gældende. Kernen i traktaten var, at hvis en af  underskriverne på trods af fredlig opførsel blev angrebet af en tredje part, så skulle den anden underskriver forholde sig neutralt under hele konflikten. Hvis Polen angreb Tyskland, så var Sovjet fx. forpligtet til at forholde sig neutralt.  Tippelkirch bekræftede dette: “ It is important to note that during the Czechoslovak crisis the Soviet government took the view that in any case regard Germany as the aggressor. Therefore it is a matter of restoring, so to speak, the “bona fides” which would lead, if occasion arises, to the attribution of  “peaceful conduct” to Germany when defining the aggressor “.  For at opnå dette fastslog Tippelkirch bla. nødvendigheden af at fastslå, at Tyskland og Sovjet ikke var i et vitalt modsætningsforhold. Tippelkirch opfordrede til “åbenhed” overfor Sovjet. En erklæring om Tyskland intensioner i forholdet med Polen var dermed på sin plads og understregede det faktum, at Sovjet gennem Tysklands indgåelse af ikke-aggressions pagter med de Baltiske stater havde opnået større sikkerhed ³⁵. Schulenburg havde tidligere kommenteret det sidstnævnte overfor Weitzäcker ved at erklære sig enig, og kaldte aftalen en politisk forudbetaling ³⁶. Tysklands problem var i virkeligheden, at de ikke vidste, hvad Molotov mente med, at de to lande skulle opnå politisk basis. Tyskland måtte derfor smide et ben eller to til russerne uden at forhandle en modydelse. De baltiske ikke-angrebspagter blev brugt som en tillidskabende foranstaltning. Spørgsmålet var om Molotov ville bide på krogen.

DEN BULGARSKE BUDDRENG.

Hvor ivrige tyskerne var for at forhandle, kom tydeligst til udtryk i Weizsäckers besked til Kommissær Mikoyan, hvori han fastslog, at den Tyske regering var forberedt på at sende Schnurre til Moskva for at forhandle og med den Tyske regerings accept indgå en aftale med det formål, at styrke og udvide de økonomiske og politiske bånd. Weizsäcker afsluttede telegrammet med at skrive:“ From the fact of sending a German Plenipotentiary as negotiator we request that Soviet Union to conclude that the German Government  expect and desire a positive settlement on a broadened basis “ ³⁷. I noten til dette telegram står, at det ikke vides, om det blev afsendt til ambassaden i Moskva. Hvis beskeden er nået frem til Mikoyan, så er det naturligt at formode, at Russerne havde forstået at mere end blot et godt forhold til Sovjet stod på spil. Molotov kunne med udgangspunkt i det forværrede forhold mellem Tyskland-Polen ikke længere være i tvivl om det tyske mål: Sovjetisk neutralitet i forbindelse med et tysk angreb på Polen. Set fra den tyske side har det sovjetiske mål været noget mere uklart. Sovjet´s mål var en aftale, der garanterede Sovjet sikkerhedspolitisk var klart. Men Sovjets langsigtede strategi var mere usikker. Tyskerne må på trods af deres selvbevidste opførsel også have haft deres egen nationale sikkerhed i tankerne. Sovjet havde således den bedste udgangsposition, forhandlinger til to sider samt en klar bevidsthed om det tyske strategiske mål. Hvis ovennævnte besked til Mikoyan var nået frem så, ville de næste skridt være Molotov´s.

Direktøren for den politiske afdeling Woerman berettede 15. juni 1939, at den bulgarske minister M. Dragunov fortalte, at den Russiske chargé dÁffaires havde besøgt ham under mystiske omstændigheder. De kendte ikke hinanden særlig godt og der var ikke noget program på dagsordenen. Den snakkesalige russer blev der i to timer. Dragunov bemærkede også selv det underlige i besøget af en person ( Astakhov ) han ikke stod på fortrolig fod med. Det var ikke et tilfældigt og venskabeligt møde. Dragunov skulle benyttes som Stalin´s buddreng. En af årsagerne kan være, at Sovjet samtidig med triple-alliance forhandlingerne var meget forsigtige med at blive set i tysk selskab. Denne forklaring bliver modsagt af det forhold, at Sovjet, ved at bruge en person fra en tredje stat som sendebud, øgede muligheden for lækager af efterretninger. Det må konkluderes, at hvis handlingen ikke var udtryk for sikkerhedsmæssig incompetence fra russernes side, så var formålet at lække informationer til Storbritannien-Frankrig, for dermed at fremprovokere et udspil. Dragunov´s besked ( eller rettere Astakhov´s ) var, i så fald den nåede frem til briterne ikke opløftende. Sovjet var tøvende, ifølge dem var der der tre muligheder, at vælge imellem; “ namely, the conclusion of the pact with England and France, a further dilatory treatment of the pact negotiations, and a rapprochement with Germany. The Soviet Union was most in sympathy with this last possibility, which need not involve ideological considerations “. Frygten for et tysk angreb enten gennem de Baltiske lande eller Rumænien var en stor hindring. Astakhov havde også nævnt Mein Kampf i denne sammenhæng. Hitlers tese om livsrum var studeret nøje i Kreml. Hvis Tyskland ville erklære, at de ikke ville angribe Sovjet eller indgå en ikke-angrebspagt, så ville Sovjet højst sandsynligt undgå en aftale med England. Astakhovs gav udtryk for, at Sovjet ikke vidste, hvad Tyskerne egentlig ville. Bortset fra nogle vage erklæringer så var Tyskland udenrigspolitisk et mysterium. Russeren overdrev, der var ingen mysterier forbundet med den førte politik, men på den anden side må det have virket lidt underligt, at tyskerne pludseligt var samarbejdsvillige efter mange års modsætninger. Astakhov afsluttede med at nævne, at der også var en anden mulighed; “ namely to continue to conduct the pact negotiations with Britain and France in a dilatory manner. In this case the Soviet Union would continue to have a free hand in any conflict which might brake out “ ³⁸. Tyskland fik således leveret Sovjets forhandlingskrav på en sølvtallerken. Hvis Tyskland erklærede, at de ikke ville angribe Sovjet eller indgik en ikke-angrebspagt, så ville Sovjet muligvis afstå fra, at forhandle med vestmagterne. Få dage efter fik tyskerne leveret endnu en appelsin i turbanen af den Sovjetiske Chargé d’Affaires i Rom.

DEN GULE FARE.

I et bilag vedlagt en skrivelse dateret 16 juni fra Mackensen, der var den Tyske Ambasadør i Rom,  til Weizsäcker, udtalte den Sovjetiske Chargé d’Affaires ifølge referat: “ Soviet Russia, however, also had important problems in the Far East and would accordingly make no concessions in Europe as long as she did not have full security and “precise guarantees of her own interest, i.e., against Japan” ³⁹. Moskva var blevet informeret om hemmelige forhandlinger i Tokyo, som i den nærmeste fremtid ville føre til en pagt mellem Japan og Akse-magterne. Tyskland kunne derefter også bruge den kommende alliance med Japan som argument for en pagt mellem Tyskland og Sovjet. Med Japan som allieret ville Tyskland kunne garantere Sovjets østgrænse mod angreb fra Japan. En garanti der jo som bekendt holdt, Sovjet erklærede krig 8 dage før  Japans kapitulation, briternes og amerikanernes kamp mod tojoregimet var en ensom kamp. En pagt med Tyskland ville dermed være en garanti for, at Sovjet ikke ville blive involveret i en tofrontskrig. Stalins “gule fare” kunne med et pennestrøg elimineres. Med Japans kontrol af Manchuriet, samt den japanske flådes opbygning i Stillehavet, er det meget sandsynligt, at dette forhold blev vægtet tungt i Moskva. Endvidere kunne Storbritannien-Frankrig i sine forhandlinger ikke tilbyde en tilsvarende sikkerhedsgaranti i øst. Den britiske flådes tilstedeværelse i Stillehavet var i denne sammenhæng stort set uden værdi.

Tonen de to parter imellem udviklede sig i øvrigt mærkbart i en positiv retning. I et memo fra 17. juni skrev Schulenburg om et møde med Astakhov, hvor Astakhov havde udtrykt tilfredshed over den politiske atmosfære de to lande imellem. Schulenburg gav ham ret og pointerede, at den tyske presse ikke havde givet russerne meget at klage over. Memoet gav et åbenhjerteligt udtryk: “ Astakhov reapeatedly spoke of the grat mistrust which naturally still prevailed in Moscow and which would have first to be overcome. Incidentally, he stated quite frankly that good German-Soviet relations could not but be advantageous to both countries, for the whole course of history had shown that Germany and Russia had always done well when they had been friends, and badly when they had been enemies “ ⁴⁰. En klar hentydning til at de to lande burde samarbejde. Kort tid efter fremlagde Tyskerne det næste tillidskabende udspil.

BERLIN TRAKTATEN GENOPLIVES.

Schulenburg tog den 29. juni 1939 initiativ til et møde med Molotov. Han bragte hurtigt Berlin-traktaten på banen og erklærede, at den stadig var gældende. Molotov bed ikke på krogen. Hans mistænksomhed blev vakt og han svarede, at han med interesse noterede sig dette faktum, idet Sovjet tvivlede på Berlin-traktatens gyldighed. Det virker som om, udspillet kom bag på Molotov. Der var ifølge Schulenburg ikke var tvivl om Molotovs mistro ⁴¹. Det var typisk for Molotov at reagere negativt på et uventet udspil. Det er min formodning, at Molotov var mere end almindelig nervøs for at miste overblikket, måske var det i virkeligheden frygten for Stalin, der skinnede igennem.

Ribbentrops reaktion på mødet var ifølge Weizsäcker, at der var sagt nok indenfor det politiske område og man måtte afvente yderligere instrukser. Der var kun en, der kunne give Ribbentrop instrukser. Forhandlingerne blev altså fulgt nøje fra højeste sted. Hvorfor tyskerne pludseligt ville afvente situationen er lidt af et mysterium. Måske havde de været for aggresive og virkede utroværdige ?, Ribbentrop konkluderede under alle omstændigheder, at initiativet til nye samtaler ikke skulle komme fra Tyskland ⁴².  Sovjet viste hurtigt efter mødet sin gode vilje ved den 3. juli at gå med til en gensidig udveksling af fanger. Schulenburg telegraferede tilfreds til det tyske udenrigsministerium: “ This Soviet Communication is the first sign of any accommodating disposition to speak of for a long time “ ⁴³. Medens man ventede på Sovjets næste udspil, undersøgte tyskerne indgående gyldigheden af Berlin Traktaten. Rudolf Nadolny ( Tysk ambassadør i Moskva perioden november 1933- juni 1934 ) skrev til Schulenburg at der er ikke var tvivl om Berlin-traktatens gyldighed, selvom gyldigheden i høj grad var et spørgsmål om parternes gode vilje. Nadolny konkluderede bla.; “ if the Berlin Treaty is still in force, the Soviet Government can certainly conclude as many alliances as they wish. They cannot, however, go to war against us, but must rather enter into consultation with us for friendly understanding, if, in their opinion, the point at issue requires discussion between us. If they act otherwise or make an agreement which excludes such an understanding with us, that would mean a breach of the Treaty “. Det er underligt, at Nadolny tillægger traktaten så stor juridisk gyldighed, eftersom Tyskland efter den Nationalsocialistiske magtovertagelse i 1933 stort set havde brudt alle traktater og internationale aftaler. I 1943 ville Ribbentrops medarbejdere give ham en smuk æske med indgåede traktater, fortalte ambassadør Hewel under en middag med Hitler. Medarbejderne havde været pinligt berørte, da æsken skulle fyldes. De fleste traktater var for længst blevet brudt af Tyskland. Som reaktion på historien lo Hitler så tårene trillede ⁴⁴. Nadolny har tilsyneladende tillagt Sovjet større troværdighed end Tyskland selv og i lyset af ovennævnte historie er det forståeligt.  Nadolny fortsatte med at nævne Berlin Traktaten i forhold til Japan; “ as to the japanese, they can raise no objection if we make no new political agreement with the Soviets for the time being but just keep to the old one “ ⁴⁵. Nadolny gav udtryk for tyskernes frygt for at træde Japan over tæerne. Ved at fastholde at Tyskland ikke indgik en ny aftale med Sovjet, men blot efterlevede en gammel aftale, så burde Japanerne være pacificeret.

DEN DIPLOMATISKE LINEDANS.

Tyskland var også meget bevidst om Sovjets mistro. Ethvert skridt kunne få russerne til at kaste sig i de vesteallieredes arme. Schulenburg skrev til Weizsäcker den 10. juli, at forhastede initiativer blot ville jage Russerne bort. Måske har han haft Molotov´s reaktion i tankerne da Berlin-traktaten blev nævnt. Han konkluderede, at når man nu ikke kunne gøre det helt store, så måtte tyskerne forsøge sig med små ting ⁴⁶. Med små ting mente Schulenburg, at man bla. kunne starte med at behandle de sovjetiske diplomater i Berlin pænt. I det diplomatiske magtspil kan en lille gestus gøre en stor forskel. Det må understreges at udtryk og handlinger, der normalt virker banale og ligegyldige, i den diplomatiske verden vægtes anderledes. Schnurre gav udtryk for, at hvis Molotov ikke kom med et positivt udspil, ville det blive svært at opnå et resultat. Tippelkirch skrev til Schulenburg, at ambassaden og specielt Schulenburg havde gjort alt, hvad der stod i deres magt, men det var altså ikke muligt at trække Molotov og Mikoyan gennem Brandenburger Thor ⁴⁷. Den tyske stemning var med andre ord lidt nedtrykt. Sovjet var ifølge Schulenburgs vurdering; “ still chary of entering into actual economic negotiations which could not be concealed from the public “ ⁴⁸. Det er underligt, at Sovjet ifølge Schulenburg ikke vil offentliggøre økonomiske forhandlinger med Tyskland. Stalin var jo ikke afhængig af en hjemlig opinion. Den eneste forklaring må være, at Sovjet bar på håbet om en aftale med vestmagterne.

Den 18. juli tog Sovjet endeligt det initiativ, tyskerne ventede på. Barbarin, der var sovjetisk handels repræsentant, påpegede overfor Schnurre, at det var nødvendigt, set fra sovjetisk side at udvide og intensivere tysk-sovjetiske økonomiske forhold ⁴⁹. Det var bydende nødvendigt for Sovjet, at Tyskland viste sin gode vilje gennem et udvidet økonomisk samarbejde. Tyskerne derimod ønskede at der snarest skulle forhandles en vidtgående aftale på plads.

Den 24. juli 1939 tog Sovjet et yderligere skridt. Astakhov inviterede under en samtale med Weizäcker, tyskerne til at deltage i en stor landbrugsmesse i Moskva. Astakhov sagde ifølge referat at efter et interval på tre eller fire år ville dette være en beskeden start på etablerering af kulturelle relationer. Derefter faldt talen på forholdet mellem Sovjet-Japan, Weizäcker sagde bla.: “ I could not well judge whether Japan and Russia would always get on well together. I thought, at any rate, that a modus vivendi might very well be possible between both peoples for a good many years to come “ ⁵⁰. Weizsäcker meddelte således indirekte russerne, at det japansk-sovjetiske forhold kunne forbedres med Tyskland som mellemled. Weizsäcker spillede her et dobbelt spil. Så sent som den 19. juli spurgte den japanske ambassaderådgiver Usami, Woerman ( direktør for udenrigsministeriets politiske afdeling ) indgående om de Tysk-Sovjetiske relationer. Usami refererede endvidere til en avisartikel, hvor der stod, at Tyskland og Sovjet forhandlede om en ikke-angrebspagt. Woerman´s svar var ikke helt i overensstemmelse med sandheden: “ All these reports were pure fabrication “ ⁵¹. Woerman løg for så vidt ikke om, at Tyskerne ikke var involveret i detaljerede forhandlinger med russerne, men han fortalte heller ikke hele sandheden. Det var jo tyskernes mål at indgå en pagt med Sovjet. Tyskerne beroligede japanerne, samtidig med at de forbeholdt Sovjet, at Tyskland kunne blive indgangen til fred på grænsen mellem det Ydre Mongoli og Manchuriet. Tysklands diplomatiske balanceakt var en linedanser værdig. I Weizsäckers samtale med Astakhov 24. juli 1939 slog han definitivt fast, at Polen ville blive angrebet:“ Danzig would fall to us. The outlook for peace might become critical if intolerable provocations forced us to march on Poland, which might, of course, happen. In this case we should make short work of Poland “ ⁵². Sovjet fik dermed at vide at med eller uden dem så ville toget mod øst rulle. I udtalelsen var der muligvis også en svag trussel. hvis Polen hurtig kunne ordnes så kunne Sovjet måske også?

MIDDAGEN I BERLIN.

To dage efter denne samtale blev Østeuropas skæbne afstukket på den berlinske restaurant Ewest´s. For første gang foreslog tyskerne en aftale, der gik længere end Berlin-traktaten. Astakhov og Babarin var inviteret af  Schnurre. Russerne startede aften med straks at diskutere politiske og økonomiske spørgsmål. Konversationen udviklede sig livligt, skrev Shnurre i et memo. Han sagde til russerne at på trods af en divergerende opfattelse, hvad angik ideologier, så havde de to lande en ting til fælles og det var modstanden af de kapitalistiske demokratier. Det ville således være ulogisk at bekæmpe hinanden. Dette var en temmelig provokerende udtalelse set med nutidige øjne. I efterkrigstidens kollektive bevidsthed og mytologi var Sovjet allieret med de selv samme kapitalistiske demokratier, danske kommunister har gjort sit til, undertrykke sandheden om dette samarbejde. Men Schnurre havde ret i sin vurdering af, at de vestlige demokratier udgjorde en større ideologisk fare (irrationelle og uforudsigelige, eller som Mao senere  sagde ” masserne tager altid fejl ” ) end nationalsocialismen for så vidt, at både Sovjet og Tyskland var totalitære stater. Men Schnurre så i russernes behagelige selskab bort fra det faktum, at den strategiske og geopolitiske fare, set fra et Sovjetisk synspunkt, lå i et stærkt Tyskland. En trussel Stalin i sine offentlige udtalelser også selv gjorde opmærksom på. Det er denne trussel kombineret med russernes vurdering af vestemagternes manglende evne til at give sikkerhedsgarantier, der langsomt fik russerne til at tage de tyske tilnærmelser alvorligt. Schnurre gik videre og fortalte russerne, at de tysk-japanske relationer var baseret på venskab og ikke vendt mod Sovjet. Han proklamerede, at de to landes politik var vendt mod Storbritannien: “ That was the decisive  factor “ fastslog han og igen blev Tyskland fremhævet som garant for en japansk-russisk fred. Schnurre fortsatte med at fremlægge sin vision om fremtiden. Han forestillede sig et omfattende arrangement, der ville tage hensyn til vitale sovjetiske interesser. Diskussionen vendte sig senere på aftenen mod Østeuropa. Astakhov proklamerede, at korridorspørgsmålet måtte løses til “ Rigets “ fordel. Over en formodentlig god middag blev Polen således solgt. I den følgende diskussion om interesseområder erklærede Schnurre jovialt, at ingen tysk-sovjetisk interesse konflikt vil opstå på grund af disse spørgsmål. Tysklands mål var ikke at udsætte sovjetiske interesser for fare ⁵³. Den hyggelige aften blev afsluttet med at Astakhov spurgte; “ if a high-ranking Soviet personage discussed these questions with a high-ranking German personage , similar views would be put forward by us “ ⁵⁴. Schnurre bekræftede dette og dermed, at hans udtalelser ikke blot var et udslag af den gode stemning. Resultatet af den hyggelige berliner-stemning på Ewest´s og de fyldte maver blev, at Polen blev delt og de Baltiske stater solgt til den højstbydende.

KLOKKEN FALDER I SLAG.

I begyndelsen af maj var en lille celeber kreds på vej til “ørneborgen”. I elevatoren overhørte arkitekten Albert Speer, Adolf Hitler tale med sig selv: “ Måske sker der snart noget enormt vigtigt. Selvom jeg bliver tvunget til at sende Göring...Hvis det bliver nødvendigt må jeg selv tage af sted. Jeg satser alt på dette kort “ ⁵⁵. Speer skrev dette i Spandau fængslet lang tid efter begivenhederne udspillede sig. Som tingene udviklede sig kom udsagnet ikke desto mindre til at passe.

Den 2. August skrev Schnurre til Schulenburg, at Ruslands spørgsmålet havde højeste prioritet. Han havde endvidere haft Ribbentrop i røret mindst en gang om dagen de sidste 10 dage. Forhandlingerne hastede og blev anset for så vigtige, at udenrigsministeren hele tiden udvekslede synspunkter med Føreren på dette punkt. Det er første gang at Hitler direkte blev nævnt i forbindelse med forhandlingerne. En klar indikation af hvor vigtig tyskerne anså et snarligt resultat for at være. Schnurre fortsatte med at pointere, hvor vigtigt det var med en hurtig aftale, ikke kun med Russisk-tysk forståelse i tankerne, men også for at forstyrre de Russisk-Britiske forhandlinger. Schnurre afsluttede sit telegram: “You can imagine how eagerly your talks with Molotow are awaited here “ ⁵⁶. Utålmodigheden var næsten ikke til at tøjle. Med  planerne for angrebet på Polen var tyskerne i tidsnød. Ribbentrop måtte derfor selv gå ind i forhandlingerne med russerne. Dette udspil ville samtidig være et forsøg på at overbevise Soviet om Tyskernes oprigtighed. Om aftenen mødtes Astakhov og Ribbentrop, Ribbentrop sagde bla.; “ our policy was an unswerving and long-range one; we were in no hurry “, her udspiller diplomatiets pokerspil sig for øjnene af os. Med angrebet på Polen i baghovedet havde Tyskerne alt andet end god tid. Ribbentrop fortsatte med at fortælle om tyskernes positive holdning overfor Moskva og at det var op til lederne ( i Moskva) at vælge, hvilken retning de ville følge. Ribbentrop fortsatte i den velkendte kompromisløse stil med at meddele, at hvis Moskva stillede sig på bagbenene, så ville Tyskland handle. Hvis det modsatte derimod var tilfældet, så var der ikke det problem fra Baltikum til Sortehavet, der ikke kunne løses af de to lande; “  there was room for the two of us on the Baltic and that Russian interests by no means needed to clash with ours there. As far as Poland was concerned, we were watching further developments attentivly and ice cold. In case of Polish provocation we would settle the accounts with Poland in the space of a week. For this contingency, I dropped a gentle hint at our coming to an understanding with Russia on the fate of  Poland “. Tyskland kunne levere “varen”. Tysklands modstandere englænderne, havde derimod ikke meget at byde på. Den 25. juli sendte briterne en militærkommision til Moskva for at forhandle, måske fremskyndet på grund af efterretninger og rygter om tysk-sovjetiske forhandlinger. Men i dette tilfælde var tiden med tyskerne. Det tog kommissionen over to uger bare at nå den sovjetiske hovedstad. Kommissionens sammensætning af underordnet personel samt det faktum at forhandlingerne først startede den 12. august, medførte, at Tyskland havde et væsentlig forspring. Med den næste bemærkning ville Ribbentrop forøge dette forspring: “ I described German-Japanese relations as good and friendly; these relations were lasting ones. As to Russian-Japanese relations, however, I had my own special ideas (by which I meant a long-term modus vivendi between the two countries) “.  Garantien af Sovjets østgrænse og tilmed i et langsigtet perspektiv var vestmagterne ikke istand til at matche. Det forestående angreb på Polen nærmede sig, tiden var ved at falde i slag for vestmagterne og ikke mindst Polen og de Baltiske stater der kunne se en fremtid i møde fyldt med næsten unævnelige rædsler. Ribbentrop slog det fast ved at sige; “ in high policy we pursued no such tactics as did democratic powers. We were accustomed to building on solid ground, did not need to pay heed to vacillating public opinion, and did not desire any sensations “ ⁵⁷. Molotovs svar på det tyske udspil var som altid køligt og afventende. Han syntes ikke, at det tyske udspil var konkret nok ⁵⁸. Molotov var til det sidste mistænksom overfor Tyskland. Han ville blive en hård nød at knække.